Mit forhold til japansk arkitektur og design går helt tilbage til min studietid på arkitektskolen i Aarhus. Det var her jeg først mødte japanere og blev fascineret af deres enkle, men unikke tilgang til en opgaveløsning.
​
I 2009 rejste jeg for første gang til Japan, og det var en oplevelse, som kom til at ændre mit liv og karriere for altid. Jeg havde en følelse af at være “hjemme”, selvom alt var fremmed, og jeg ikke kunne forstå sproget.  Under et af mine længere ophold i Japan i 2010 mødte jeg min kone, og i 2012 valgte jeg at sige farvel til mit trygge liv og karriere som arkitekt i Danmark, da mit hjerte nu boede i Japan. Jeg flyttede derud med tanken om, at jeg aldrig ville vende hjem til Danmark igen, men min tid i Japan endte dog anderledes.
​

​I Tokyo følte jeg, at man var på toppen af verden, når det drejede sig om kreativitet, og at alt lå lige for fødderne af en. Jeg oplevede Japan på godt og ondt igennem mine japanske og udenlandske venner, efter at hvedebrødsdagene var overstået, og jeg skulle til at finde en måde at overleve på og gøre mig bemærket i storbyen Tokyo. Der var ikke længere noget sikkerhedsnet som hjemme i Danmark Jeg skulle i gang med at relancere mig selv som arkitekt i en hel ny kultur og en uoverskueligt stor by som Tokyo. Konstant var jeg omgivet af inspiration, og jeg blev kreativt stimuleret, som jeg aldrig havde oplevet det før. Det hele var en kæmpe mundfuld, der var med til at forme mig som person, og de første tanker om at kombinere japansk og dansk arkitektur indfandt sig.
​
I Tokyo havde jeg en tegnestue, som hed ”Hokuou – Architecture and Design”. Dér arbejdede jeg med dansk arkitektur, indretning og design, men jeg samarbejdede også med forskellige japanske arkitekter. 
​

​En dag i 2016 fik jeg et jobtilbud fra Danmark, som min kone og jeg valgte at tage imod, da vi i 2015 havde fået en datter, og vi begge havde lyst til at prøve noget nyt. Min tilbagevenden til min “gamle tilværelse” var meget svær. Jeg kunne mærke, at jeg ikke længere var den samme person, som forlod Danmark i 2012.

At bo i et andet land og en anden kultur får en til at se på sit hjemland med nye øjne, og fordele og ulemper bliver meget tydeligere. Så da jeg kom hjem til Danmark, var jeg indstillet på at foretage mig noget nyt, som ikke passede ind i de eksisterende danske firmaers måde at gøre tingene på. Resultatet blev, at jeg sammen med to andre startede et tegnestuefællesskab, som vi kalder ”Det Levende Hus” inspireret af Hayao Mizakis film, ”Det Levende Slot”.

Med inspiration fra både japansk og dansk arkitektur arbejder vi her på at skabe fremtidens bæredygtige boliger på færre, men mere fleksible kvadratmeter. Det at bo bæredygtigt skal ikke længere ses som noget alternativt, men som noget, der giver mange økonomiske fordele og en større komfort, samtidig med at det er til gavn for vores klima.
​
Under mit ophold i Japan har jeg oplevet nogle af de mest fascinerende boliger og arkitekter i min karriere. Forståelsen for f.eks. overgange mellem ude og inde i form af en ”engawa” passer perfekt til det danske klima, men også sammenhængen mellem arkitektur og indretning i Japan er helt unik. De to områder smelter dér sammen, mens vi i Danmark har adskilt dem, hvilket gør vores boliger meget mere stationære og ensformige. 
​

​I dag har jeg to hjemlande. Både Japan og Danmark er nu en del af mig. Jeg kan ikke længere adskille de to lande og er for evigt påvirket af min tid i østen.
​
Jeg savner Japan hver eneste dag, men kan holde liv i og kontakt med landet igennem mit arbejde og min familie. Jeg håber, at mit arbejde kan inspirere mennesker i Danmark til at prøve at bo og leve på en anden måde.

