Tak til min gode, gamle presseklub i Tokyo

Asger Røjle Christensen fortæller om den omskiftelige tilværelse, som Foreign Correspondents’ Club i Tokyo har ført siden slutningen af 80’erne, hvor han selv blev medlem. Han fortæller også om, hvor stor betydning klubben har haft for hans eget virke som journalist med Japan som speciale

​​Jeg blev første gang medlem af Foreign Correspondents' Club of Japan for 36 år siden. Klubbens ”workroom” har siden været mit kontor under mine ophold og rejser i Japan. Jeg ville aldrig have kunnet præstere det samme, hvis klubben ikke fandtes. 

Da jeg i 1989 etablerede mig som korrespondent, gik jeg blot ind ad døren, fandt en plads i workroom og gik i gang. Der var ingen andre udgifter til etablering af kontor end kontingent til klubben. Jeg er dybt taknemmelig over, at klubben eksisterer. Jeg har ikke en, men to gange i livets løb kunnet etablere mig som freelancer i Tokyo uden omkostninger.
​
Presseklubben gav mig i 80’erne og 90’erne ikke alene en uundværlig kontorplads, men også journalistisk input fra pressekonferencer, pressefrokoster, adgang til japanske medier – samt adkomst til et miljø af dygtige og erfarne korrespondenter, som jeg blev en del af, og som gav mig uvurderlig inspiration og en ambitiøs professionel målestok, jeg siden har bestræbt mig på at leve op til.

Presseklubben byder også på et velassorteret bibliotek

​I dag er der i klubbens ”main bar” færre fastansatte udsendte medarbejdere for store internationale nyhedsmedier. Medierne udsender af økonomiske og teknologiske årsager færre korrespondenter, og de, der gør, har i mange år valgt at placere deres Asien-korrespondenter andre steder.
 
Langt de fleste af os, der bedriver journalistik i klubben, er nu fastboende eller tilrejsende freelancere med flere arbejdsgivere. Mange af os kombinerer en relativt lav indkomst fra journalistikken med andet arbejde, i mit tilfælde primært som rejseleder i sæsonen.
​
De fleste stamkunder i bar og restaurant er ikke længere pressefolk, men såkaldte ”associate members”, japanske forretningsfolk, der godt kan lide den eksotisk-vestlige atmosfære. De medvirker til, at japansk for længst har overhalet engelsk som det almindelige sprog på adressen, og deres kontingenter og forbrug har formået at holde klubben i live økonomisk. Tak for det.

Klubbens bar bliver nu frekventeret af et bredere publikum

​Klubben blev født i 1945 som presseklub, tilknyttet den amerikanske besættelsesmagt i de første syv år efter krigen. I årtier havde den et velfortjent ry for at være en klub for hvide mænd, mens korrespondenter fra Asien mødtes og arbejdede andre steder. Dette mønster er ikke så markant længere. Der er i vore dage færre ”hvide mænd” blandt de journalistiske medlemmer.
​
Det er immervæk et sted, der udstråler historie. Fotografier på væggene, sære traditioner, gamle lydoptagelser på hjemmesiden. Man kan ikke besøge presseklubben uden at få følelsen af at være på en tidsrejse.

En fotovæg fortæller presseklubbens mangeårige historie

Klubben har utallige gange været ved at blive ædt op af økonomiske problemer og klubpolitiske stridigheder. Men på trods af opslidende kævl, omstridte flytninger rundt i Marunouchi-kvarteret, gamle venners og kollegers bortgang og barens ændrede karakter fra et brunt værtshus til en fashionabel café, så er klubben fortsat uundværlig for mig.

Det vigtigste er klubbens tradition for i modsætning til andre presseklubber i verden konsekvent at bruge adskillige af sine afmålte kvadratmeter på et moderne “workroom” og et veldrevet bibliotek. Den har skabt mulighed for, at journalistikkens daglejere har kunnet overleve økonomisk og have noget, der ligner et kontor. Dermed har den bidraget til større mangfoldighed i Japan-dækningen, end der ellers ville have været.
​
I dag gør klubbens bestyrelse og stab en stor og mere og mere professionel og velkoordineret indsats for at øge hyppigheden af væsentlige pressebegivenheder samt for at tiltrække yngre mediefolk og kommunikatører af alle nationaliteter og hudfarver – med en vis succes, så vidt jeg kan se. Det er betryggende for fremtiden – og det gør det sjovere at komme i klubben.

Asger Røjle Christensen

• Journalist, forfatter, foredragsholder, rejseleder
• Har dækket udviklingen i Japan og dets nabolande i over 40 år
• Japansk gift, tre voksne sønner
• Har i to omgange boet og arbejdet i Japan i tilsammen 13 år som korrespondent for danske nyhedsmedier (1989-1995 og 2013-2021)
• Skribent og udgiver af aktuelle nyhedsklummer på dansk under overskriften NYUUSU. Klummerne samles jævnligt i et nyhedsbrev, man kan tilmelde sig
• Hjemmeside: www.asgerrojle.com

Ovenstående blogindlæg er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis Dansk-Japansk Selskabs standpunkter