Kære medlemmer af Dansk-Japansk Selskab

Jeg valgte selv at arrangere turen og allierede mig med Nettravel mht. booking af hotelværelser, turpas til toget (kan varmt anbefales) og guidede ture i Tokyo og Kyoto.

Nu er det ikke hver dag, at jeg skriver til Jer. Anledningen er ganske særlig, da jeg vandt flybilletten til Tokyo ved foreningens generalforsamling og jubilæum i foråret 2008.

Det var i sig selv en stor oplevelse for mig at komme til GF for første gang og samtidig at opleve at vinde en flybillet til et land, jeg har været fascineret af i mange år. Jeg havde aldrig troet, at jeg en dag skulle rejse til Japan, men må indrømme, at 11 timer i flyet og 9 timers tidsforskel var meget anstrengende ...

At fortælle om de mange steder og oplevelser vil tage flere timer og derfor har jeg udvalgt enkelte oplevelser, som en slags appetizer til jer, der skal til Japan eller måske som en reminder for jer, der allerede har været i Japan.

Fra starten af var jeg klar over, at jeg enten skulle til Japan når kirsebærtræerne blomstrer eller om efteråret for at se de karakteristiske efterårsfarver. Jeg valgte at tage til Japan i oktober, netop fordi jeg troede, at efteråret ville være kommet på det tidspunkt, men nej jeg kom faktisk til noget, der lignede sommer eller sensommer. Der var over 30 grader i Kyoto på det tidspunkt ... Til gengæld var det totalt mørkt allerede kl. 18. En lille overraskelse, men alle forretninger er jo åbne, så betyder det ikke så meget ... men man skal jo kunne orientere sig og det en helt anden sag i et land, hvor gaderne som her i Tokyo ingen navne har.

Jeg valgte selv at arrangere turen og allierede mig med Nettravel mht. til booking af hotelværelser, turpas til toget (kan varmt anbefales) og guidede ture i Tokyo og Kyoto. 

Min tur blev som følger: Først 2 nætter i Tokyo ved ankomst, 3 nætter i Takayama, 5 nætter i Kyoto og til sidst 3 nætter i Tokyo. Et meget fint arrangement synes jeg. Ved at bo fast tre steder kunne jeg rejse rundt i en ring og på den måde undgå jeg at skifte hotel for ofte.

Desuden havde jeg i Takayama valgt at bo på en ryokan dvs. et lille pensionat som er drevet af en familie. Der kunne man spise morgenmad og aftensmad, og det gav mulighed for at spise japansk mad, som japanerne selv spiser den i det daglige. Og det var rigtig god mad, jeg fik dér. Naturligvis fik jeg også spist sushi og tempura, men det er en ganske anden sag. Samtidig gav det mulighed for at komme i kontakt med “de indfødte” og møde andre rejsende. Desuden får man også bekræftet fordomme og ideer og oplevet ting, man har hørt om. For mit vedkommende blev jeg konfronteret med at skulle udstyre mig med særlige tøfler, når jeg skulle på toilettet. Som I kan se på billedet (det skulle bare fotograferes) var de røde med “TEKST” på og endda på engelsk!

Generelt vil jeg sige, at jeg aldrig nogensinde har været i et land, hvor befolkningen er så venlig og hjælpsom.

Til jer der skal rejse til Japan, kan jeg anbefale:

• At leje en cykel
  
• At køre i taxa mindst én gang 
• At købe topas og rejse med Shinkansen
• At bo i en ryokan
• At købe souvenirs ved templerne og i de forskellige museumsbutikker
• At købe søde kager på Kyotos banegård
• At købe tøj og sko på de forskellige togstationer, da de fungerer som indkøbscentre
• At besøge museerne ved Ueno park i Tokyo
• At tage en halvdags-guidetur i Tokyo og Kyoto
• At besøge Miho-Museet udenfor Kyoto
• At besøge en tempura restaurant i Tokyo
• At spise Tofu i Kyoto
• At rejse til Kamakura og se på Zenbuddhistiske templer
• At tage Filosoffens vej i Kyoto 
• At besøge bambusskoven ved Sagano udenfor Kyoto
• At besøge Asakusa-distriktet i Tokyo og se Senso-ji Templet
• At besøge Fushimi-Shrinet udenfor Kyoto
• At besøge Kyoto National Museum

Generelt vil jeg sige, at jeg aldrig nogensinde har været i et land, hvor befolkningen er så venlig og hjælpsom. Gang på gang blev jeg i metroen eller på gaden spurgt om jeg havde brug for hjælp. Det virkede på mig som om japanere ser det som deres fornemste opgave at sørge for, at udlændinge får en god oplevelse. Jeg er ikke sikker på, at udenlandske turister kan sige det samme om danskerne. Selvom de fleste japanere jeg mødte kun kunne ganske få ord engelsk - nogle få taler det til gengæld super godt - mødte jeg et ønske om at kommunikere. Min rejse til Japan blev også på den måde et møde med mennesker. 

