​Da jeg ankom til øen Sado en eftermiddag i marts, tog jeg bussen fra færgelejet til landsbyen Niibo, hvor jeg skulle bo. I bussen sad de lokale øboere og stirrede på den fremmede iblandt dem. Til sidst tog en kvinde mod til sig og spurgte mig bekymret: ”Undskyld, hr., ved De egentlig, hvor De er?”
 
Da bussen nåede frem, stod jeg af lige ud for den lokale skole. Eleverne fik straks øje på det malplacerede menneske og løb hen til hegnet for at overdænge mig med latter.
 
Havde mit møde med Sado fundet sted om sommeren, havde jeg næppe været så fremmed en fugl. Sado – engang kaldet Den gyldne Ø på grund af guldforekomster i undergrunden - er en udpræget sommer-ø. Den kultur og natur, der gør den attraktiv for turister, blomstrer først og fremmest i årets varme måneder:
 
De smukke Kimpoku-bjerge indbyder naturelskere til vandreture om sommeren, når sneen ikke lukker bjergvejene.
 
Sado er internationelt kendt for sin Kodō trommegruppe. Men øen kan meget mere end det. Den har en levende lokal tradition for dans, musik og nō teater, som kulturelskere kan opleve ved fortrinsvis udendørs forestillinger i sommermånederne.
 
Ikke desto mindre er nogle af mine bedste minder fra Japan fra Sado den vinter, hvor jeg tilsyneladende var eneste udenlandske gæst. For øen, der engang var kendt som eksil-ø, har så meget at byde på.
 
For eksempel finder man i den barske, forblæste natur det ene fine tempel efter det andet. De er på det nærmeste vokset samme med deres omgivelser. Og i modsætning til Kyotos turistomsværmede perler har man dem næsten helt for sig selv. 
​

​Min bedste og mærkværdigste tempel-oplevelse på Sado var Chōkoku Tempel. Det er omtalt i eksilberetningen ”Den gyldne ø” af nō-teater-pioneren Zeami, som i 1434 blev forvist til Sado. Det er øde beliggende i et kuperet terræn omkring en ældgammel stentrappe. Om en af templets bygninger kroger en enorm arm af træ sig i en akavet og øm omfavnelse. Bygningen huser fire statuer af Kannon med de elleve ansigter.
 
Kannon er barmhjertighedens bodhisattva. En bodhisattva er et væsen, der har opnået klarsyn (satori) og dermed har adgang til det buddhistiske paradis, men som af ren menneskekærlighed forbliver blandt os uoplyste for at hjælpe os til selv at opnå klarsyn.
 
De tre mindste Kannon-statuer vises kun frem hvert 33. år. Men den største viste en munk mig i et kammer til venstre for det overdådige alter.
 
”Ja, ja, men hvad siger du så til dem hér?” Pludselig trak munken nogle små kaninunger frem fra sit ærme og smed dem med et højt grin over i min favn.   
 
Templets munke opdrætter kaniner og spiser dem, når de har vokset sig store, fortalte han mig. Og da jeg kom bag om templet, vrimlede det med pelsede gnavere overalt. På pladsen bag templet så jeg endnu et portræt af Kannon med de elleve ansigter – inde i brystet på en tre meter høj stenkanin. 
​

​Var jeg turist på Sado eller Alice i Eventyrland? I hvert fald har jeg aldrig set noget lignende. Men ud fra omstændighedernes logik er det måske ikke så mærkværdigt. En rigtig buddhist bør være vegetar, da det er forbudt at slå noget levende væsen ihjel. Men noget skal man jo leve af, dér midt ude i ingenting. Og hvis Kannon virkelig er barmhjertighedens bodhisattva, findes hun vel også her – i Chōkoku Tempels kaniner.
 
Anbefalinger:
1. Sado er med sine 855 kvadratkilometer noget større end Bornholm. Øens offentlige transport dækkes af busser, men de kører ret sjældent. Er man i god form, kan nogle af øens seværdigheder nås på cykel. Men skal man meget rundt på øen, eller er vejret for dårligt til cykling (det er det ofte om vinteren), kan man leje en bil i hovedbyen Ryotsu, hvor færgen fra Niigata lægger til.
 