​Anbefalinger:

1. Prøv at forlade Tokyos hovedstrøg og gå rundt i sidegaderne for at opleve livet her. Jeg lærte selv at finde rundt på den måde og færdedes især i områderne omkring Harajuku, Omotesando, Minami Aoyama og Jingumae.
2. En overset perle i Kanagawa lidt uden for Tokyo er “Nihon Minka-En – Japan Open-Air Folk House Museum”, hvor man kan opleve ældre bygninger fra forskellige steder i Japan. Man bliver ført tilbage i tiden og kan finde en masse inspiration.
3. At opleve Tokyo, når det bliver mørkt, giver et helt nyt billede af byen og livet i den. Områder, som har ligget stille i dagtimerne, liver nu op og byen bliver oplyst af elektrisk lys. Der sker ikke kun noget i gadeniveau, men både over og under jorden. I de mest utænkelige kroge af byen kan man finde autentiske små barer og spisesteder. Disse områder ligger spredt ud over hele Tokyo, men jeg kan anbefale områderne Shibuya, Ebizu, Koenji og Shimbashi. Det kræver dog en lokalkendt at finde rundt, så man ikke kun ender der, hvor de andre turister er. Jagten efter det sidste tog hjem og den efterfølgende togtur efter en aften i byen er også en speciel oplevelse, som jeg savner.

 

En vinternat i 1957 mistede en dansk sømand livet i et mislykket forsøg på at redde en japansk fisker fra at drukne. Den dag i dag erindres hans heltemodige indsats i Japan
​
Det var en mørk og stormfuld februarnat i 1957 på havet vest for Wakayama. Fragtskibet ELLEN MÆRSK var undervejs fra Nagoya, via Ise bugten og videre rundt om Kii halvøen, hvor kaptajnen havde givet ordre om at dreje mod styrbord. Kursen var hermed sat nordpå mod Osaka bugten og havnen i Kobe, hvor der skulle lastes inden afgang mod USA.
​

​Ret ud for Kii Hinomisaki fyrtårnet råbte udkiggen alarm. Dér ude i stormen havde han fået øje på en brændende båd, og ELLEN MÆRSK satte fuld fart hen imod den. Det er en uskreven regel, at til søs står man den nødlidende bi. Og det var også en fast instruktion i Mærsk-rederierne, så kaptajnen fulgte ikke blot sin egen overbevisning den aften.

Hele besætningen på skibet var på dæk for at følge begivenhederne, og det blev hurtigt fastslået, at den brændende fiskerbåd havde to mand ombord.

En redningsbåd blev sat i vandet fra ELLEN MÆRSK, og derfra blev redningskranse kastet ud imod den brændende båd. Desværre var vinden for stærk og bølgerne for høje, så redningsbåden måtte vende om med uforrettet sag. I mellemtiden gav en af de japanske fiskere fortabt og forsvandt i bølgerne. Den anden fisker sprang i, og nåede frem til ELLEN MÆRSK.
​
Halvvejs oppe ad skibssiden mistede han imidlertid sit greb og faldt tilbage i det oprørte vand. Maskinchef Johannes Knudsen sprang over bord, og søgte at få manden bragt til en af redningskransene. Desværre var begge mænds anstrengelser forgæves, og fra ELLEN MÆRSK kunne man blot se til, hvordan de to også måtte give fortabt over for de frådende vandmasser.
​

​Da fiskerbåden var brændt ud og redningsbåden vel om bord igen, fortsatte ELLEN MÆRSK mod Kobe, hvor der blev afgivet forklaring til de lokale myndigheder. Denne beretning om europæere, der havde sat livet på spil, og hvor en af dem havde mistet det for at redde to fiskere, gjorde et voldsomt indtryk i Wakayama. Historien blev almindelig kendt, og selv i dag skriver skoleelever stile og løser opgaver om den dramatiske hændelse i februar 1957.

Hos A.P. Møller har vi gennem årene modtaget flere besøg fra Wakayama, hvor private og myndighedspersoner har ønsket at vise deres respekt for det gode sømandskab, besætningen på ELLEN MÆRSK udviste.

For eksempel bad en japansk udvekslingsstudent, som boede i Vejle, om ikke hendes værtsfamilie ville tage hende med til København, så hun kunne besøge hovedkontoret på Esplanaden. Det var et meget rørende besøg, hvor vi hos A.P. Møller fik et glimt af en japansk kultur, som var overraskende for os.

For at markere 50 års dagen for hændelsen tog et japansk parlamentsmedlem med rødder i Wakayama initiativ til en udstilling om Johannes Knudsen. Og Bangsbo Museum i Frederikshavn, som var Knudsens fødeby, lagde ligeledes i sommeren 2007 lokaler til en særudstilling om Knudsens opvækst og liv. Dele heraf udgør nu en permanent del af museets udstillinger.

