SAKURA FESTIVAL 2009 UNDER KIRSEBÆRTRÆERNE
Lørdag den 18. og søndag den 19. april
Langelinieparken ved Huitfeldt monumentet, begge dage kl. 11-16:30
Dansk-Japansk Selskab deltager i årets Sakurafestival med en bod, hvor man kan prøve japansk papirfoldning – origami.
I får blandt andre hjælp af Hans Dybkjær, som er ekspert i papirfoldning - se www.papirfoldning.dk.
Under de forhåbentlig blomstrende kirsebærtræer ved Langelinie Parken vil der være en række boder, som ved en traditionel japansk festival. Ved boderne kan man prøve forskellige japanske lege, købe japansk mad og te mv. Der vil være japansk te ceremoni, og på scenen vil der under hele festivalen være optræden med bla. japansk kampsport, traditionel dans og japanske trommer.
Tag børn og børnebørn med og oplev en japansk festival. Der er gratis adgang.
Se mere på www.sakurafestival.dk.
BESØG I MACHIDA KUMI's ATELIER
- følg op på Louisiana's Manga udstilling i 2008
Tirsdag den 5. maj 2009 kl. 19, Statens Værksteder for Kunst og Håndværk
Gammel Dok Pakhus, Strandgade 27 B, 1401 København K.
Machida Kumi er en af Japans unge kometer på kunsthimlen og for nylig havde hun en række værker med på Louisianas store Manga udstilling.
Frem til september bor Machida Kumi i København som Artist in Residence. Hun indbyder medlemmer af Dansk-Japansk Selskab til at besøge hendes atelier på Statens Værksteder for Kunst og Håndværk (SVKH), hvor hun vil fortælle om sin kunst (på engelsk) og demonstrere teknik og materialer.
Machida Kumi er født i 1970 og uddannet fra Tama Kunstakademi i 1994.
Kunstnerisk arbejder hun inden for den genre, som hedder nihon-ga, ”maleri i japansk stil”.
Machida Kumis malerier er således udført med traditionel japansk tusch og pigmentfarve fra mineraler, malet på kumohada (en særlig art japansk papir).
Det nye og moderne i hendes malerier er derimod motiverne; bizarre, humoristiske og lidt uhyggelige.
Hvert maleri indeholder en lille fortælling om forunderlige dukkefigurer, hvis køn og alder er ubestemmeligt. Samtidig peger Machidas malerier ud af lærredet på temaer om social interaktion og mellemmenneskelige relationer i vores dagligdag.
Machidas arbejdsproces er svær at få øje på i det færdige maleri, idet hun med omhyggelige og meget små, korte penselstrøg opbygger de lange flydende linjer af sort på en lys eller hvid bund.
Det kan tage dagevis at male blot få centimeter. Den ensformige, repetitive proces er en del af værket, hvis klart definerede former og stramme stil skaber et billede af kontrol, som står i kontrast til det foruroligende motiv.
TANG - GRØNTSAGER FRA HAVET
Foredrag ved prof. Ole G. Mouritsen Tirsdag d. 26. maj kl. 19 i Asia House, India Kaj 16, 2100 København Ø
Bus 26 kører lige til døren.
Professor Ole G. Mouritsen fortæller på baggrund af sin nye bog “Tang – Grøntsager fra havet” om tang som fødevare og om rejserne til Japan i forbindelse med bogen. Han var bla. med nori-fiskere både i Tokyobugten og i Araike Sea for at se, hvordan man dyrker Porphura til nori og fremstiller de færdige nori-blade.
I Japan udgør tangproduktionen helt op til 10% af ernæringen, og der er store ernæringsmæssige fordele ved tang. Desuden kan tang både høstes vildt og dyrkes i store mængder i havet på en bæredygtig måde. Hør også om, hvordan man selv let kan tilberede sunde, varierede og velsmagende måltider, hvori der indgår forskellige slags tang.
Ole G. Mouritsen er professor i biofysik ved Syddansk Universitet. Han er medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og leder af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Biomembranfysik. I fritiden er han interesseret i videnskaben bag madlavning, og han har i de sidste mere end tyve år tilberedt sushi i sit eget køkken. I 2006 udgav han bogen “Sushi – Lidenskab, Videnskab og Sundhed”, og samme år holdt han foredrag om sushi i Dansk-Japansk Selskab.
Ole G. Mouritsen, “Tang – Grøntsager fra havet”, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København 2009, vil være til salg til særpris.
NY BESTYRELSE I DANSK-JAPANSK SELSKAB
Den 19. marts blev den nye bestyrelse dannet.