2. Sado er stolt af sin fortid som eksil-ø. Oplev øens og Japans historie gennem de mindesmærker, vandreture og bygninger, der har tilknytning til øens prominente forviste, som ud over Zeami tæller den kontroversielle munk Nichiren (1222-1282) og den rebelske kejser Juntoku (1197-1242).
 
3. Vil man opleve lidt af øens musiktradition uden for turistsæsonen, kan man være heldig at gøre det på en af øens karaoke-barer. I Japans yderområder er karaoke-barer ikke nødvendigvis kun en arena for tvivlsom fuldemandssang, men kan også være stedet, hvor de lokale dyrker deres folkelige musiktradition.  

En pludselig diagnose satte en brat stopper for de elskede vandreture i bjergene. Lyst blev forvandlet til angst. Heldigvis kom en forstående ægtefælle og sagnhelten Kintaro til undsætning

Kintoki eller Ashigara, som det også hedder, er det nordligste bjerg i Hakone-calderaen. En caldera er en kraterlignende formation, der opstår, når en vulkan synker sammen. Det sammensunkne krater, der engang var en vulkan er i dag den berømte sø Ashinoko i Hakone. Kintoki bjerget ligger på grænsen mellem præfekturerne Kanagawa og Shizuoka i, hvad der er kendt som Fuji-Hakone-Izu National Park.
 
Kintoki er fødested for Kintaro, en japansk sagnfigur, som menes at være inspireret af personen Sakata Kintoki, der levede i Heian-perioden (794 – 1185). Mange familier stiller en figur af ham frem på Drengenes Dag, den 5. maj i håbet om, at deres poder vil tilegne sig noget af Kintaros mod og styrke. 

Med sine 1.212 meter er Kintoki-bjerget ikke det højeste bjerg i Hakone. Det er Kamiyama-bjerget, der måler 1.438 meter. Alligevel er førstnævnte et af de mest populære bjerge at bestige i området på grund af dets tilknytning til Kintaro.

Sådan bestiger du Kintoki-bjerget
Med bus kommer du meget tæt på dér, hvor stien starter. Er du i bil, findes der flere parkeringspladser i nærheden. Du skal dog være tidligt på den, for de bliver hurtigt fyldt op, især i weekenden. Den mest populære rute tager 3-4 timer og er på cirka 6 km. Selve stien er godt afmærket. Der er ikke så mange sidestier, der gør det svært at navigere, så chancen for at fare vild ​er minimal. Flere sektioner af stien er fyldt med store sten, og andre steder er temmelig stejle, så for at gå ruten, har du brug for et par solide sko eller vandrestøvler. 

Turen op går igennem et skovområde, men så snart du når toppen, har du en 360 graders udsigt ud over Hakone-området. I baggrunden kan du se Fuji-bjerget og de dampende vulkaner ovre ved Owakudani og Sengokuhare-højlandet. Kintoki er et af de bedste steder at se Fuji fra. Allerbedst tidligt om morgen eller i de koldere måneder. 
​
På toppen af Kintoki står Kintaros Økse. Det er jo trods alt hans bjerg. Desuden er der et par boder hvor du kan købe lettere måltider. Det anbefales dog selv at medbringe mad, da disse boder ikke altid er åbne. 

Sådan overvandt jeg Kintoki – og mig selv
Kintoki-bjerget har en særlig betydning for mig. I sommeren 2019 fik jeg konstateret diabetes. Det var noget af en omvæltning pludselig at skulle forholde sig til. Jeg blev bange for at vandre ude i bjergene, for hvad nu hvis mit blodsukker pludseligt faldt så meget, at jeg besvimede. I 8 måneder, mens jeg var på medicin, gik jeg kun inde i byerne. Men derefter var alting så meget under kontrol, at jeg kunne droppe medicinen. Nu var der styr på det hele, lige bortset fra, at jeg stadig var bange for at tage ud i bjergene igen. Det blev til sidst for meget for min mand, som nærmest tvang mig til at tage tyren ved hornene. 