Samtidig afviklede Frederikshavn i samarbejde med den japanske ambassade i Denmark en japansk kulturuge, og byen er den dag i dag venskabsby med Wakayama.
​

​
​Hvert år den 10. februar markeres Johannes Knudsens redningsforsøg ved den buste, som lokale har opstillet ved byen Mihama, syd for Wakayama, på kysten ud for, hvor de to fiskere var i nød.

En dag i 2016 fik jeg en mail fra Tilde, indehaver af Ichiban Travels, der arrangerer anderledes rejser til Japan. Om jeg ville være med til at skabe en Murakamirejse? Ja, det ville jeg meget gerne, for en rejse til Japan kan føje nye lag til læsningen af Murakamis værker. Jeg har altid syntes, at det ikke kun var vigtigt at oversætte bøger, men også at følge dem på vej med foredrag, artikler, radioudsendelser og koncerter – ja, selv en film om at oversætte Murakami er det blevet til.

Så hvorfor ikke også udvikle en rejse? Vi fokuserede på at nå ud til steder, man ikke kommer på almindelige grupperejser. Vi fandt inspiration i Murakami som person, valgte hans store roman ’Mordet på kommandanten’ som hovedværk og lod så fantasien råde.

Murakami voksede op i Kobe, og efter det store jordskælv dér i 1995 skrev han novellesamlingen ’Efter skælvet’. Vi tager til Kobe for at besøge hans barndomskvarter og oplever på den måde en mindre japansk by. Bagefter tager vi på jordskælvsmuseet, så vores rejsende kan få et indblik i den konstante trussel om det store jordskælv, der præger japansk kultur.
​
I ’Mordet på kommandanten’ optræder der en nihonga-maler, så i Kyoto møder vi Taro Yamamoto, der indvier os i de traditionelle teknikker og sin egen kunst. I romanen bor nihonga-maleren i bjergene ved Odawara, hvor hovedpersonen flytter hen og går lange ture. Det gør vi også, hvilket giver os en god undskyldning for at bo på en ryokan (japansk kurbadehotel) i området, hvor vi kan nyde de varme kilder og traditionel japansk mad. Tilfældigvis ligger Enoura observatoriet, et meget spændende kunstprojekt, nær Odawara, og dets hovedbygning minder om den rige mands hus i romanen.
​

Murakami er fan af Alfred Hitchcock, og ligesom Hitchcock altid er med i sine egne film, dukker Murakami op i ’Mordet på kommandanten’, da han lader sin hovedperson tage på roadtrip, hvor han blandt andet besøger Murakami-by i Niigata ved Det japanske Hav. Der kører vi op med Shinkansen og bor på et beskedent kurbadehotel ved Kysten.

​På vej mod Tokyo besøger vi et tempel med en sokushinbutsu, en selvmumificeret munk. Dette fænomen spiller en vigtig rolle i ’Mordet på kommandanten’, så vi må da bare møde sådan en mumie på vores rejse. Videre på rejsen støder vi på ’Tunnel of Light’, et kunstprojekt ved Kiyotsu-slugten. Murakamis romaner er nemlig fulde af tunneler som symbol på en gennemgang til noget nyt. 
​

​Der er langt fra Niigata til Tokyo, så vi gør et kort ophold i vævebyen Kiryu, hvor jeg har boet 1½ år. Her kommer vi tæt på naturen, cykler langs byens to floder, besøger et væveri og spiser på små restauranter. Det er en lille pause fra Murakamis værker, men et møde med den by, som jeg kalder for min by i Japan. Gennem mit kendskab til byen kommer vores rejsende lidt tættere på japanerne.

Rejsen sluttes af med et ophold i Tokyo. Her bor vi på et hotel i Aoyama, hvor mange af Murakamis hovedpersoner færdes. Vi ser det baseballstadion, hvor han fik ideen til at skrive sin første roman, og enhjørningerne, der må have inspireret ham til ’Hardboiled Wonderland og Verdens ende’. Næstsidste dag tager vi på en 30 km lang cykeltur gennem byen, hvor en del af turen er inspireret af Toru og Naokos spadseretur i romanen ’Norwegian Wood’. Det foregår naturligvis dagen efter, at vi har besøgt Murakami yndlingsjazzbar Body & Soul.
​

En af vores rejsende fortæller, at hun netop er blevet færdig med romanen 'Breasts and Eggs' af Mieko Kawakami, en anden japansk forfatter. Hun mener, at hun fik mere ud af bogen, fordi hun netop havde været i Japan.
 
Så rejserne udvider ikke kun Murakamis univers, men også andre japanske forfatteres.

