Om hvordan Veras livslange drøm om at cykle igennem hele Japan på ladcykel var ved at briste allerede den første dag. Og om hvordan hun fik samlet sig selv op og vendt dagens nederlag til noget positivt, som hun kunne bruge på resten af turen
Jeg sidder på en japansk bjergvej og græder. Min ladcykel ligger væltet i grøften ved siden af mig, benene ryster af udmattelse, og jeg har endnu ikke spist frokost. Det er min første dag i Japan.
I foråret 2025 rejste jeg til Japan for at udleve en drøm, jeg har haft, siden jeg var teenager: At cykle igennem hele landet fra syd til nord på min ladcykel. Omkring 2500 kilometer. Jeg ved ikke helt, hvordan idéen opstod, men som et stædigt lille frø havde den bidt sig fast og vokset sig større gennem årene.
Aftenen før var jeg landet i Fukuoka Lufthavn. I ankomsthallen samlede jeg min cykel, mens forbipasserende japanere diskret stoppede op og betragtede projektet – som om de overværede et usædvanligt stykke lufthavnsteater.
Sådan ser cyklen ud
Mit overnatningssted var et ældre ægtepars hjem på en stille villavej. Et træhus med papirskydedøre og en lille lanterne, der lyste varmt ved indgangen.
Næste morgen vågnede jeg til en bjæffende alarm fra underetagen. Ægteparrets hund. En karamelfarvet puddel, klippet på en måde, der fik den til at se både hjælpeløs og utrolig fræk ud, og iført en gul- og sortstribet vest. Ægteparret talte ikke engelsk, så hunden kom hurtigt til at fungere som en slags kulturel mellemmand. Jeg forsøgte at kalde på den, den ignorerede mig fuldstændigt, og vi grinede alle tre.
Næste morgen vågnede jeg til en bjæffende alarm fra underetagen. Ægteparrets hund. En karamelfarvet puddel, klippet på en måde, der fik den til at se både hjælpeløs og utrolig fræk ud, og iført en gul- og sortstribet vest. Ægteparret talte ikke engelsk, så hunden kom hurtigt til at fungere som en slags kulturel mellemmand. Jeg forsøgte at kalde på den, den ignorerede mig fuldstændigt, og vi grinede alle tre.
Den kulturelle mellemmand
Efter te og ris og kærlig, men let akavet samtale til morgenmad sagde jeg farvel. Værten fulgte mig ud på vejen og lagde en lille blomstret gavepose i mine hænder. Hun vendte sin telefon mod mig.
Google Translate:
“En japansk mønt. Til held og lykke på din rejse.”
Jeg blev rørt af hendes omsorg og prøvede med et stort smil at vise min dybe taknemmelighed.
Min første etape var planlagt til 84 kilometer gennem bjergene til en campingplads. De første 30 gik fint. Rismarker på begge sider, bjerge i horisonten og næsten ingen trafik. Jeg tænkte: Det her bliver fantastisk.
Og det blev fantastisk, fantastisk stejlt.
Målet var et bjergtempel, som jeg havde planlagt hele ruten efter. Der var kun en fem kilometers stigning derop. De fem kilometer blev de længste i mit liv.
Stigningen var brutal. Visse steder hele 29%. Jeg havde jetlag, ingen frokost i maven og heller ikke noget med at spise. Halvvejs op ad bjerget begyndte jeg at græde. Ikke sådan poetisk én tåre ned ad kinden – men stortude, så jeg mistede vejret og måtte stå af og trække.
Klokken 16.30 nåede jeg endelig templet. Der var ingen besøgende. Kun nogle munke i sorte kåber, der bevægede sig stille rundt mellem bygningerne.
Jeg tændte en duftpind for min farmor og gik ind i hovedhallen, hvor en stor gylden Buddha sad i halvmørket.
Kort efter kom en munk ind, stillede sine sko ved døren og satte sig et par meter fra mig. Så begyndte han at tromme. Og chante.
Lyden fyldte hele rummet, og igen kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Men med dem forsvandt til gengæld trætheden, tvivlen på mig selv og mit projekt, samt det pludselige savn til dem derhjemme. Og så kom roen.
Her sad jeg på toppen af et japansk bjerg, alene med en munk, der bad for mig. Jeg følte mig som verdens heldigste person.
Chanten stoppede. Munken smilede, bad mig røre ved Buddhafiguren og fulgte mig ud.
Med fornyede kræfter satte jeg mig i sadlen igen og fortsatte ind i bjergene.
Kort efter stoppede vejen brat. Glæden havde varet kort.
Et skilt og tre kegler spærrede vejen:
Google Translate:
“En japansk mønt. Til held og lykke på din rejse.”
Jeg blev rørt af hendes omsorg og prøvede med et stort smil at vise min dybe taknemmelighed.
