Et besøg på et kunstmuseum på en lille japansk ø gav kunsthistorikeren hendes livs største og mest uforglemmelige kunstoplevelse. Og det til trods for, at der ikke var udstillet nogen kunstværker. Museet var et kunstværk i sig selv
Som kunsthistoriker med speciale i japansk kunst har jeg set utallige museer under mine rejser i Japan, men ét sted var så forunderligt og tankevækkende, at det stadig står som den bedste kunstoplevelse i mit liv. Det sted er Teshima bijutsukan, Teshima kunstmuseum.
Teshima er en lille ø i Setouchi, det japanske indlandshav, og som de fleste øer i det område er den meget kuperet med stejle og frodigt bevoksede bakker og et utal af ris terrasser skåret ind i skråningerne. Teshima er en af mange øer, der indgår i et omfattende kunstprojekt finansieret af Benesse Art Site Naoshima.
Allerede tilbage i 1980erne begyndte rigmanden Fukutake Sōichirō at investere i samtidskunst på de små øer, som han selv kommer fra, og som under den økonomiske vækst fra 1960erne og frem var blevet til et affolket udkantsområde. Ved at invitere samtidskunstnere til at lave kunst i gamle ubeboede huse og nedlagte fabrikker blev det et revitaliseringsprojekt, der skulle skabe kulturel værdi i lokalområdet og tiltrække turister.
Teshima er en lille ø i Setouchi, det japanske indlandshav, og som de fleste øer i det område er den meget kuperet med stejle og frodigt bevoksede bakker og et utal af ris terrasser skåret ind i skråningerne. Teshima er en af mange øer, der indgår i et omfattende kunstprojekt finansieret af Benesse Art Site Naoshima.
Allerede tilbage i 1980erne begyndte rigmanden Fukutake Sōichirō at investere i samtidskunst på de små øer, som han selv kommer fra, og som under den økonomiske vækst fra 1960erne og frem var blevet til et affolket udkantsområde. Ved at invitere samtidskunstnere til at lave kunst i gamle ubeboede huse og nedlagte fabrikker blev det et revitaliseringsprojekt, der skulle skabe kulturel værdi i lokalområdet og tiltrække turister.
Kunstmuseet ligger som en lysende perle midt i grønne rismarker med indlandshavets frodige bakkelandskab i baggrunden
Jeg besøgte Teshima i sommeren 2011. Min familie og jeg havde boet i Tokyo siden januar og havde oplevet det store jordskælv og de mange bekymringer omkring tsunami og atomkatastrofe. At rejse til øerne i indlandshavet, hvor solen skinnede og havet glitrede, var i sig selv en vidunderlig forandring fra storbyen.
Teshima kunstmuseum er skabt i et samarbejde mellem arkitekten Nishizawa Ryue og billedkunstneren Naitō Rei i 2010. Det første der slog mig ved Teshima kunstmuseum, var fortolkningen af ordet bijutsukan, kunstmuseum, som alle nok har en vis forestilling om hvad er: en regelret bygning med rum, hvor der hænger kunst. Men nej: her var ”museet” en stor, hvid amøbeagtig form, der som en vildfaren ufo så ud som om den lige var landet midt i rismarkerne på toppen af en bakke. Man kunne se ud over øens ene side og ud over havet til de hundrede andre små og store øer i indlandshavet.
Når man nærmede sig den runde hvide form, som var omkring 40 meter i sin bredde og 4-5 meter høj på det højeste punkt, var det tydeligt at se, at der var to store huller i overfladen, og at formen var som en tyk skal af beton. Et sted var der en åbning, man kunne gå ind ad, og hvor man skulle stille sine sko. Indenfor var det ét stort rundt rum. Der var ingen vægge eller søjler, og ingen konventionelle malerier eller skulpturer. Kun to store huller op til himlen, hvor lys og en mild brise kunne komme ind. Og blade og insekter og andre af naturens elementer.
Teshima kunstmuseum er skabt i et samarbejde mellem arkitekten Nishizawa Ryue og billedkunstneren Naitō Rei i 2010. Det første der slog mig ved Teshima kunstmuseum, var fortolkningen af ordet bijutsukan, kunstmuseum, som alle nok har en vis forestilling om hvad er: en regelret bygning med rum, hvor der hænger kunst. Men nej: her var ”museet” en stor, hvid amøbeagtig form, der som en vildfaren ufo så ud som om den lige var landet midt i rismarkerne på toppen af en bakke. Man kunne se ud over øens ene side og ud over havet til de hundrede andre små og store øer i indlandshavet.
