Et møde forbundet med store følelser og budskabet om fred

Om hvordan det første møde med Fredsmonumentet i Hiroshima gjorde et uudsletteligt indtryk på en dansk turist. En oplevelse, der affødte en tradition for under senere besøg altid at slå et slag på Fredsklokken og en opfordring til andre om at gøre det samme

​Egentlig ville jeg slet ikke have været med på turen til Hiroshima. At jeg alligevel tog med, gav mig en af mit livs stærkeste oplevelser.
 
Vi var på vores første rejse til Japan. Den perfekte ”suppe, steg og is” tur. Rejsebureauet gennemfører den fortsat flere gange årligt, og jeg anbefaler den til alle, som skal af sted for første gang. Tokyo, Kyoto og Hiroshima er for altid de tre perfekte retter, som jeg ser frem til, ligesom jeg gør til store familiefester.
 
Men netop at besøge gerningsstedet for et af de grimmeste og største krigsanslag med civilbefolkningen som primær målgruppe havde jeg svært ved at rumme.
 
På dagen kom vi først til selve det punkt, hvorover atombomben sprang. Derefter gik vi forbi Atomic Bomb Dome, der er det eneste egentlige krigsmindesmærke, da selve bygningens skelet endnu står tilbage fra 6. august 1945.
 
På grupperejsen nåede vi hurtigt frem til Fredsmonumentet. På dagen kom skoleklasse efter skoleklasse. Hver klasse holdt en kort tale, sang en fællessang, og klassens mange flettede traner blev afleveret og gemt i udstillingsmontrerne. 
 
Det var særdeles bevægende at overvære det entydige fredsbudskab fra de rigtig mange skolebørn.
​

Skoleklasse ved Fredsmonumentet

​Fredssymbol og fredsmonument
Pigen, Sadako Sasaki gjorde papirtranen til et verdenskendt symbol på fred. Hun boede i Hiroshima med sin familie og var kun to år, da atombomben faldt over byen. Umiddelbart kom hun ikke noget til, men på grund af bestrålingen udviklede hun leukæmi i tolvårsalderen.
 
Det gik hurtigt ned ad bakke med hende, men en god veninde fortalte hende, at hvis hun foldede 1.000 origamitraner, kunne hun få opfyldt ønsket om at blive rask. Til trods for sin tilstand gik hun straks i gang med at folde. Andre omkring hende hjalp til, men selv om det ved en fælles indsats lykkedes at folde de mange traner, viste anstrengelserne sig at være forgæves. Sadako gik bort i oktober 1955.
 
Efter hendes død begyndte hendes klassekammerater at samle ind til et monument for hende og de andre børn, som blev atombombens ofre. Bidragene strømmede ind både fra Japan og fra udlandet, og allerede i 1958 var der penge nok.
 
Børnenes fredsmonument, som det kaldes, står i Fredsparken i Hiroshima. Øverst ses Sadako Sasaki, bærende på en origamitrane. Monumentet er omgivet af en række udstillingsmontrer, som er fyldt med de origamitraner, som til stadighed bliver indsendt fra hele verden. Først og fremmest den 6. august på årsdagen for atombomben over Hiroshima.*

Børnenes fredsmonument

​Fredshandlingen
Rejsegruppen gik videre gennem Fredsparken til Fredsmuseet. Jeg fik at vide, hvor vi skulle spise frokost, for jeg kunne ikke flytte mig. I mere end en time var jeg bare sammen med skoleklasserne, deres fredsritual og mine egne følelser.
 
Jeg bemærkede, at børnene efterfølgende typisk valgte en anden vandrerute end mit rejseselskab, så da det var tid til at komme videre, gik jeg diskret efter en klasse. Vi endte ved Fredsklokken, hvor jeg fulgte børnenes eksempel og gav den et slag for fred i hele verden.

I kø ved Fredsklokken

​Siden da har jeg altid besøgt Fredsklokken, når jeg var i Hiroshima, og det burde alle rejseselskaber gøre efter min mening. 
 
Min hustru var fulgt med gruppen til Fredsmuseet og den tilhørende salgsbutik. Her købte hun uden min viden en bog om Sadako Sasaki. Den er jeg meget glad for.
 
Og hvad tranerne angår. Ak ja. Jeg har selv forsøgt endda med det rette kvadrerede papir. De bliver ikke pæne. Men jeg tager det ikke symbolsk. Jeg drømmer stadig om verdensfred.
 
Anbefalinger:

• Giv dig god tid ved Børnenes Fredsmonument.
• Husk Fredsklokken og giv den dit slag for fred i verden.

 
 *Teksten i kursiv er kopieret direkte fra www.japan-tips.dk med forfatterens tilladelse.

David Tykskov
Pensionist og nu med interesse for rejser i Japan og landets historie (især 1560–1600)

Uddannelse og arbejde:

• Cand.oecon.
• Har arbejdet med den forretningsmæssige del og projektstyringen under implementering af lidt større it-systemer

Ovenstående blogindlæg er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis Dansk-Japansk Selskabs standpunkter.