Vi kørte til Hakone og parkerede ved en golfklub. Derefter var der kun en vej, – og det var op, op ad Kintoki-bjerget. Min mand gik tålmodigt ved min side hele vejen, med undtagelse af det sidste stykke, som jeg fik lov til at tilbagelægge alene. Der stod jeg så, på toppen af Kintoki. 30 kg lettere end for et år siden og i alt for stort vandretøj. Men hvor var jeg dog lykkelig! Mit blodsukker forholdt sig i ro, og jeg mærkede ikke noget til min diabetes på hele turen. Ugen efter købte jeg nyt vandretøj og har ikke set mig tilbage siden. Jeg har efterfølgende været på mange ture, nogen på op til 20 km, både alene og i selskab med andre. Helt uden problemer. 
 
Japan er et fantastisk land for folk, der elsker at vandre. Her er stier på alle niveauer, hvad enten du er begynder eller professional bjergbestiger. Her er 34 nationalparker med den mest fortryllende natur: Bjerge, vandfald, floder og vulkaner. Så har du endnu ikke været på vandretur i Japan, kan jeg varmt anbefale det.
 
Anbefalede vandreture:
 
1) Ten-en
Kamakura er en kystby, som på tre sider er omgivet af mindre bjerge. Her er der masser af vandreruter, som er velegnede for alle. Den mest kendte er Ten-en, der udgår fra templet Kenchoji, hvor du imidlertid skal betale for at komme ind. Vil du undgå det, kan du starte bag ved Meigetsu-in. Herfra er der cirka 5 km til Zuisen-ji templet, hvor ruten slutter.
 
2) Jogasaki Picnical Course 
Denne sti er lidt anderledes, da den ikke ligger i bjergene. Den følger Izu-halvøens kyst fra byen Futo og ned til Izu-Kogen Station. Du går langs Stillehavet på klipper, der er skabt af et udbrud for over 1000 år siden af den nærliggende Omuro-vulkan. Inden du går ruten, har du mulighed for at bestige vulkanen og gå rundt om krateret, hvorfra der er en god oversigt over området. Selve stien er omkring 10 km lang, og fører dig bl.a. forbi et fyrtårn og over en hængebro. Til slut er der et vandfald, der udspringer i Stillehavet.
 
3) Fra Jinba til Takao
Denne tur er for de lidt mere erfarne, som har en god fysik. Jinba-bjerget ligger i det nordlige Kanagawa på grænsen til Tokyo. Turen er omkring 18 km og tager 7-8 timer. Den går over 4 bjerge, hvor Takao i det nordlige Tokyo er det sidste. Undervejs er der flere gode udsigtspunkter, og når vejret er klart, kan du se Fuji-bjerget. Vil du gå denne tur, gør du klogt i at stå tidligt op, da bussen, der kører op til Wada-passet, kun afgår én gang i timen. Det er det tætteste sted, du kan komme på Jinba med offentlig transport. Fra busstoppestedet skal du gå cirka 2 km op til Jinba, hvor stien starter.

En dag i 2016 fik jeg en mail fra Tilde, indehaver af Ichiban Travels, der arrangerer anderledes rejser til Japan. Om jeg ville være med til at skabe en Murakamirejse? Ja, det ville jeg meget gerne, for en rejse til Japan kan føje nye lag til læsningen af Murakamis værker. Jeg har altid syntes, at det ikke kun var vigtigt at oversætte bøger, men også at følge dem på vej med foredrag, artikler, radioudsendelser og koncerter – ja, selv en film om at oversætte Murakami er det blevet til.

Så hvorfor ikke også udvikle en rejse? Vi fokuserede på at nå ud til steder, man ikke kommer på almindelige grupperejser. Vi fandt inspiration i Murakami som person, valgte hans store roman ’Mordet på kommandanten’ som hovedværk og lod så fantasien råde.

