En RIGTIG japansk professor

Et besøg på et universitet i Kyoto førte nogle år senere til et studieophold samme sted. Det blev indledningen til et varmt, livslangt venskab med en bemærkelsesværdig japansk professor, som til trods for sin dystre opvækst havde et afklaret forhold til tilværelsen 
​
Jeg mødte ham på min anden rejse til Japan i 1989, på Otani universitetet i Kyoto. Han, Minoru Tada, var engelskprofessor, og vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne godt sammen. Da jeg kom hjem, skrev jeg til ham, om han kunne tænke sig at støtte min ansøgning til Japan Foundation om et ophold på Otani. Det ville han gerne.
 
Desværre fik jeg afslag to gange. Derfor skrev jeg til ham og spurgte, om jeg ikke blot skulle affinde mig med situationen. Han svarede, at jeg ikke skulle give op, og at han ville støtte mig, indtil jeg fik stipendiet! Et eksempel på japansk ganbaru! Ikke noget med "en gang til", men "indtil du får det!" Fint, men jeg troede nok ikke helt på det.

Så i juni 1992 ringede han og skrev efterfølgende: "Jeg har fået hovedtemplet Higashi Honganji til at oprette et legat, så du kan blive "visiting researcher" i seks måneder". Jeg blev fyr og flamme, fik det ordnet med mit gymnasium - og tog afsted til seks utrolige måneder i mit liv.

​Tada ved Kierkegaards grav 1999

​Jeg lærte Tada godt at kende. Han besøgte Danmark og var meget interesseret i Søren Kierkegaard. Så en aften på en restaurant begyndte han at fortælle om sit liv. Han blev født i 1931 og voksede op i en forstad til Hiroshima. Her befandt han sig, da atombomben faldt. Han er naturligvis mange gange blevet undersøgt for sygdom forårsaget af bomben, men er sluppet uden eftervirkninger. 

Hiroshima var ikke noget tilfældigt mål, men en flådebase, som amerikanerne ville destruere. Tadas far var søofficer under krigen og blev sat til at bestyre en krigsfangelejr i Indonesien, hvilket han ikke slap godt fra. I en lokal krigsforbryderproces blev han dømt til døden og henrettet. 

Tada besluttede efter gymnasiet at han ville forstå fjendens kultur og valgte at læse engelsk. Den aften på restauranten forklarede han mig, at Japan var nødt til at forstå USA og England bedre. Alligevel valgte de fleste af hans årgang på universitetet tekniske fag, fordi Japan ikke havde kunnet hamle op med Vestens teknologi. Selv havde han ingen skyldfølelse, anklagede ikke USA og begræd ikke faderens skæbne. Nu var han professor i engelsk, men havde først studeret ved engelske og amerikanske universiteter i en forholdsvis sen alder.

Tilbage til historien: Ved min ankomst forklarede han mig, at jeg skulle studere shin-buddhisme under en anden professor, men at han selv ville være min kulturelle vejleder. Desuden anbefalede han mig at besøge templer, helligdomme, museer og byer og ikke bruge al min tid på bøger og buddhisme. Det gjorde jeg gerne, men jeg fik også brug for mit engelsk, da en gruppe besøgende amerikanske studenter skulle have et kursus i japansk kultur. 

Jeg skulle fortælle dem om kristendom i Japan, og jeg blev introduceret som "en from (devout) kristen". Tada og jeg kendte hinanden godt på det tidspunkt, og han vidste udmærket, at nogen "from kristen" var jeg ikke. Men som han sagde: "Du er over 44 år gammel og så skal man i Japan vide - og ikke tvivle. Hellere from end tvivler, for så har du jo ikke nået afklaring med dit liv!" Og det ville han ikke udsætte mig for.
​
Utrolig hjælpsom var han konstant, og da min kone og 4-årige datter kom for at besøge mig, arrangerede han en rejse for os fra Kyoto til Kagoshima med ophold undervejs og togforbindelser skrevet omhyggeligt ned. Og da jeg et par år senere var guide for en gruppe gymnasielærere, udfærdigede han et flot program med foredrag, teater og udflugter til Nara, Hiroshima og Ise m.m. Ja, han står for mig som indbegrebet af japansk generøsitet og udstrakt venlighed.

​Frokost med Mr og Mrs Tada i 2017

​​Sidst jeg mødte ham og hans hustru i Kyoto var i 2017, hvor min kone og jeg endnu engang blev inviteret på en fornem frokost. Jeg har siden sendt hilsener til ham gennem andre japanske venner, og det sidste jeg har hørt er, at han ikke kommer ud i byen mere.
​

Esben Andreasen
​

• Fagansvarlig for japansk religion på lex.dk
• Tidligere visiting researcher ved Otani Universitet i Kyoto
• Tidligere gymnasielærer i engelsk og religion
• Har besøgt Japan mere end tyve gange
• Foredragsholder

Ovenstående blogindlæg er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis Dansk-Japansk Selskabs standpunkter.
​