En dag i 2016 fik jeg en mail fra Tilde, indehaver af Ichiban Travels, der arrangerer anderledes rejser til Japan. Om jeg ville være med til at skabe en Murakamirejse? Ja, det ville jeg meget gerne, for en rejse til Japan kan føje nye lag til læsningen af Murakamis værker. Jeg har altid syntes, at det ikke kun var vigtigt at oversætte bøger, men også at følge dem på vej med foredrag, artikler, radioudsendelser og koncerter – ja, selv en film om at oversætte Murakami er det blevet til.

Så hvorfor ikke også udvikle en rejse? Vi fokuserede på at nå ud til steder, man ikke kommer på almindelige grupperejser. Vi fandt inspiration i Murakami som person, valgte hans store roman ’Mordet på kommandanten’ som hovedværk og lod så fantasien råde.

Murakami voksede op i Kobe, og efter det store jordskælv dér i 1995 skrev han novellesamlingen ’Efter skælvet’. Vi tager til Kobe for at besøge hans barndomskvarter og oplever på den måde en mindre japansk by. Bagefter tager vi på jordskælvsmuseet, så vores rejsende kan få et indblik i den konstante trussel om det store jordskælv, der præger japansk kultur.
​
I ’Mordet på kommandanten’ optræder der en nihonga-maler, så i Kyoto møder vi Taro Yamamoto, der indvier os i de traditionelle teknikker og sin egen kunst. I romanen bor nihonga-maleren i bjergene ved Odawara, hvor hovedpersonen flytter hen og går lange ture. Det gør vi også, hvilket giver os en god undskyldning for at bo på en ryokan (japansk kurbadehotel) i området, hvor vi kan nyde de varme kilder og traditionel japansk mad. Tilfældigvis ligger Enoura observatoriet, et meget spændende kunstprojekt, nær Odawara, og dets hovedbygning minder om den rige mands hus i romanen.
​

Murakami er fan af Alfred Hitchcock, og ligesom Hitchcock altid er med i sine egne film, dukker Murakami op i ’Mordet på kommandanten’, da han lader sin hovedperson tage på roadtrip, hvor han blandt andet besøger Murakami-by i Niigata ved Det japanske Hav. Der kører vi op med Shinkansen og bor på et beskedent kurbadehotel ved Kysten.

​På vej mod Tokyo besøger vi et tempel med en sokushinbutsu, en selvmumificeret munk. Dette fænomen spiller en vigtig rolle i ’Mordet på kommandanten’, så vi må da bare møde sådan en mumie på vores rejse. Videre på rejsen støder vi på ’Tunnel of Light’, et kunstprojekt ved Kiyotsu-slugten. Murakamis romaner er nemlig fulde af tunneler som symbol på en gennemgang til noget nyt. 
​

​Der er langt fra Niigata til Tokyo, så vi gør et kort ophold i vævebyen Kiryu, hvor jeg har boet 1½ år. Her kommer vi tæt på naturen, cykler langs byens to floder, besøger et væveri og spiser på små restauranter. Det er en lille pause fra Murakamis værker, men et møde med den by, som jeg kalder for min by i Japan. Gennem mit kendskab til byen kommer vores rejsende lidt tættere på japanerne.

Rejsen sluttes af med et ophold i Tokyo. Her bor vi på et hotel i Aoyama, hvor mange af Murakamis hovedpersoner færdes. Vi ser det baseballstadion, hvor han fik ideen til at skrive sin første roman, og enhjørningerne, der må have inspireret ham til ’Hardboiled Wonderland og Verdens ende’. Næstsidste dag tager vi på en 30 km lang cykeltur gennem byen, hvor en del af turen er inspireret af Toru og Naokos spadseretur i romanen ’Norwegian Wood’. Det foregår naturligvis dagen efter, at vi har besøgt Murakami yndlingsjazzbar Body & Soul.
​

En af vores rejsende fortæller, at hun netop er blevet færdig med romanen 'Breasts and Eggs' af Mieko Kawakami, en anden japansk forfatter. Hun mener, at hun fik mere ud af bogen, fordi hun netop havde været i Japan.
 
Så rejserne udvider ikke kun Murakamis univers, men også andre japanske forfatteres.