Murakami voksede op i Kobe, og efter det store jordskælv dér i 1995 skrev han novellesamlingen ’Efter skælvet’. Vi tager til Kobe for at besøge hans barndomskvarter og oplever på den måde en mindre japansk by. Bagefter tager vi på jordskælvsmuseet, så vores rejsende kan få et indblik i den konstante trussel om det store jordskælv, der præger japansk kultur.
​
I ’Mordet på kommandanten’ optræder der en nihonga-maler, så i Kyoto møder vi Taro Yamamoto, der indvier os i de traditionelle teknikker og sin egen kunst. I romanen bor nihonga-maleren i bjergene ved Odawara, hvor hovedpersonen flytter hen og går lange ture. Det gør vi også, hvilket giver os en god undskyldning for at bo på en ryokan (japansk kurbadehotel) i området, hvor vi kan nyde de varme kilder og traditionel japansk mad. Tilfældigvis ligger Enoura observatoriet, et meget spændende kunstprojekt, nær Odawara, og dets hovedbygning minder om den rige mands hus i romanen.
​

Murakami er fan af Alfred Hitchcock, og ligesom Hitchcock altid er med i sine egne film, dukker Murakami op i ’Mordet på kommandanten’, da han lader sin hovedperson tage på roadtrip, hvor han blandt andet besøger Murakami-by i Niigata ved Det japanske Hav. Der kører vi op med Shinkansen og bor på et beskedent kurbadehotel ved Kysten.

​På vej mod Tokyo besøger vi et tempel med en sokushinbutsu, en selvmumificeret munk. Dette fænomen spiller en vigtig rolle i ’Mordet på kommandanten’, så vi må da bare møde sådan en mumie på vores rejse. Videre på rejsen støder vi på ’Tunnel of Light’, et kunstprojekt ved Kiyotsu-slugten. Murakamis romaner er nemlig fulde af tunneler som symbol på en gennemgang til noget nyt. 
​

​Der er langt fra Niigata til Tokyo, så vi gør et kort ophold i vævebyen Kiryu, hvor jeg har boet 1½ år. Her kommer vi tæt på naturen, cykler langs byens to floder, besøger et væveri og spiser på små restauranter. Det er en lille pause fra Murakamis værker, men et møde med den by, som jeg kalder for min by i Japan. Gennem mit kendskab til byen kommer vores rejsende lidt tættere på japanerne.

Rejsen sluttes af med et ophold i Tokyo. Her bor vi på et hotel i Aoyama, hvor mange af Murakamis hovedpersoner færdes. Vi ser det baseballstadion, hvor han fik ideen til at skrive sin første roman, og enhjørningerne, der må have inspireret ham til ’Hardboiled Wonderland og Verdens ende’. Næstsidste dag tager vi på en 30 km lang cykeltur gennem byen, hvor en del af turen er inspireret af Toru og Naokos spadseretur i romanen ’Norwegian Wood’. Det foregår naturligvis dagen efter, at vi har besøgt Murakami yndlingsjazzbar Body & Soul.
​

En af vores rejsende fortæller, at hun netop er blevet færdig med romanen 'Breasts and Eggs' af Mieko Kawakami, en anden japansk forfatter. Hun mener, at hun fik mere ud af bogen, fordi hun netop havde været i Japan.
 
Så rejserne udvider ikke kun Murakamis univers, men også andre japanske forfatteres.

Corona-epidemien fik japanerne til at indse, at de havde et stort digitaliseringsproblem. Derfor hidkaldte de dansk eksperthjælp. Alt imens foregik livet i Japan i mange henseender som vanligt med menneskemylder i Tokyos gader og trængsel i de offentlige bade.

Der var mere kabinepersonale end passagerer på flyet fra Frankfurt til Tokyo i november 2020, midt under corona. Jeg talte kun 13 passagerer, da vi gik ombord med masker og god afstand, og hver fik en hel sæderække at ligge på. Jeg trængte også til at slappe af. De foregående dage havde været nervepirrende.

Men hvordan var det gået til, at jeg var på vej til coronalukkede Japan?

Det starter med digitalisering.

​Ligesom i Danmark betød corona, at man i Japan havde brug for pludseligt og hurtigt at få overblik over smittetal, udbetale støtte til virksomheder og borgere, fjernundervise børn osv.

