​Den 1. januar 2023 trådte vi ind i Kaninens år, ifølge kinesisk astrologi. Det mindede mig om, da jeg første gang oplevede at fejre nytår i Japan. Dengang trådte vi også ind i kaninens år. Det var nytåret 1998/99. Jeg boede i Fukui hos en værtsfamilie og gik på byens gymnasium som udvekslingsstudent fra Danmark.
 
I dagene op til nytår gjorde min værtsmor, værtssøster og jeg rituel hovedrengøring for at rense hjemmet for eventuelle onde ånder, der måtte have sneget sig ind i løbet af året. Vi kokkererede nytårsretter i stor stil og lagde dem i lakæsker. Så behøvede vi ikke at lave mad i løbet af helligdagene, forklarede min værtsmor. Madlavningen var en hyggestund, der mindede mig om at bage julesmåkager med min mor og søster i Danmark.
 
Flere indgangspartier i byen var prydet med traditionelle nytårsdekorationer, som tiltrækker guderne, med fyrretræsgrene og tre bambusstammer. De symboliserer himlen, jorden og medmenneskelighed. På hoveddøre hang nytårsdekorationer af reb, som bringer held og lykke til husstanden i det nye år. Rundt omkring så man en mandarin og to riskager stablet oven på hinanden – et symbol på fornyelse af lys og energi. 1999 var jo kaninens år, så der var naturligvis også pyntet op med kaninfigurer mange steder.

Den 31. december slog min værtsfar sig ned i sofaen iført nattøj og slappede af til en samurai-serie på tv. Faktisk var han så træt, at vi ikke kom i templet, som værtsfamilien ellers har tradition for. I stedet så vi en tv-transmitteret ceremoni fra et tempel, mens vi skrev nytårskort med kaninmotiv til familie, venner og bekendte – og i min værtsfars tilfælde også til forretningsforbindelser.
 
Nytårsdag ringede vi med klokken og bad en bøn i byens sneklædte tempel. Derhjemme tullede vi rundt i nattøj, og vi børn fik små kuverter med kaninmotiv og en pengeseddel i af forældrene. Ligesom maden er et af julens højdepunkter i Danmark, er nytårsmaden i Japan, osechi ryōri, også noget særligt. Sorte bønner symboliserer sundhed, lange nudler menes at give et langt liv og rogn står for frugtbarhed. Vi spiste maden af keramik prydet med kaniner.

Jeg lavede riskager fra bunden sammen med min anden værtsfamilie i Fukui den 2. januar, som tillige med d. 3. januar er helligdag i Japan. Jeg var endnu ikke flyttet ud til dem, men de havde inviteret mig med til deres årlige familiebegivenhed: Mochitsuki. Vi var samlet i en lade på deres gård. Her skiftedes vi til at slå på en gigantisk portion kogt ris i et trækar. Hammeren, vi slog med, var også af træ og næsten lige så lang, som os selv. Mens vi snakkede, grinte og slog i dejen, blev risen forvandlet til en ensartet dej. Vi formede riskager af risdejen på samme måde, som man former boller af en gærdej. 

Stemningen i laden mindede om en julestue i Danmark, hvor man samles om at lave konfekt, klippe julepynt og pynte juledekorationer. Processen er vigtigere end selve produktet, for japanske supermarkeder sælger udmærkede riskager. Ligesom det i Danmark er nemmere at købe vaniljekranse i Superbrugsen end at lave dem selv, bare knap så hyggeligt.

Anbefalinger:

• Nytåret er en familiebegivenhed i Japan, så slå endelig til, hvis du får mulighed for at fejre nytår hjemme hos en japansk familie.
• Figurer med «årets dyr» er fantastiske souvenirs, du med fordel kan købe med hjem til minde om, hvilket år du besøgte Japan.
• Er du nysgerrig på kinesisk astrologi, kan du klikke her for at undersøge, i hvilket dyreår du blev født, og læse, hvad det betyder for din personlighed.
• Hovedrengøring op til nytår er en skøn tradition, jeg har taget til mig. Det er en dejlig fornemmelse at begynde et nyt år med et rent hjem, sorterede skuffer og orden i kælderrummet.

​Da jeg ankom til øen Sado en eftermiddag i marts, tog jeg bussen fra færgelejet til landsbyen Niibo, hvor jeg skulle bo. I bussen sad de lokale øboere og stirrede på den fremmede iblandt dem. Til sidst tog en kvinde mod til sig og spurgte mig bekymret: ”Undskyld, hr., ved De egentlig, hvor De er?”
 