Corona-epidemien fik japanerne til at indse, at de havde et stort digitaliseringsproblem. Derfor hidkaldte de dansk eksperthjælp. Alt imens foregik livet i Japan i mange henseender som vanligt med menneskemylder i Tokyos gader og trængsel i de offentlige bade.

Der var mere kabinepersonale end passagerer på flyet fra Frankfurt til Tokyo i november 2020, midt under corona. Jeg talte kun 13 passagerer, da vi gik ombord med masker og god afstand, og hver fik en hel sæderække at ligge på. Jeg trængte også til at slappe af. De foregående dage havde været nervepirrende.

Men hvordan var det gået til, at jeg var på vej til coronalukkede Japan?

Det starter med digitalisering.

​Ligesom i Danmark betød corona, at man i Japan havde brug for pludseligt og hurtigt at få overblik over smittetal, udbetale støtte til virksomheder og borgere, fjernundervise børn osv.

I Danmark har vi et digitalt grundlag, som betød, at meget kunne fungere, også selvom vi sad isolerede hjemme hos os selv. Men Japan, som ellers er kendt som teknologisk avanceret, opdagede, at digitaliseringen ud til den enkelte borger eller mellem ansatte i virksomheder mv. var utilstrækkelig.

De japanske medier viste billeder af folk, som skulle møde op på rådhusene for at få udbetalt deres coronastøtte, og som sad tæt i togene for at komme på arbejde. Ambulancer måtte køre rundt mellem sygehuse for at finde ledige senge. Man talte om Japans digitale nederlag, og den japanske regering gjorde digitalisering til en førsteprioritet. Man ville bl.a. bruge Danmark som inspiration. 

​I begyndelsen af november 2020 blev jeg derfor udlånt af min arbejdsplads, Digitaliseringsstyrelsen, til den danske ambassade i Tokyo som ekspert i digitalisering. Det blev 4 1/2 måned i et Japan ændret af corona og med mange gode møder med japanske embedsmænd. 

Men først skulle jeg afsted.

Det var før vaccinerne, testcentrene og coronapasset. Men med god hjælp fra den japanske ambassade fik jeg visum og fandt et lægehus i København, der kunne udføre den japanske coronatest.

Både København, Frankfurt og Narita lufthavne var store og tomme, men den største ændring var at stå ved skrankerne med en stor stak papirer og håbe på, at det var godt nok. Det er jo normalt en selvfølge – scan pas og boardingkort og så afsted. Nu prøvede jeg den ikke-digitale følelse af at være i hænderne på nogle mennesker, som brugte lang tid på at granske mine papirer, tog dem med ud bagved, kom tilbage og spurgte, hvorfor lægen havde brugt to forskellige farver kuglepen ved udfyldelse af coronatesten – gik bagved igen…. Og så fik jeg lov til at komme ombord på flyet. I Narita igen corona-test, lang ventetid, spænding og endelig lov til at komme ind i Japan til 14 dages karantæne.

Jeg havde heldigvis lov til at gå ud for at handle i dagligvarebutikker og gå ture. Det gav et nyt blik på Tokyo. Jeg sad i de små lokale parker og så på livet der, hjemløse, mødre og børn, boldspil og arbejdere, som tog et hvil. Alt foregik selvfølgelig med maske og afstand. Til gengæld var håndsprit ikke normalt, heller ikke i butikker. 

​Livet i Tokyo lignede ellers meget sig selv. Da jeg kom fri af karantænen, kørte jeg med fyldte tog, var til møder i ministerier, spiste ude osv. Den store forskel var forsøgene på at holde lidt afstand, fx plastikpladerne mellem pladserne på spisestederne og midt på mødebordene, og så at mere foregik on-line. Det var praktisk – man kunne presse flere møder ind, deltage i flere seminarer osv., men til gengæld fik man ingen visitkort og heller ikke samme personlige møde.
​
På ét område var alt som det plejede. De offentlige bade, onsen og sento holdt åbent, man stod tæt og klædte om, sad i det varme vand. Den japanske regering havde vurderet, at bade er så vigtige for den generelle sundhed, at dem kunne man ikke lukke. Det var godt!
​

Menuen på hotelværelset bestod af øl og Marabou og underholdningen af en VM-match i rugby mellem Skotland og Japan. Alt imens rasede tyfonen Hagibis, den værste i seks årtier lige uden for vinduet
 
De fleste, der regelmæssigt rejser i Japan, har været ramt af en tyfon. Enten direkte eller indirekte. Som oftest det sidste, hvor voldsom regn eller nedfald af køreledninger betyder, at en jernbanestrækning sættes ud af drift.
 