I Danmark har vi et digitalt grundlag, som betød, at meget kunne fungere, også selvom vi sad isolerede hjemme hos os selv. Men Japan, som ellers er kendt som teknologisk avanceret, opdagede, at digitaliseringen ud til den enkelte borger eller mellem ansatte i virksomheder mv. var utilstrækkelig.

De japanske medier viste billeder af folk, som skulle møde op på rådhusene for at få udbetalt deres coronastøtte, og som sad tæt i togene for at komme på arbejde. Ambulancer måtte køre rundt mellem sygehuse for at finde ledige senge. Man talte om Japans digitale nederlag, og den japanske regering gjorde digitalisering til en førsteprioritet. Man ville bl.a. bruge Danmark som inspiration. 

​I begyndelsen af november 2020 blev jeg derfor udlånt af min arbejdsplads, Digitaliseringsstyrelsen, til den danske ambassade i Tokyo som ekspert i digitalisering. Det blev 4 1/2 måned i et Japan ændret af corona og med mange gode møder med japanske embedsmænd. 

Men først skulle jeg afsted.

Det var før vaccinerne, testcentrene og coronapasset. Men med god hjælp fra den japanske ambassade fik jeg visum og fandt et lægehus i København, der kunne udføre den japanske coronatest.

Både København, Frankfurt og Narita lufthavne var store og tomme, men den største ændring var at stå ved skrankerne med en stor stak papirer og håbe på, at det var godt nok. Det er jo normalt en selvfølge – scan pas og boardingkort og så afsted. Nu prøvede jeg den ikke-digitale følelse af at være i hænderne på nogle mennesker, som brugte lang tid på at granske mine papirer, tog dem med ud bagved, kom tilbage og spurgte, hvorfor lægen havde brugt to forskellige farver kuglepen ved udfyldelse af coronatesten – gik bagved igen…. Og så fik jeg lov til at komme ombord på flyet. I Narita igen corona-test, lang ventetid, spænding og endelig lov til at komme ind i Japan til 14 dages karantæne.

Jeg havde heldigvis lov til at gå ud for at handle i dagligvarebutikker og gå ture. Det gav et nyt blik på Tokyo. Jeg sad i de små lokale parker og så på livet der, hjemløse, mødre og børn, boldspil og arbejdere, som tog et hvil. Alt foregik selvfølgelig med maske og afstand. Til gengæld var håndsprit ikke normalt, heller ikke i butikker. 

​Livet i Tokyo lignede ellers meget sig selv. Da jeg kom fri af karantænen, kørte jeg med fyldte tog, var til møder i ministerier, spiste ude osv. Den store forskel var forsøgene på at holde lidt afstand, fx plastikpladerne mellem pladserne på spisestederne og midt på mødebordene, og så at mere foregik on-line. Det var praktisk – man kunne presse flere møder ind, deltage i flere seminarer osv., men til gengæld fik man ingen visitkort og heller ikke samme personlige møde.
​
På ét område var alt som det plejede. De offentlige bade, onsen og sento holdt åbent, man stod tæt og klædte om, sad i det varme vand. Den japanske regering havde vurderet, at bade er så vigtige for den generelle sundhed, at dem kunne man ikke lukke. Det var godt!
​

Menuen på hotelværelset bestod af øl og Marabou og underholdningen af en VM-match i rugby mellem Skotland og Japan. Alt imens rasede tyfonen Hagibis, den værste i seks årtier lige uden for vinduet
 
De fleste, der regelmæssigt rejser i Japan, har været ramt af en tyfon. Enten direkte eller indirekte. Som oftest det sidste, hvor voldsom regn eller nedfald af køreledninger betyder, at en jernbanestrækning sættes ud af drift.
 
I perioden maj til november er tyfoner et så hyppigt tilbagevendende fænomen, at japanerne ikke ulejliger sig med at navngive dem, som man gør mange andre steder i verden. Hver af dem får blot et nummer. Der registreres i gennemsnit 25 per år, men langt fra alle ender med at gå i land i Japan.
​

​Det gjorde nummer 19 imidlertid den 12. oktober 2019, dagen efter, at jeg var ankommet til Tokyo. Og det var ikke en hvilken som helst en af slagsen. Den blev senere betegnet som den værste tyfon siden 1958. Ikke mindst på grund af de voldsomme regnmængder, den bragte med sig.
 
