| home | nyhedsbrev | arrangementer | fotogalleri | annoncer | links | kontakt

 



Værker af arkitekttegnestuen SANAA - En fotoserie af Svend M. Hvass


Den moderne japanske arkitektur har i flere årtier påkaldt sig resten af verdens opmærksomhed. Ikke mindst har man bidt mærke i tegnestuen ved navn SANAA,
der i 2010 fik arkitekturverdenens fineste anerkendelse, Pritzker Architecture Prize.

Tegnestuen blev dannet i 1995 af de to arkitekter, Kazuyo Sejima (f. 1956) og Ryue Nishizawa (f. 1966), der dog begge parallelt med samarbejdet i SANAA fortsat udfører opgaver i eget navn.

Såvel deres personlige som de fælles projekter karakteriseres af enkelhed og lethed, med spinkle og elegante proportioner, poetiske løsninger, der vækker mindelser om den traditionelle japanske sukiya-zukuri, tehus-arkitekturen, med rumlige forløb, der overrasker og forfører opleveren.

I de seneste år har SANAA i stigende grad fået projekter udenfor Japan, hvilket i den følgende billedserie repræsenteres med et enkelt af disse bygværker, nemlig Serpentine Gallery Pavilion, der eksisterede i blot nogle få måneder henover sommeren 2009.







1991 - Sejima: Saishunkan Seiyaku Women's Dormitory i Kumamoto, Kyushu.
Et af Sejimas tidligst realiserede projekter.








1996 - Sejima: Kinbasha Pachinko Parlour III i Hitachi, Ibaraki.
Et af flere projekter for samme kæde af pachinko spillesteder.








1998 - Sejima: Kitagata Apartment Building, Gifu, opført i to etaper
v.s.a. andre boligblokke tegnet af prominente kvindelige arkitekter.








1997 - SANAA: Nakahechi Museum, Wakayama.
Fjernt fra alfarvej, i bjergene omkring Kumano Kodo,
ligger denne lille perle af et museum for to lokale kunstnere.








1999 - SANAA: Ogasawara Museum, Iida, Nagano. Interiør.
Som flere andre af SANAA’s møbler er stolene ikke overvældende siddevenlige.








2001 - Sejima: “Small House”:
Midt i Tokyo står denne lille bolig og duver blidt med hofterne.
Sandsynligvis et udfordrende hus at bo i.








2003 - SANAA: Christian Dior Building, Omotesando, Tokyo.
Fint feminin og elegant lyser den rolige bygning op
i den hektiske og kaotiske storby.








2004 - SANAA: 21st Century Museum of Contemporary Art, Kanazawa.
Tegnestuens måske væsentligste værk, hvor en række udstillings-kuber
favnes af et cirkelslag.








2004 - Nishizawa: Office Building Benesse Art Site, Naoshima.
En ældre, industriel, anonym bygning på enkel vis omdannet til kontor
og informationscenter for øens mange kunstneriske tiltag.








2007 - Sejima: Garden Court Seijo United Cubes, Tokyo.
Lavt/tæt, meget tæt, byggeri med i alt 14 boliger, der væver sig sammen i retvinklede
men alligevel utraditionelle kompositioner.








2008 - Sejima: Okurayama Apartments, Yokohama.
På en firkantet grund slynger ni, i snit cirka 50 m² store, lejligheder sig amøboidt ind og ud mellem hinanden.








2009 - SANAA: Serpentine Gallery Pavilion, London.
Flydende, flyvende skyagtige aluminiumstagflader indgik i et fascinerende, spejlende kalejdoskopisk samspil med omgivelserne.





Tekst & billeder © Svend M. Hvass, 2010

Tilbage til galleri-menuen ...

   
Dansk-Japansk Selskab • Esplanaden 50 • 1098 København K
Postgiro 8 06 86 15 • Danske Bank - reg. nr.: 1551 - konto nr.: 0008 068 615