Når to passioner forenes

​Jesper Bruus beretter om sine to store lidenskaber, fotografi og Japan og reflekterer over, at hans viden om, hvordan et sted så ud engang, kan lægge en ekstra dimension til oplevelsen af det samme sted i dag
​

​Jeg har i mange år samlet på kameraer og i noget mindre omfang på gamle fotografier. I næsten 10 år var jeg kasserer i Dansk Fotohistorisk Selskab, som desværre måtte nedlægges i 2025 på grund af for få medlemmer. Det lod jeg mig imidlertid ikke slå ud af. Min passion for fotografi lever videre i bedste velgående.

Jeg har også en anden passion, nemlig Japan. En passion, som siden 2018, hvor jeg gik pilgrimsruten ”Shikoku88” med min kæreste Hanne, er vokset voldsomt. Jeg har siden da læst en hulens masse japansk litteratur, set anime og japanske film i lange baner, samt overværet en hel del foredrag om forskellige japanske emner. 
​
En dag kom jeg ved et tilfælde i besiddelse af et stort (8x8 cm) glaspositiv med påskriften ”Nagasaki - Kanalpart”.

En række faldefærdige rønner med udsigt til Nakashima-floden

Fotografiet var med i en samling, som indikerer, at det er taget omkring 1916. Eller i det mindste for over 100 år siden.
​
Så da vi foråret besøgte Nagasaki, måtte vi jo se, hvordan dette ”kanalparti” kunne se ud i dag efter mildt sagt mange omskiftelser i byen, siden billedet blev taget. Var det overhovedet muligt at genkende stedet?
Det var det, for sådan her så det ud i marts 2026.

Nu med fodgængerområder på begge sider af floden

​
​I dag er det ikke blot et ”kanalparti”, men selve ”Brillebroen”. En særdeles velbesøgt turistattraktion. Men jeg har fået en ekstra dimension lagt til ved synet af broen, for jeg ved nu, hvordan der en gang har set ud her.
​
Jeg er også i besiddelse af en lille samling af stereofotografier, og her har jeg fundet tidlige fotografier af andre steder, som Hanne og jeg har besøgt i Japan.
​
For eksempel er der et gammelt koloreret stereofoto af ”Det Gyldne Tempel” (Kinkaku-ji) i Kyoto:

En reproduktion fremstillet i Chicago mellem 1900 og 1905

Men det ligner ikke helt det Gyldne Tempel, vi besøgte i efteråret 2019, for sidstnævnte er belagt med en del mere guld, end det vi ser på det gamle fotografi.

Der er imidlertid en ganske god grund til, at templet er en del forandret i forhold til dengang. Det blev nemlig brændt ned i 1950 af en ung sindsforvirret munk og siden genopbygget under anvendelse af masser af guld. 
​
Nedbrændingen af templet er i øvrigt beskrevet af Yukio Mishima i en fiktionsroman fra 1956, der omhandler branden: The Temple of the Golden Pavilion. Bogen blev 9 år senere udgivet i dansk oversættelse under titlen "Det gyldne Tempel”, men den er i dag udsolgt fra forlaget.

Sådan ser Kinkakuji ud i dag

---

Yasaka Pagoden anno 1904. Copyright Underwood & Underwood

Oprindelig var pagoden en del af Hokanji Templet, som blev grundlagt i det 6. århundrede, men gennem tiden er resten af bygningerne gået tabt, og nu står den alene tilbage som et vartegn for Higashiyama.

Yasaka Pagoden i sin nuværende udgave er 586 år gammel. Foto Asger Røjle Christensen

​I min lille samling af gamle stereobilleder fra Japan er der også nogle stykker, som jeg absolut ikke håber at skulle se i virkeligheden eller i en nyere udgave. Det er billeder fra den russisk-japanske krig i 1904-1905.

"Japanese soldier cooks – boiling rice for the men who are storming Port Arthur"

​Så på godt og ondt flettes mine to store passioner sammen, når de gamle fotografier fra min samling møder virkeligheden på rejserne til og i Japan.

Jesper Bruus Pedersen

• Amatørfotograf
• Samler af fotografika
• Tidligere næstformand og kasserer i det nu hedengangne "Dansk Fotohistorisk Selskab”
• Passioneret vandrer
• Blogger: Til fods i verden 2008 – 2026

Ovenstående blogindlæg er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis Dansk-Japansk Selskabs standpunkter