Det kom ikke som nogen overraskelse for mig, at en tyfon var på vej mod Tokyo. Japanerne er gode til at annoncere dem på forhånd. Naiv, som jeg var, gik jeg dog ud fra, at hotellet ville sørge for forplejning, mens den stod på. Der tog jeg gruelig fejl.

Da jeg gik ned for at spise frokost, var restauranten lukket, og det forblev den indtil morgenmaden næste dag. Jeg havde derfor ikke andet valg end at trodse den hidsige regn og begive mig mod nærmeste døgnkiosk. Der var nogle stykker inden for gåafstand.
 
Det kunne jeg have sparet mig. Alle var lukket. Og godt det samme. For gennem vinduet kunne jeg se, at hylderne var tomme.
 
Våd, forkommen og med uforrettet sag vendte jeg tilbage til hotellet. Heldigvis havde jeg en stor plade chokolade at holde mig kørende på de næste tyve timer. Og der var øl i hotellets automat. Hele tiden havde jeg fjernsynet tændt i baggrunden for at følge tyfonens fremmarch i de mange vejrudsigter, der blev sendt. Hen på aftenen nåede den dér, hvor jeg befandt mig. 
​

​Det var skræmmende. Jeg boede højt oppe i bygningen og følte mig så udsat, som havde det været et dukkehus jeg sad i. Hotellet vendte ud til en smal gyde og på taget af huset overfor, som befandt sig lige ud for mit vindue, var der et højt spiger af støbejern. Det svajede voldsomt i vinden i min retning, og jeg kunne ikke lade være at tænke på, om det ville holde til trykket. Det gjorde det heldigvis.
 
For at adsprede mig, mens det stod på, valgte jeg at se TV. World Cup i rugby, som netop da foregik i Japan. Hovedkampen, som blev spillet uden for tyfonens rækkevidde, var mellem Japan og Skotland.
 
Når jeg i dag næsten tre år efter tænker tilbage på den aften, fornemmer jeg stadig den følelse af uvirkelighed og absurditet, der havde tag i mig, mens jeg indtog øl og chokolade til aftensmad og ​intenst fulgte en vigtig match i en sportsgren, hvor reglerne var mig ubegribelige. Alt imens en voldsom tyfon rasede lige uden for mit vindue.
 
Næste dag var nummer 19 draget videre, solen skinnede fra en skyfri himmel, og luften var frisk og klar. Tyfonens ødelæggelser var dog ikke til at tage fejl af. Massive oversvømmelser og jordskred. Blandt andet i byen Nagano, som jeg skulle have passeret på vej videre. Her stod 10 Shinkansen vognstammer med hver 12 vogne på baneterrænet halvt begravet i vand. Nok til, at al elektronik var ødelagt, og det hele senere måtte skrottes.
 
Køerne var lange på Tokyo Station den dag. Nye ruter skulle lægges og billetter laves om. Tålmodigheden var imidlertid stor blandt de ventende. Alle vidste de, at en ændret og måske forlænget rejserute var billigt sluppet med tanke på, alle de mennesker, som var blevet ramt af de ødelæggelser, der fulgte i kølvandet på Tyfon nummer 19.
​

Anbefalinger:

1. Opholder du dig et sted i Japan, hvor en tyfon passerer, så sørg for at blive inden døre. Tyfoner bevæger sig ikke så hurtigt, så du får nogle dages varsel. Udviklingen kan du følge på denne website.
2. Den dag, en tyfon forventes at ramme, må du være forberedt på, at alle butikker kan holde lukket, selv de allestedsnærværende convenience stores. Og selv om du bor på et hotel med restaurant, kan du langt fra være sikker på, at den vil være åben. Sørg derfor for at proviantere på forhånd, hvis du vil undgå et døgns faste.
3. Efter tyfonen skal du tjekke om din rejserute skal ændres, da jernbanestrækninger kan være sat ud af drift.

​