Japan nu og før

Niels Teglbjærg Clausen beretter om rejseoplevelser i Japan i dag og for halvtreds år siden. Samtidig reflekterer han over, hvordan situationen siden da på både godt og ondt har ændret sig for udenlandske besøgende i Japan

​

​En onsdag hen imod slutningen af kirsebærblomstsæsonen var jeg i Nara. Jeg havde en ledig dag, og bestemte mig derfor for at tage til Yoshino. Et bjergområde, der er berømt for sine blomstrende kirsebærtræer, og som jeg altid gerne har villet se.
 
Togturen derud tog ca. 1 time og 30 minutter med flere skift undervejs. Den sidste strækning var den længste, og her blev toget så fuldt, at jeg havde svært ved at trække vejret. 
 
I provinsen afgår togene ofte ikke særlig hyppigt, og i storbyerne er myldretiden voldsom. Derfor har japanerne været nødt til at tillære sig en særlig akrobatisk øvelse, der gør det muligt at presse sig ind i en togvogn, hvor der ikke er plads. Og det bidrager naturligvis heller ikke til at øge komforten undervejs.
 
Da jeg endelig nåede frem, stod det desuden lysende klart, at Japan byder på andre transportmidler end tog. For eksempel turistbusser.
 
Jeg blev ikke længe i Yoshino, og i øvrigt var næsten alle træerne afblomstret.

Dette syn mødte mig, da jeg kom ud fra stationen

​Senere på turen var jeg i Takachiho på Kyushu. Et smukt sted af stor mytologisk betydning. 
 
Igennem byen løber en dyb kløft, som kan opleves både ovenfra og nedefra. Langs den er der en fin vandresti med en formidabel udsigt, der hele tiden skifter, og i bunden af kløften kan du leje en robåd.
 
Men også dette jordiske paradis havde turistbusserne fundet frem til. Turen langs kløften foregik nu i påtvungen gåsegang, og vil du ud at ro, skal du reservere en båd i god tid i forvejen.

Takachiho-kyō kaldes kløften. Foto Jesper Bruus Pedersen

Mine tanker gled uvilkårligt tilbage til 1977, hvor jeg besøgte stedet for første gang. Jeg havde fået det anbefalet af en amerikansk ven, som fik sin japanske hustru til at reservere et værelse til mig på et lille gæstgiveri.
 
Ved ankomsten benyttede jeg lejligheden til at bladre i den tykke gæstebog, som jeg var blevet bedt om at skrive i. Den eneste anden udenlandske besøgende, de havde haft, var min amerikanske ven.
 
Jeg rejste dengang sammen med min hustru, og hvor vi end kom, vakte vi opsigt, hvilket godt kunne virke lidt trættende i længden. Når jeg hver dag gik fra vores bopæl til stationen, blev jeg fulgt på vej af en hale af børn, der pegede fingre af mig og morede sig højlydt over mit bizarre udseende. Jeg boede der et halvt år, og de kørte aldrig træt. 
 
Samtidig kunne jeg japansk nok til at forstå, når voksne japanere indbyrdes gjorde sig lystige over min højde og min lange næse.

Mit midlertidige hjem i Minase uden for Kyōto

​Så da vi en aften besøgte Takachiho Helligdommen for at overvære en særlig japansk dans, der kaldes Yokagura, blev jeg ærlig talt lidt irriteret, da idyllen blev spoleret, ved at en ivrig fotograf vimsede omkring os og fotograferede os fra alle vinkler. Derfor sagde jeg til ham på mit bedste japansk, at hvis han absolut skulle fotografere os, måtte han gerne sende mig en kopi af billederne. Totalt afvæbnende og elskværdigheden selv svarede han, at naturligvis …, men så måtte jeg lige skrive min adresse ned til ham.

Yokagura er en rituel religiøs dans, der opføres ved aftentide

​En særlig krølle på den historie er, at ca. et halvt års tid senere, da jeg for længst var kommet hjem til Danmark, dumpede der et brev ind igennem min brevsprække. Afsenderen var en kvinde med et japansk fornavn og et typisk dansk efternavn. Adressen var Vesterbrogade i København. I kuverten lå ovennævnte fotos og et brev, der begyndte således: ”Jeg sender dig her de billeder, min far tog af jer i Japan.”
 
Ja, selv dengang var verden lille.

​Niels Teglbjærg Clausen
Journalist
Foredragsholder
Blogger: Japan på egen hånd
 
Tidligere:
Adm. direktør i japansk virksomhed
Rådgiver på Den japanske Ambassade
Oversætter og forlagskonsulent

Ovenstående blogindlæg er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis Dansk-Japansk Selskabs standpunkter.