ARRANGEMENTER
* Arrangeret af Dansk-Japansk Selskab
7. & 8. februar:
MODERNE JAPANSK BALLET i DANSEHALLERNE
ISLAND OF NO MEMORIES
En historie om jalousi, kærlighed, om at ældes og om at dø
Koreografi af Kaori Ito
Tirsdag d. 7. & onsdag d. 8. februar kl. 21
Dansescenen, Dansehallerne, Pasteursvej 14-24, 1799 København V
ISLAND OF NO MEMORIES finder sted i en parallelverden kaldet Isidora, en verden som vores dog med den markante forskel,
at ingen har nogen form for erindring. I Isidora har man intet navn, intet hjem og ingen familie. Alle har alt, hvad de behøver,
og når man intet husker, er der intet at frygte – men hvad hvis man glemmer, hvordan man griner og græder? Og hvad hvis alle forelsker sig i den samme person?
Er det drøm eller mareridt at leve på ISLAND OF NO MEMORIES?
Læs mere her:
Island of no Memories
* 9. februar:
JAPAN i 2012 - UDFORDRINGER og PERSPEKTIVER
Foredrag ved Jens Sejrup, Ph.d.
Torsdag d. 9. februar kl. 19-21 i Asia House
India Kaj 16, 2100 København Ø. Bus 26 kører lige til døren.
I dette foredrag vil Jens Sejrup give et overblik over Japans politiske, økonomiske og diplomatiske situation efter jordskælvs-,
tsunami- og atomkatastrofen i marts 2011 og de udfordringer, den nye premierminister Noda og hans regering er stillet overfor.
Hovedfokus vil ligge på den aktuelle indenrigspolitiske situation i Japan, landets reaktion på den globale krise og forskellige tendenser i japansk udenrigspolitik,
der i høj grad har udviklet sig til en hårfin balanceøvelse i spændingsfeltet mellem USA og Kina med diverse andre stater og den bredere japanske offentlighed i en form for joker-rolle.
Jens vil i foredraget give konkrete eksempler til at belyse udviklingen og lægge op til en diskussion om,
hvad der kan tænkes at blive hovedproblemstillinger i japansk politik i 2012. Foredraget er baseret på Jens’ artikel i det seneste nummer af magasinet RÆSON.
Jens Sejrup (f. 1977) er cand.mag, ph.d. i Østasienstudier/japansk og tilknyttet Asienafdelingen på Inst. f. Tværkulturelle og Regionale Studier,
Københavns Universitet. Han forsker i japanske samfunds- og kulturforhold, politik og offentlighed og er her særligt optaget af nyhedsfortællinger og massekommunikation,
nyhedsmedier, politisk PR, aktørfremstilling og repræsentation samt Japans udenrigsrelationer og diplomati.
* 16. februar:
AT LÆSE HAIKU
Foredrag ved Hanne Hansen
Torsdag d. 16. februar kl. 19-21 i Bethesda, Billedsalen
Rømersgade 17, 1362 København K (tæt på Nørreport Station)
Haiku digtningen udvikledes gradvist i Japan, men slog igennem i 1600-tallet, hvor det var Bashō, der udformede genren.
Man taler om de 4 store haiku digtere fra Bashō, Buson og Issa til Shiki. Udviklingen belyses og føres op til i dag.
Der redegøres for, hvordan haiku skabes og nydes. De traditionelle og moderne haiku, som bliver præsenteret, sættes op mod hinanden,
så forskellen bliver tydelig.
Hanne Hansen har beskæftiget sig med haiku i 30 år. Hun har været to gange i Japan for at studere digtene og deltager i det internationale netværk
omkring genren. Hanne Hansen er initiativtager til og formand for Haikugruppen i Dansk Forfatterforening. Hun har udgivet seks haiku samlinger,
hvoraf de fem er på dansk og den nyeste på engelsk. Sammen med Sys Matthiesen har hun udgivet en vejledning i at skrive haiku.
Hun er repræsenteret i utallige antologier og tidsskrifter både i Europa og Japan.
25. november 2011 til 19. februar:
DE-SIGNED by ANDO
- udstilling af bøger om arkitekten Tadao Ando
Fredag d. 25. november 2011 - søndag d. 19. februar 2012
Designmuseum Danmark, Bredgade 68, 1260 København K
Den verdensberømte japanske arkitekt Tadao Ando fylder 70 år i 2011. I den anledning vises ca. 45 bøger om hans arkitektur,
signerede og med originaltegninger af ham selv. Nogle tegninger svarer til udførte bygninger, andre til endnu ikke udførte projekter.
Bøgerne giver et blik ind i Andos værksted og siger lidt om hans arbejdsgang og kunstneriske gemyt.
Læs mere her:
Designmuseum Danmark
|