Jeg vil gerne se på kunst og arkitektur, og derfor har jeg især besøgt shinto-shrines og buddhistiske templer og ikke mindst deres haver, både de våde og de tørre haver. Japan rummer så mange shrines og templer, at det ville tage flere år at besøge dem alle. Dog vil jeg fremhæve, at i Takayama kan man gå i ca. to timer fra shrine til tempel og opleve naturen og de historiske bygninger uden at blive forstyrret en eneste gang. Det er også i Takayama, at man kan opleve et by-miljø, som svarer til det der fandtes i det gamle Japan. Hele byens centrum er fredet og man kan færdes i de smalle gader, hvor de små træhuse rummer interessante små butikker og ikke mindst sake-fabrikker. Dér opdagede jeg også, at der er utroligt mange søde sager og slik i Japan. Det kender man slet ikke til i Danmark - desværre. Man kan også smage på pickles og tang eller købe mange fine souvenirs, bl.a. en lille stofdukke, som er meget populær hos pigerne. (kan I mon gætte hvorfor?) Derfor kan man også få dukken i miniaturestørrelse til at hænge på sin pung eller mobiltelefon. 

I Japan hører man evig og altid små klokker ringe og når jeg nu går rundt med min japanske pung i Danmark synes jeg, at jeg larmer meget, for jeg har nemlig købt en del små “talismans”. Noget som virkede meget normalt i Japan bliver pludseligt til noget meget pudsigt i Danmark. De små “talismans” er udtryk for hvor vigtigt det er at være i kontakt med universets kræfter. Derfor kan man ved de enkelte shrines bede (og betale) en munk eller nonne for at skrive en bøn. Man kan også købe bønnerne på fint papir eller købe små figurer og dermed donere et beløb. Hver shrine har sit formål. Karakteristisk er torii'en - indgangsdøren til et shrine. Jeg besøgte Fushimi shrine udenfor Kyoto. Shrinet er kendt for de mange torii'er malet i rødt/orange (farven betyder et lang liv) og er dediceret til Inari, ræven. Den har ry for at hjælpe forretningsfolk og de mange torii'er er udtryk for de mange mennesker, som er taknemlige over shrinet. Koblingen mellem religion og penge er ganske naturlig i Japan. Det var en stor oplevelse for mig, at se de mange 100 meter med torii'er afbrudt med kirkegårde, små butikker, tesaloner og restauranter, hvor man altid på sin vej kunne finde utallige “vending machines” med kolde drikkevarer. En fantastisk ting at kunne købe te eller andet i disse maskiner, da temperaturen og ikke mindst luftfugtigheden var ganske høj.

Et godt råd: lej en cykel og prøv at køre i taxa, det er en oplevelse og en stor hjælp, jeres fødder vil være jer taknemmelige!

Jeg fik set en del museer og vil gerne anbefale et besøg på Miho-museet, som blev bygget af Mr. Pei, arkitekten bag Louvres pyramide. Museet ligger udenfor Kyoto i “The Peach Valley”. Bygherren er en kvinde Mrs. Hiroko Koyama. På billedet ser I mig ved indgangen til museet. I første omgang kører eller går man via en tunnel og over en bro til selve museet, som er bygget ind i et bjerg. Derinde kan man se kunst fra hele verden, også fra Japan. Det er et sted, der ligner Louisiana en smule med dets blanding af kunst, kultur, og shopping. Men det er tydeligt at stemningen er af en anden karat. Alle råvarer, som bliver brugt i restauranten, er f.eks. dyrket på stedet og jeg har aldrig smagt så godt brød som i den restaurant! Man kunne se mange kvinder i kimono, men Kyoto har også indtil for nylig levet af sin kimono-industri og bærer man kimono, kan man få rabat mange steder f.eks. i de offentlige transportmidler, taxaer og på museerne.

På vej tilbage til Tokyo med shinkansen så jeg Fuji-Yama, dog uden sne på toppen og jeg passerede mange teplantager. Dog blev jeg overrrasket over at se at omgivelserne ved Fuji-Yama er meget præget af industri. Dagen før jeg skulle rejse, valgte jeg at tage toget til Kamakura og for at se denne fine gamle by og dens mange templer. Alting er meget fint skiltet og det føltes som én lang spadseretur i naturen og kulturlandskabet.

Efter disse 14 dage var jeg mæt af oplevelser og indtryk. Det var tid til at rejse hjem til Danmark. Jeg håber, at jeg en dag kommer tilbage til Japan, måske vil jeg næste gang sejle dertil.

Michelle Garnier – 2008