Da bussen nåede frem, stod jeg af lige ud for den lokale skole. Eleverne fik straks øje på det malplacerede menneske og løb hen til hegnet for at overdænge mig med latter.
 
Havde mit møde med Sado fundet sted om sommeren, havde jeg næppe været så fremmed en fugl. Sado – engang kaldet Den gyldne Ø på grund af guldforekomster i undergrunden - er en udpræget sommer-ø. Den kultur og natur, der gør den attraktiv for turister, blomstrer først og fremmest i årets varme måneder:
 
De smukke Kimpoku-bjerge indbyder naturelskere til vandreture om sommeren, når sneen ikke lukker bjergvejene.
 
Sado er internationelt kendt for sin Kodō trommegruppe. Men øen kan meget mere end det. Den har en levende lokal tradition for dans, musik og nō teater, som kulturelskere kan opleve ved fortrinsvis udendørs forestillinger i sommermånederne.
 
Ikke desto mindre er nogle af mine bedste minder fra Japan fra Sado den vinter, hvor jeg tilsyneladende var eneste udenlandske gæst. For øen, der engang var kendt som eksil-ø, har så meget at byde på.
 
For eksempel finder man i den barske, forblæste natur det ene fine tempel efter det andet. De er på det nærmeste vokset samme med deres omgivelser. Og i modsætning til Kyotos turistomsværmede perler har man dem næsten helt for sig selv. 
​

​Min bedste og mærkværdigste tempel-oplevelse på Sado var Chōkoku Tempel. Det er omtalt i eksilberetningen ”Den gyldne ø” af nō-teater-pioneren Zeami, som i 1434 blev forvist til Sado. Det er øde beliggende i et kuperet terræn omkring en ældgammel stentrappe. Om en af templets bygninger kroger en enorm arm af træ sig i en akavet og øm omfavnelse. Bygningen huser fire statuer af Kannon med de elleve ansigter.
 
Kannon er barmhjertighedens bodhisattva. En bodhisattva er et væsen, der har opnået klarsyn (satori) og dermed har adgang til det buddhistiske paradis, men som af ren menneskekærlighed forbliver blandt os uoplyste for at hjælpe os til selv at opnå klarsyn.
 
De tre mindste Kannon-statuer vises kun frem hvert 33. år. Men den største viste en munk mig i et kammer til venstre for det overdådige alter.
 
”Ja, ja, men hvad siger du så til dem hér?” Pludselig trak munken nogle små kaninunger frem fra sit ærme og smed dem med et højt grin over i min favn.   
 
Templets munke opdrætter kaniner og spiser dem, når de har vokset sig store, fortalte han mig. Og da jeg kom bag om templet, vrimlede det med pelsede gnavere overalt. På pladsen bag templet så jeg endnu et portræt af Kannon med de elleve ansigter – inde i brystet på en tre meter høj stenkanin. 
​

​Var jeg turist på Sado eller Alice i Eventyrland? I hvert fald har jeg aldrig set noget lignende. Men ud fra omstændighedernes logik er det måske ikke så mærkværdigt. En rigtig buddhist bør være vegetar, da det er forbudt at slå noget levende væsen ihjel. Men noget skal man jo leve af, dér midt ude i ingenting. Og hvis Kannon virkelig er barmhjertighedens bodhisattva, findes hun vel også her – i Chōkoku Tempels kaniner.
 
Anbefalinger:
1. Sado er med sine 855 kvadratkilometer noget større end Bornholm. Øens offentlige transport dækkes af busser, men de kører ret sjældent. Er man i god form, kan nogle af øens seværdigheder nås på cykel. Men skal man meget rundt på øen, eller er vejret for dårligt til cykling (det er det ofte om vinteren), kan man leje en bil i hovedbyen Ryotsu, hvor færgen fra Niigata lægger til.
 
2. Sado er stolt af sin fortid som eksil-ø. Oplev øens og Japans historie gennem de mindesmærker, vandreture og bygninger, der har tilknytning til øens prominente forviste, som ud over Zeami tæller den kontroversielle munk Nichiren (1222-1282) og den rebelske kejser Juntoku (1197-1242).
 
3. Vil man opleve lidt af øens musiktradition uden for turistsæsonen, kan man være heldig at gøre det på en af øens karaoke-barer. I Japans yderområder er karaoke-barer ikke nødvendigvis kun en arena for tvivlsom fuldemandssang, men kan også være stedet, hvor de lokale dyrker deres folkelige musiktradition.