Corona-epidemien fik japanerne til at indse, at de havde et stort digitaliseringsproblem. Derfor hidkaldte de dansk eksperthjælp. Alt imens foregik livet i Japan i mange henseender som vanligt med menneskemylder i Tokyos gader og trængsel i de offentlige bade.

Der var mere kabinepersonale end passagerer på flyet fra Frankfurt til Tokyo i november 2020, midt under corona. Jeg talte kun 13 passagerer, da vi gik ombord med masker og god afstand, og hver fik en hel sæderække at ligge på. Jeg trængte også til at slappe af. De foregående dage havde været nervepirrende.

Men hvordan var det gået til, at jeg var på vej til coronalukkede Japan?

Det starter med digitalisering.

​Ligesom i Danmark betød corona, at man i Japan havde brug for pludseligt og hurtigt at få overblik over smittetal, udbetale støtte til virksomheder og borgere, fjernundervise børn osv.

I Danmark har vi et digitalt grundlag, som betød, at meget kunne fungere, også selvom vi sad isolerede hjemme hos os selv. Men Japan, som ellers er kendt som teknologisk avanceret, opdagede, at digitaliseringen ud til den enkelte borger eller mellem ansatte i virksomheder mv. var utilstrækkelig.

De japanske medier viste billeder af folk, som skulle møde op på rådhusene for at få udbetalt deres coronastøtte, og som sad tæt i togene for at komme på arbejde. Ambulancer måtte køre rundt mellem sygehuse for at finde ledige senge. Man talte om Japans digitale nederlag, og den japanske regering gjorde digitalisering til en førsteprioritet. Man ville bl.a. bruge Danmark som inspiration. 

​I begyndelsen af november 2020 blev jeg derfor udlånt af min arbejdsplads, Digitaliseringsstyrelsen, til den danske ambassade i Tokyo som ekspert i digitalisering. Det blev 4 1/2 måned i et Japan ændret af corona og med mange gode møder med japanske embedsmænd. 

Men først skulle jeg afsted.

Det var før vaccinerne, testcentrene og coronapasset. Men med god hjælp fra den japanske ambassade fik jeg visum og fandt et lægehus i København, der kunne udføre den japanske coronatest.

Både København, Frankfurt og Narita lufthavne var store og tomme, men den største ændring var at stå ved skrankerne med en stor stak papirer og håbe på, at det var godt nok. Det er jo normalt en selvfølge – scan pas og boardingkort og så afsted. Nu prøvede jeg den ikke-digitale følelse af at være i hænderne på nogle mennesker, som brugte lang tid på at granske mine papirer, tog dem med ud bagved, kom tilbage og spurgte, hvorfor lægen havde brugt to forskellige farver kuglepen ved udfyldelse af coronatesten – gik bagved igen…. Og så fik jeg lov til at komme ombord på flyet. I Narita igen corona-test, lang ventetid, spænding og endelig lov til at komme ind i Japan til 14 dages karantæne.

Jeg havde heldigvis lov til at gå ud for at handle i dagligvarebutikker og gå ture. Det gav et nyt blik på Tokyo. Jeg sad i de små lokale parker og så på livet der, hjemløse, mødre og børn, boldspil og arbejdere, som tog et hvil. Alt foregik selvfølgelig med maske og afstand. Til gengæld var håndsprit ikke normalt, heller ikke i butikker. 

​Livet i Tokyo lignede ellers meget sig selv. Da jeg kom fri af karantænen, kørte jeg med fyldte tog, var til møder i ministerier, spiste ude osv. Den store forskel var forsøgene på at holde lidt afstand, fx plastikpladerne mellem pladserne på spisestederne og midt på mødebordene, og så at mere foregik on-line. Det var praktisk – man kunne presse flere møder ind, deltage i flere seminarer osv., men til gengæld fik man ingen visitkort og heller ikke samme personlige møde.
​
På ét område var alt som det plejede. De offentlige bade, onsen og sento holdt åbent, man stod tæt og klædte om, sad i det varme vand. Den japanske regering havde vurderet, at bade er så vigtige for den generelle sundhed, at dem kunne man ikke lukke. Det var godt!
​