Er Japan i virkeligheden et af de billigste rejselande?

En pilgrimsvandring på Shikoku gav blod på tanden til at opleve endnu mere af Japan. Det udmøntede sig i en 3.500 km lang cykeltur fra nord til syd med kun tre betalte overnatninger. Samt ikke mindst et møde med japanernes enestående imødekommenhed og gæstfrihed
 
I Japan har den grundlæggende buddhistiske livsopfattelse tilsyneladende givet befolkningen en dybere forståelse for og accept af primitive pilgrimsrejser. Og forståelsen gælder ikke kun for japanere, hvilket jeg i den grad har nydt godt af.
 
I 2015 vandrede jeg "Henro Michi" i min forlængede sommerferie. Jeg havde 44 dage til de efterhånden berømte 1.200 km med de 88 nummererede templer hele vejen rundt på Shikoku.
Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så velkommen i et land, som da jeg bevægede mig rundt imellem "De Vandrende Munke" og de støjende cikader på Shikoku 88 i sommerens 32°c fugtige hede.
 
I 2017 valgte jeg at tage 16 måneders orlov fra mit lærerjob for at rejse primitivt i udvalgte dele af verden. Jeg vendte således tilbage til Japan og cyklede på en Brompton foldecykel fra Cape Soya til Cape Sata – 3.500 km fra Hokkaidos nordspids til Kyushus sydspids.
 
I alt 63 dage tog det, så jeg bevægede mig blot 75 km i snit pr. aktive cykeldag.

På Hokkaidos nordspids klar til afgang

​​Når overnatning er gratis, bliver turen billig
På hele cykelturen betalte jeg kun for overnatninger tre gange. Ellers sov jeg ved smukke buddhistiske templer, på bilisternes rastepladser, i offentlige parker, på skolernes boldbaner, i livreddertårne på strande, i hængekøje i skove, under ret uromantiske broer eller hos søde private mennesker, som inviterede mig indenfor.
 
Selvom jeg overnattede de mest mærkværdige steder på min otte måneders rejse i Japan og Sydkorea, blev jeg ikke én eneste gang bedt om at gå min vej. Tværtimod kom folk ofte hen til mig med øl og æbler – kolde øl og kæmpestore, dyre æbler. Så sad vi og skålede og grinede i et kvarters tid – til trods for, at vi ikke havde noget fælles sprog.
 
Sikkerhed på rejsen
Frygt er oftest blot vederstyggelige ting, man bilder sig ind kan ske – så jeg havde aftalt med mig selv, aldrig at være bange, når jeg sov i telt på offentlige steder. Men Japan var også særligt udvalgt som et land, hvor jeg kunne "gå på valsen" med mit telt og min cykel – hvor jeg ville møde folk i økonomisk øjenhøjde, og hvor kriminaliteten er forsvindende lav.

Min Brompton kan foldes sammen og tages med ind i teltet

​Nu rejser jeg naturligvis som mand, hvilket gør sikkerhedsproblematikken lidt lettere, men jeg har altså også mødt adskillige kvinder, som rejser alene og primitivt i Japan, og som heller aldrig har haft andet end positive oplevelser med lokalbefolkningen.
 
Tyfonen kommer!
En dag var min rejse gået i stå på grund af en tyfon, så jeg ventede på opklaring under et halvtag ved et kæmpestort indkøbscenter. Selvom det regnede voldsomt, havde jeg ikke noget problem med at overnatte dér, men næste dag kom en butiksansat ud og spurgte, om jeg forestillede mig, at jeg skulle sove der endnu en nat. Lidt forlegent svarede jeg, at det endte det nok med.
 
"Så kommer min far og henter dig om en halv time!", sagde hun bestemt og gik indenfor igen. En halv time senere grinede faderen og jeg, mens vi læssede mine ting ind i hans bil og blev fuldkommen gennemblødte.
 
I to dage var jeg nu æresgæst hos familien, havde mit eget lille hus, blev hygget om og fodret godt op. Et kulinarisk eventyr med all inclusive.

Mine tyfonværter tog sig kærligt af mig

​Det dejligste ved at rejse på fysisk krævende måder er, "at man skal spise så meget, man kan, hver gang man kan." Og netop i Japan er det en skøn regel at efterleve.
 
Mit næste projekt
Fra 1. maj til 1. september 2024 har jeg taget orlov igen. Endnu ved jeg ikke, hvad jeg skal, men jeg kan mærke, at Japan og Sydkorea kalder højlydt på både mig og min foldecykel.
 
Det er jo praktisk, at det tre måneders turistvisa, som danskere automatisk får ved indrejse i Japan bliver fornyet, når man kommer tilbage fra rundtur i Korea, så mon ikke at min tur kommer til at indeholde en færgerejse – eller rettere to – imellem Fukuoka og Busan?
 
 
Anbefalinger:

1. Som vandringsmand eller turcyklist nyder jeg godt af de mange drikkevareautomater, som står overalt - også på nærmest umulige steder. Der er aldrig mere end et kvarter på cykel imellem dem. Her kan man for ti kroner trække både kolde og varme drikke - Milk Tea om morgenen, og den isotoniske drik "Sweat" senere på dagen. Så får man erstattet de salte, man sveder ud.
2. Jeg spiser typisk på de små hyggelige, lokale spisesteder, hvor håndværkerne spiser. En stor skål ramen koster kun 45 kroner, men også Family Mart, 7-Eleven og Lawson laver udmærkede småretter.
3. Når jeg overnatter gratis et sted, anstrenger jeg mig for altid at efterlade stedet pænere, end jeg fandt det. Derfor går jeg allerførst en runde i området og samler skrald, som jeg smider ud eller pakker i en skraldepose for at tage det med til næste convenience store, da der jo ikke er mange offentlige skraldespande i Japan. Det giver både motion, smidighed og god karma.

​Claus Steensbech
 

• Bosiddende i Roskilde
• PR- og projektkonsulent på FGU-Skolen Øst
• Foredragsholder

​Ovenstående blogindlæg er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis Dansk-Japansk Selskabs standpunkter.