Ny formand er den hidtidige viceformand Karen Ejersbo Iversen.
Ny viceformand er Tim Pallis, mangeårigt medlem af bestyrelsen.
Sekretær er det nye bestyrelsesmedlem Phillip Holm Kiesow,
mens Lilli Krarup Edl fortsætter som kasserer.
Torsten Olafsson, ligeledes ny i bestyrelsen, er Selskabets nye webmaster.
DE NYE BESTYRELSESMEDLEMMER
Philip Holm Kiesow er 30 år gammel, B.A. og stud. mag. i japansk på KUA.
Han har været i Japan flere gange og studeret et år på Waseda Universitet.
Philip er desuden mangeårig medarrangør af den årlige J-Popcon Festival.
Henning Morgen er ansat i A.P. Møller - Mærsk A/S, hvor han primært arbejder med udvikling, implementering og audit af den globale Records and Information Management Policy, herunder en Corporate Retention Policy, og med formidling af selskabets historie.
Torsten Olafsson er musiker, musikforlagsredaktør og grafisk layouter. Med en akademisk baggrund i fagområderne kinesisk kultur og japansk har han især forsket i japansk musik og æstetik, herunder specielt Fuke Shakuhachi bambusfløjte traditionens oprindelseshistorie og ideologi.
Øvrige Japan-relaterede arrangementer i foråret 2009:
KANSHA - JAPANSK INSPIRATION på Gammelgaard i Herlev
Kunst- og kulturcentrets store Japan-udstilling åbner lørdag d. 18. april og varer til d. 30. maj.
Der er fri entré til hele udstillingen og deltagelsen i alle aktiviteter.
Udstillingskatalog findes på udstillingen.
Se mere på www.gammelgaard.dk.
GRÆNSELØS DIALOG MED KIMONO
Kunstindustrimuseet i København præsenterer i perioden 20. marts til 10. maj 2009 en udstilling af smykkedesigneren Jeanette Lopez-Zepeda, som har ladet
sig inspirere af en gammel skabelontrykteknik, udført på tekstil i Japan i ca. 1300-tallet, til at fremstille en række smykker i titan i kombination med sølv, farvet gummi, emalje og avispapir.
Se mere på www.kunstindustrimuseet.dk.
ASIA PACIFIC DAY
Frederiksberg Rådhus byder torsdag d. 30. april kl. 16-19 på musik og dans, mad og oplevelser fra Australien, Kina, Indien, Indonesien, Japan, Korea, Nepal, Pakistan, Thailand og Vietnam.
Alle er velkomne - adgang og deltagelse er gratis.
Se mere på www.kinakanalen.dk.
BONSAI CAMP 2009 • BONSAI UDSTILLING 2009
Nordic Bonsai Center afholder i dagene d. 20. - 22. juni “Bonsai Camp 2009”.
Lørdag-søndag d. 20. og 21. juni er der gratis adgang for publikum til bonsai udstillingen og de arbejdende værksteder.
Der tilbydes en frokostbuffet til kr. 75 (uden drikke).
Det anbefales at forudbestille denne på telefon 59 16 20 79 / 20 33 20 79, eller pr. email til nbc@nordic-bonsai.dk, i fald man planlægger en heldages udflugt til begivenheden og gerne vil spise på stedet.
Adresse: Solvangsvej 36, 4360 Kirke Eskilstrup.
Se mere på www.nordic-bonsai.dk.
SENESTE NYT PÅ HJEMMESIDEN
Selskabets hjemmeside opdateres så vidt muligt løbende med information om Japan-relaterede begivenheder så som udstillinger, festivals, koncerter, foredrag.
Oplysninger, forslag og idéer til nyhedssiden er meget velkomne og bedes henvendt til webmaster@dansk-japanskselskab.dk.
DANSK-JAPANSK SELSKABS BESTYRELSE
Formand: Karen Ejersbo Iversen - Viceformand: Tim Pallis
Sekretær: Philip Holm Kiesow - Kasserer: Lilli Krarup Edl
Øvrige medlemmer:
Karen Bjerre, Louise Lerche-Lerchenborg, Marie Højlund Roesgaard, Yoshie Sakaguchi, Jørgen Bennick, Mikkel Lotz Felter, Henning Morgen & Torsten Olafsson.
|
Dansk-Japansk Selskab • Esplanaden 50 • 1098 København K
Postgiro 8 06 86 15 • Danske Bank - reg. nr.: 1551 - konto nr.: 0008 068 615
|
|
|