Jeg har også en anden passion, nemlig Japan. En passion, som siden 2018, hvor jeg gik pilgrimsruten ”Shikoku88” med min kæreste Hanne, er vokset voldsomt. Jeg har siden da læst en hulens masse japansk litteratur, set anime og japanske film i lange baner, samt overværet en hel del foredrag om forskellige japanske emner.
En dag kom jeg ved et tilfælde i besiddelse af et stort (8x8 cm) glaspositiv med påskriften ”Nagasaki - Kanalpart”.
Så da vi foråret besøgte Nagasaki, måtte vi jo se, hvordan dette ”kanalparti” kunne se ud i dag efter mildt sagt mange omskiftelser i byen, siden billedet blev taget. Var det overhovedet muligt at genkende stedet?
Det var det, for sådan her så det ud i marts 2026.
I dag er det ikke blot et ”kanalparti”, men selve ”Brillebroen”. En særdeles velbesøgt turistattraktion. Men jeg har fået en ekstra dimension lagt til ved synet af broen, for jeg ved nu, hvordan der en gang har set ud her.
Jeg er også i besiddelse af en lille samling af stereofotografier, og her har jeg fundet tidlige fotografier af andre steder, som Hanne og jeg har besøgt i Japan.
For eksempel er der et gammelt koloreret stereofoto af ”Det Gyldne Tempel” (Kinkaku-ji) i Kyoto:
Men det ligner ikke helt det Gyldne Tempel, vi besøgte i efteråret 2019, for sidstnævnte er belagt med en del mere guld, end det vi ser på det gamle fotografi.
Der er imidlertid en ganske god grund til, at templet er en del forandret i forhold til dengang. Det blev nemlig brændt ned i 1950 af en ung sindsforvirret munk og siden genopbygget under anvendelse af masser af guld.
Nedbrændingen af templet er i øvrigt beskrevet af Yukio Mishima i en fiktionsroman fra 1956, der omhandler branden: The Temple of the Golden Pavilion. Bogen blev 9 år senere udgivet i dansk oversættelse under titlen "Det gyldne Tempel”, men den er i dag udsolgt fra forlaget.
Oprindelig var pagoden en del af Hokanji Templet, som blev grundlagt i det 6. århundrede, men gennem tiden er resten af bygningerne gået tabt, og nu står den alene tilbage som et vartegn for Higashiyama.
I min lille samling af gamle stereobilleder fra Japan er der også nogle stykker, som jeg absolut ikke håber at skulle se i virkeligheden eller i en nyere udgave. Det er billeder fra den russisk-japanske krig i 1904-1905.
Så på godt og ondt flettes mine to store passioner sammen, når de gamle fotografier fra min samling møder virkeligheden på rejserne til og i Japan.
- Amatørfotograf
- Samler af fotografika
- Tidligere næstformand og kasserer i det nu hedengangne "Dansk Fotohistorisk Selskab”
- Passioneret vandrer
- Blogger: Til fods i verden 2008 – 2026
RSS-feed