I perioden maj til november er tyfoner et så hyppigt tilbagevendende fænomen, at japanerne ikke ulejliger sig med at navngive dem, som man gør mange andre steder i verden. Hver af dem får blot et nummer. Der registreres i gennemsnit 25 per år, men langt fra alle ender med at gå i land i Japan.
​

​Det gjorde nummer 19 imidlertid den 12. oktober 2019, dagen efter, at jeg var ankommet til Tokyo. Og det var ikke en hvilken som helst en af slagsen. Den blev senere betegnet som den værste tyfon siden 1958. Ikke mindst på grund af de voldsomme regnmængder, den bragte med sig.
 
Det kom ikke som nogen overraskelse for mig, at en tyfon var på vej mod Tokyo. Japanerne er gode til at annoncere dem på forhånd. Naiv, som jeg var, gik jeg dog ud fra, at hotellet ville sørge for forplejning, mens den stod på. Der tog jeg gruelig fejl.

Da jeg gik ned for at spise frokost, var restauranten lukket, og det forblev den indtil morgenmaden næste dag. Jeg havde derfor ikke andet valg end at trodse den hidsige regn og begive mig mod nærmeste døgnkiosk. Der var nogle stykker inden for gåafstand.
 
Det kunne jeg have sparet mig. Alle var lukket. Og godt det samme. For gennem vinduet kunne jeg se, at hylderne var tomme.
 
Våd, forkommen og med uforrettet sag vendte jeg tilbage til hotellet. Heldigvis havde jeg en stor plade chokolade at holde mig kørende på de næste tyve timer. Og der var øl i hotellets automat. Hele tiden havde jeg fjernsynet tændt i baggrunden for at følge tyfonens fremmarch i de mange vejrudsigter, der blev sendt. Hen på aftenen nåede den dér, hvor jeg befandt mig. 
​

​Det var skræmmende. Jeg boede højt oppe i bygningen og følte mig så udsat, som havde det været et dukkehus jeg sad i. Hotellet vendte ud til en smal gyde og på taget af huset overfor, som befandt sig lige ud for mit vindue, var der et højt spiger af støbejern. Det svajede voldsomt i vinden i min retning, og jeg kunne ikke lade være at tænke på, om det ville holde til trykket. Det gjorde det heldigvis.
 
For at adsprede mig, mens det stod på, valgte jeg at se TV. World Cup i rugby, som netop da foregik i Japan. Hovedkampen, som blev spillet uden for tyfonens rækkevidde, var mellem Japan og Skotland.
 
Når jeg i dag næsten tre år efter tænker tilbage på den aften, fornemmer jeg stadig den følelse af uvirkelighed og absurditet, der havde tag i mig, mens jeg indtog øl og chokolade til aftensmad og ​intenst fulgte en vigtig match i en sportsgren, hvor reglerne var mig ubegribelige. Alt imens en voldsom tyfon rasede lige uden for mit vindue.
 
Næste dag var nummer 19 draget videre, solen skinnede fra en skyfri himmel, og luften var frisk og klar. Tyfonens ødelæggelser var dog ikke til at tage fejl af. Massive oversvømmelser og jordskred. Blandt andet i byen Nagano, som jeg skulle have passeret på vej videre. Her stod 10 Shinkansen vognstammer med hver 12 vogne på baneterrænet halvt begravet i vand. Nok til, at al elektronik var ødelagt, og det hele senere måtte skrottes.
 
Køerne var lange på Tokyo Station den dag. Nye ruter skulle lægges og billetter laves om. Tålmodigheden var imidlertid stor blandt de ventende. Alle vidste de, at en ændret og måske forlænget rejserute var billigt sluppet med tanke på, alle de mennesker, som var blevet ramt af de ødelæggelser, der fulgte i kølvandet på Tyfon nummer 19.
​

Anbefalinger:

1. Opholder du dig et sted i Japan, hvor en tyfon passerer, så sørg for at blive inden døre. Tyfoner bevæger sig ikke så hurtigt, så du får nogle dages varsel. Udviklingen kan du følge på denne website.
2. Den dag, en tyfon forventes at ramme, må du være forberedt på, at alle butikker kan holde lukket, selv de allestedsnærværende convenience stores. Og selv om du bor på et hotel med restaurant, kan du langt fra være sikker på, at den vil være åben. Sørg derfor for at proviantere på forhånd, hvis du vil undgå et døgns faste.
3. Efter tyfonen skal du tjekke om din rejserute skal ændres, da jernbanestrækninger kan være sat ud af drift.

​