Hvordan et vinterbesøg som enlig udlænding på en fjern, forblæst japansk ø mundede ud i en uforglemmelig og surrealistisk oplevelse. En tilsyneladende fusion mellem en gigantisk kanin og bodhisattvaen Kannon
Da jeg ankom til øen Sado en eftermiddag i marts, tog jeg bussen fra færgelejet til landsbyen Niibo, hvor jeg skulle bo. I bussen sad de lokale øboere og stirrede på den fremmede iblandt dem. Til sidst tog en kvinde mod til sig og spurgte mig bekymret: ”Undskyld, hr., ved De egentlig, hvor De er?”
Da bussen nåede frem, stod jeg af lige ud for den lokale skole. Eleverne fik straks øje på det malplacerede menneske og løb hen til hegnet for at overdænge mig med latter.
Havde mit møde med Sado fundet sted om sommeren, havde jeg næppe været så fremmed en fugl. Sado – engang kaldet Den gyldne Ø på grund af guldforekomster i undergrunden - er en udpræget sommer-ø. Den kultur og natur, der gør den attraktiv for turister, blomstrer først og fremmest i årets varme måneder:
De smukke Kimpoku-bjerge indbyder naturelskere til vandreture om sommeren, når sneen ikke lukker bjergvejene.
Sado er internationelt kendt for sin Kodō trommegruppe. Men øen kan meget mere end det. Den har en levende lokal tradition for dans, musik og nō teater, som kulturelskere kan opleve ved fortrinsvis udendørs forestillinger i sommermånederne.
Ikke desto mindre er nogle af mine bedste minder fra Japan fra Sado den vinter, hvor jeg tilsyneladende var eneste udenlandske gæst. For øen, der engang var kendt som eksil-ø, har så meget at byde på.
For eksempel finder man i den barske, forblæste natur det ene fine tempel efter det andet. De er på det nærmeste vokset samme med deres omgivelser. Og i modsætning til Kyotos turistomsværmede perler har man dem næsten helt for sig selv.
Da bussen nåede frem, stod jeg af lige ud for den lokale skole. Eleverne fik straks øje på det malplacerede menneske og løb hen til hegnet for at overdænge mig med latter.
Havde mit møde med Sado fundet sted om sommeren, havde jeg næppe været så fremmed en fugl. Sado – engang kaldet Den gyldne Ø på grund af guldforekomster i undergrunden - er en udpræget sommer-ø. Den kultur og natur, der gør den attraktiv for turister, blomstrer først og fremmest i årets varme måneder:
De smukke Kimpoku-bjerge indbyder naturelskere til vandreture om sommeren, når sneen ikke lukker bjergvejene.
Sado er internationelt kendt for sin Kodō trommegruppe. Men øen kan meget mere end det. Den har en levende lokal tradition for dans, musik og nō teater, som kulturelskere kan opleve ved fortrinsvis udendørs forestillinger i sommermånederne.
Ikke desto mindre er nogle af mine bedste minder fra Japan fra Sado den vinter, hvor jeg tilsyneladende var eneste udenlandske gæst. For øen, der engang var kendt som eksil-ø, har så meget at byde på.
For eksempel finder man i den barske, forblæste natur det ene fine tempel efter det andet. De er på det nærmeste vokset samme med deres omgivelser. Og i modsætning til Kyotos turistomsværmede perler har man dem næsten helt for sig selv.
Trappen op til Chōkoku Tempel
Min bedste og mærkværdigste tempel-oplevelse på Sado var Chōkoku Tempel. Det er omtalt i eksilberetningen ”Den gyldne ø” af nō-teater-pioneren Zeami, som i 1434 blev forvist til Sado. Det er øde beliggende i et kuperet terræn omkring en ældgammel stentrappe. Om en af templets bygninger kroger en enorm arm af træ sig i en akavet og øm omfavnelse. Bygningen huser fire statuer af Kannon med de elleve ansigter.
Kannon er barmhjertighedens bodhisattva. En bodhisattva er et væsen, der har opnået klarsyn (satori) og dermed har adgang til det buddhistiske paradis, men som af ren menneskekærlighed forbliver blandt os uoplyste for at hjælpe os til selv at opnå klarsyn.
De tre mindste Kannon-statuer vises kun frem hvert 33. år. Men den største viste en munk mig i et kammer til venstre for det overdådige alter.
”Ja, ja, men hvad siger du så til dem hér?” Pludselig trak munken nogle små kaninunger frem fra sit ærme og smed dem med et højt grin over i min favn.
Templets munke opdrætter kaniner og spiser dem, når de har vokset sig store, fortalte han mig. Og da jeg kom bag om templet, vrimlede det med pelsede gnavere overalt. På pladsen bag templet så jeg endnu et portræt af Kannon med de elleve ansigter – inde i brystet på en tre meter høj stenkanin.
Kanin med Kannon i
Var jeg turist på Sado eller Alice i Eventyrland? I hvert fald har jeg aldrig set noget lignende. Men ud fra omstændighedernes logik er det måske ikke så mærkværdigt. En rigtig buddhist bør være vegetar, da det er forbudt at slå noget levende væsen ihjel. Men noget skal man jo leve af, dér midt ude i ingenting. Og hvis Kannon virkelig er barmhjertighedens bodhisattva, findes hun vel også her – i Chōkoku Tempels kaniner.
Anbefalinger:
1. Sado er med sine 855 kvadratkilometer noget større end Bornholm. Øens offentlige transport dækkes af busser, men de kører ret sjældent. Er man i god form, kan nogle af øens seværdigheder nås på cykel. Men skal man meget rundt på øen, eller er vejret for dårligt til cykling (det er det ofte om vinteren), kan man leje en bil i hovedbyen Ryotsu, hvor færgen fra Niigata lægger til.
2. Sado er stolt af sin fortid som eksil-ø. Oplev øens og Japans historie gennem de mindesmærker, vandreture og bygninger, der har tilknytning til øens prominente forviste, som ud over Zeami tæller den kontroversielle munk Nichiren (1222-1282) og den rebelske kejser Juntoku (1197-1242).
3. Vil man opleve lidt af øens musiktradition uden for turistsæsonen, kan man være heldig at gøre det på en af øens karaoke-barer. I Japans yderområder er karaoke-barer ikke nødvendigvis kun en arena for tvivlsom fuldemandssang, men kan også være stedet, hvor de lokale dyrker deres folkelige musiktradition.
Foto af: Mimi Wada
Mads Mazanti Jensen
|
Ovenstående blogindlæg er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis Dansk-Japansk Selskabs standpunkter.
RSS-feed