Når man nærmede sig den runde hvide form, som var omkring 40 meter i sin bredde og 4-5 meter høj på det højeste punkt, var det tydeligt at se, at der var to store huller i overfladen, og at formen var som en tyk skal af beton. Et sted var der en åbning, man kunne gå ind ad, og hvor man skulle stille sine sko. Indenfor var det ét stort rundt rum. Der var ingen vægge eller søjler, og ingen konventionelle malerier eller skulpturer. Kun to store huller op til himlen, hvor lys og en mild brise kunne komme ind. Og blade og insekter og andre af naturens elementer.
Den hvide skal er støbt beton med to store huller, der lader naturen komme ind i. Den er skabt af arkitekten Nishizawa Ryue i 2010
Gulvet var også af beton belagt med et tyndt lag silikone og let skrånende i forskellige retninger. Det var køligt at gå med bare tæer. Og så det mest forunderlige: små vanddråber piblede op af bittesmå huller i gulvet, og på grund af silikonens overfladespænding blev de til dråber, der langsomt løb hen ad gulvet og mødte hinanden og smeltede sammen til større dråber. Når dråberne bevægede sig hen til et lille næsten usynligt hul, løb vandet ned i hullet og skabte en næsten uhørlig rislende lyd.
Der var andre besøgende, så vi var ikke alene i rummet, men alle var så stille og ærbødige, at man kunne høre den lille klukken af vanddråber, der forsvandt i et hul, mens nye dråber opstod andre steder på gulvet. Det hele var så enkelt og poetisk. Jeg følte både naturen og himmelrummet, som kunne ses gennem kuplens åbninger, og samtidig var dråberne og deres form og lyd så intenst nærværende, at jeg i en kort stund følte mig forbundet med hele universet.
Der var andre besøgende, så vi var ikke alene i rummet, men alle var så stille og ærbødige, at man kunne høre den lille klukken af vanddråber, der forsvandt i et hul, mens nye dråber opstod andre steder på gulvet. Det hele var så enkelt og poetisk. Jeg følte både naturen og himmelrummet, som kunne ses gennem kuplens åbninger, og samtidig var dråberne og deres form og lyd så intenst nærværende, at jeg i en kort stund følte mig forbundet med hele universet.
Værket inde i den hvide kuppel hedder Matrix og er skabt af billedkunstneren Naitō Rei i 2010
Anbefalinger:
- Der er mange danske turister, der tager vejen forbi Setouchi og de mange kunstøer på deres rejse i Japan. Der er andre kunstværker på Teshima, og sammen med værker på øerne Naoshima og Inujima indgår de i Benesse Art Site Naoshima.
- At se på kunst i Setouchi er en langsom og nærværende måde at opleve kunst på, fordi der kun går få færger ud til øerne i løbet af en dag, og man skal tage sig god tid. Der er overnatningsmuligheder på flere af øerne, men bestil i god tid.
- Benesse Art Site Naoshima indgår sammen med andre øer med kunst i Setouchi Art Festival, der finder sted hvert tredje år. Næste gang er 2025, og der er kunstprojekter, performance, koncerter og andre arrangementer fordelt over forår, sommer og efterår, i alt 107 dage.
Gunhild Ravn Borggreen
Lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, med speciale i japansk kunsthistorie.
Holder foredrag om japansk kunst og kultur.
Har kurateret udstillingen I krig og kærlighed: Japanske træsnit fra Designmuseum Danmarks samling på Designmuseum Danmark (april 2024-januar 2025)
Har udgivet bogen Begærets billeder: Visuel kultur i japanske træsnit (Strandberg Publishing, 2024)
Gunhild Ravn Borggreen
Lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, med speciale i japansk kunsthistorie.
Holder foredrag om japansk kunst og kultur.
Har kurateret udstillingen I krig og kærlighed: Japanske træsnit fra Designmuseum Danmarks samling på Designmuseum Danmark (april 2024-januar 2025)
Har udgivet bogen Begærets billeder: Visuel kultur i japanske træsnit (Strandberg Publishing, 2024)
Ovenstående blogindlæg er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis Dansk-Japansk Selskabs standpunkter.
RSS-feed