​​Jeg blev første gang medlem af Foreign Correspondents' Club of Japan for 36 år siden. Klubbens ”workroom” har siden været mit kontor under mine ophold og rejser i Japan. Jeg ville aldrig have kunnet præstere det samme, hvis klubben ikke fandtes. 

Da jeg i 1989 etablerede mig som korrespondent, gik jeg blot ind ad døren, fandt en plads i workroom og gik i gang. Der var ingen andre udgifter til etablering af kontor end kontingent til klubben. Jeg er dybt taknemmelig over, at klubben eksisterer. Jeg har ikke en, men to gange i livets løb kunnet etablere mig som freelancer i Tokyo uden omkostninger.
​
Presseklubben gav mig i 80’erne og 90’erne ikke alene en uundværlig kontorplads, men også journalistisk input fra pressekonferencer, pressefrokoster, adgang til japanske medier – samt adkomst til et miljø af dygtige og erfarne korrespondenter, som jeg blev en del af, og som gav mig uvurderlig inspiration og en ambitiøs professionel målestok, jeg siden har bestræbt mig på at leve op til.

​I dag er der i klubbens ”main bar” færre fastansatte udsendte medarbejdere for store internationale nyhedsmedier. Medierne udsender af økonomiske og teknologiske årsager færre korrespondenter, og de, der gør, har i mange år valgt at placere deres Asien-korrespondenter andre steder.
 
Langt de fleste af os, der bedriver journalistik i klubben, er nu fastboende eller tilrejsende freelancere med flere arbejdsgivere. Mange af os kombinerer en relativt lav indkomst fra journalistikken med andet arbejde, i mit tilfælde primært som rejseleder i sæsonen.
​
De fleste stamkunder i bar og restaurant er ikke længere pressefolk, men såkaldte ”associate members”, japanske forretningsfolk, der godt kan lide den eksotisk-vestlige atmosfære. De medvirker til, at japansk for længst har overhalet engelsk som det almindelige sprog på adressen, og deres kontingenter og forbrug har formået at holde klubben i live økonomisk. Tak for det.

​Klubben blev født i 1945 som presseklub, tilknyttet den amerikanske besættelsesmagt i de første syv år efter krigen. I årtier havde den et velfortjent ry for at være en klub for hvide mænd, mens korrespondenter fra Asien mødtes og arbejdede andre steder. Dette mønster er ikke så markant længere. Der er i vore dage færre ”hvide mænd” blandt de journalistiske medlemmer.
​
Det er immervæk et sted, der udstråler historie. Fotografier på væggene, sære traditioner, gamle lydoptagelser på hjemmesiden. Man kan ikke besøge presseklubben uden at få følelsen af at være på en tidsrejse.

Klubben har utallige gange været ved at blive ædt op af økonomiske problemer og klubpolitiske stridigheder. Men på trods af opslidende kævl, omstridte flytninger rundt i Marunouchi-kvarteret, gamle venners og kollegers bortgang og barens ændrede karakter fra et brunt værtshus til en fashionabel café, så er klubben fortsat uundværlig for mig.

Det vigtigste er klubbens tradition for i modsætning til andre presseklubber i verden konsekvent at bruge adskillige af sine afmålte kvadratmeter på et moderne “workroom” og et veldrevet bibliotek. Den har skabt mulighed for, at journalistikkens daglejere har kunnet overleve økonomisk og have noget, der ligner et kontor. Dermed har den bidraget til større mangfoldighed i Japan-dækningen, end der ellers ville have været.
​
I dag gør klubbens bestyrelse og stab en stor og mere og mere professionel og velkoordineret indsats for at øge hyppigheden af væsentlige pressebegivenheder samt for at tiltrække yngre mediefolk og kommunikatører af alle nationaliteter og hudfarver – med en vis succes, så vidt jeg kan se. Det er betryggende for fremtiden – og det gør det sjovere at komme i klubben.

Der er mange myter om japanske universistetsstuderende. Blandt andet, at universitetstiden bliver set som en pause, inden arbejdslivet begynder, og at unge japanere ikke har holdninger. Men det er for unuanceret, mener Lauritz Korfix Schultz, der siden 2020 har undervist i dansk i Japan
​
Gennem mit arbejde som lektor i dansk på University of Osaka har jeg siden 2020 undervist hundredvis af unge japanere, der naturligvis er lige så forskellige, som danske unge er det. Selvom mine studerende ikke nødvendigvis repræsenterer hele Japans ungdom, passer de ikke helt på de fordomme, der ofte er om japanske studerende. 