Min første etape var planlagt til 84 kilometer gennem bjergene til en campingplads. De første 30 gik fint. Rismarker på begge sider, bjerge i horisonten og næsten ingen trafik. Jeg tænkte: Det her bliver fantastisk.
Og det blev fantastisk, fantastisk stejlt.
Målet var et bjergtempel, som jeg havde planlagt hele ruten efter. Der var kun en fem kilometers stigning derop. De fem kilometer blev de længste i mit liv.
Stigningen var brutal. Visse steder hele 29%. Jeg havde jetlag, ingen frokost i maven og heller ikke noget med at spise. Halvvejs op ad bjerget begyndte jeg at græde. Ikke sådan poetisk én tåre ned ad kinden – men stortude, så jeg mistede vejret og måtte stå af og trække.
Klokken 16.30 nåede jeg endelig templet. Der var ingen besøgende. Kun nogle munke i sorte kåber, der bevægede sig stille rundt mellem bygningerne.
Jeg tændte en duftpind for min farmor og gik ind i hovedhallen, hvor en stor gylden Buddha sad i halvmørket.
Kort efter kom en munk ind, stillede sine sko ved døren og satte sig et par meter fra mig. Så begyndte han at tromme. Og chante.
Lyden fyldte hele rummet, og igen kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Men med dem forsvandt til gengæld trætheden, tvivlen på mig selv og mit projekt, samt det pludselige savn til dem derhjemme. Og så kom roen.
Her sad jeg på toppen af et japansk bjerg, alene med en munk, der bad for mig. Jeg følte mig som verdens heldigste person.
Chanten stoppede. Munken smilede, bad mig røre ved Buddhafiguren og fulgte mig ud.
Med fornyede kræfter satte jeg mig i sadlen igen og fortsatte ind i bjergene.
Kort efter stoppede vejen brat. Glæden havde varet kort.
Et skilt og tre kegler spærrede vejen:
VEJ SPÆRRET – JORDSKRED
Hertil og ikke længere!
Jeg har næsten aldrig været mere opgivende, end i netop dette øjeblik. Som et barn kastede jeg mig på jorden og slog med hænderne: “NEEEEJ”
Min store drøm om at cykle gennem hele Japan var præcis ét døgn gammel, og jeg havde allerede fejlet.
Efter et stykke tid tog jeg mig dog sammen. Det var næsten mørkt, så jeg var nødt til at cykle tilbage og glemme alt om denne dag.
Tre timer senere rullede jeg igen ind på den stille villavej. I døren stod den lille hund i sin vest og så fornærmet ud. Jeg prøvede at klappe den, og fik denne gang lov til et lille ae over ryggen. Succes!
Dagen efter lagde jeg min rute om og startede igen. Jeg besluttede dog ikke at glemme denne dag, men i stedet lægge den op på nettet til frit skue.
Resten af turen lå den lille mønt i min lomme, for selvom den måske ikke blev lykkebringende, mindede den mig om, at jeg allerede havde haft min værste dag, og at det derfor kun kunne blive bedre.
Min store drøm om at cykle gennem hele Japan var præcis ét døgn gammel, og jeg havde allerede fejlet.
Efter et stykke tid tog jeg mig dog sammen. Det var næsten mørkt, så jeg var nødt til at cykle tilbage og glemme alt om denne dag.
Tre timer senere rullede jeg igen ind på den stille villavej. I døren stod den lille hund i sin vest og så fornærmet ud. Jeg prøvede at klappe den, og fik denne gang lov til et lille ae over ryggen. Succes!
Dagen efter lagde jeg min rute om og startede igen. Jeg besluttede dog ikke at glemme denne dag, men i stedet lægge den op på nettet til frit skue.
Resten af turen lå den lille mønt i min lomme, for selvom den måske ikke blev lykkebringende, mindede den mig om, at jeg allerede havde haft min værste dag, og at det derfor kun kunne blive bedre.
Og det blev bedre senere på turen
Tre tips hvis du rejser i Japan på cykel
- Tjek din rute på google maps HVER DAG, inden du kører afsted. Japans undergrund er lumsk og levende, og forholdene kan ændre sig fra dag til dag.
- Besøg bjergtemplerne, men sæt hele dagen af til det. Ruterne er udfordrende, men de smukkeste jeg overhovedet har kørt på min tur.
- Lad dig ikke slå ud af, at alt ser sort ud! Giv dig hen til dine følelser, og kom så ud af dem. Der er altid en dag igen i morgen.
Vera Kaiser Lund
- Cyklet 2.500 km i Japan fra syd til nord
- Uddannet TV- og medietilrettelægger fra DMJX
- Freelancer med videoproduktion
- Foredragsholder
- Cykelmekaniker
Ovenstående blogindlæg er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis Dansk-Japansk Selskabs standpunkter
RSS-feed