​Der starter 20 nye danskstuderende på University of Osaka hvert år

​
Unge japanere lærer hurtigt gruppearbejde, selvom de ikke er vant til det
Det lyder tit, at japanske universitetsstuderende er dovne, så snart de er kommet ind på et prestigefyldt universitet, fordi de er sikret et godt job bare ved at vifte med eksamensbeviset fra det eftertragtede universitet (som University of Osaka i den grad er). Det er dog en sandhed med modifikationer. Mine studerende har alle gennemgået en krævende optagelsesprøve, hvor flid og disciplin er afgørende. At komme ind på University of Osaka er et eftertragtet nåleøje at slippe igennem. Denne flid og disciplin tager de fleste med sig i deres studier og deres hverdag. Det betyder dog heller ikke, at de ikke er i stand til at tilpasse sig den undervisning, som jeg er garant for, og som de fleste undervisere praktiserer i Danmark. Nemlig en mere åben dialog- og problembaseret undervisning. De unge japanere lærer således hurtigt at arbejde i grupper og deltage i projektarbejde, når de først forstår, hvad der forventes af dem.

Men selvom mine japanske studerende hurtigt tilpasser sig gruppearbejde, oplever jeg, at de har nogle udfordringer i større diskussioner i plenum, hvilket ofte skyldes kulturelle forskelle, og det kan man ikke fortænke dem i, for den japanske grundskole og gymnasium træner dem ikke i den slags. I Japan lægges der dertil stor vægt på at bevare harmonien i gruppen, og derfor kan det føles svært at udfordre lærerens holdninger eller diskutere åbent i store grupper, som vi kender det fra det danske uddannelsessystem. Det er ikke et udtryk for manglende interesse, men snarere en respekt for, at balancen i gruppen ikke må forstyrres. På trods af denne tilbageholdenhed er det tydeligt, at de studerende har stærke meninger og en dyb interesse for forskellige samfundsproblematikker.

​Japanske studerende er engagerede og kritiske i mindre grupper
Så selvom mine japanske studerende ofte holder sig tilbage i større diskussioner, er de langt fra tilbageholdende, når de føler sig trygge. Det er således en myte, at japanske unge ikke har meninger om dette og hint. Jeg har mange gange oplevet, at de studerende opsøger mig efter timerne for at dele tanker, de har gjort sig, men som de ikke har turdet udtrykke i plenum. Meninger drøftes også ofte i mindre grupper. De er for eksempel kritiske over for samfundsmæssige normer og love, som de mener burde ændres, som fx loven om, at man kun kan have et efternavn ved ægteskab, eller virksomheders krav om for lange arbejdsdage. De er også opmærksomme på skæv kønsbalance og de udfordringer, der stadig er med henblik på homoseksuelles rettigheder. Japan er nemlig fortsat på mange måder et grundkonservativt og meget lidt forandringsvilligt land, så forandringer kræver mange års modning og sker ikke så tjept som i Danmark.
​
Så lad der ikke være tvivl om, at rigtig mange japanske studerende har stærke værdier og ønsker at skabe forandringer i samfundet, de gør det bare ikke på samme åbne måde som danske unge gør det ved at melde sig ind i ungdomspartier. De unge japanere er langt mere progressive end mange af deres ældre medborgere, og deres evne til at reflektere over samfundets strukturer er bemærkelsesværdig og står i stor kontrast til det billede, der ofte tegnes af japanske studerende som robotter, der altid følger hinanden.

Inspireret af et mindeværdigt besøg i Japan i 2019 og en længsel efter forandring, gik jeg under den første coronasommer i gang med at lære japansk. Jeg havde længe været fascineret af japansk kultur, men tidligere kun set landet som en feriedestination. Med udsigten til masser af tid i karantæne var det et oplagt eventyr at kaste sig ud i.

Da min uddannelse igen åbnede for praktik i 2023, ansøgte jeg om en plads på Danmarks ambassade i Tokyo. Det førte til et halvt års ophold i handelsafdelingen fra samme efterår. Et ophold, der blev fuldkommen uforglemmeligt.

Efterhånden som hverdagen i Tokyo skred frem, voksede min længsel efter naturen. Derfor besluttede jeg mig til sammen med de andre praktikanter at bestige Fuji i august. Bjerget, som på japansk kaldes "Fujisan”, er med sine 3776 meter Japans højeste punkt. Jeg havde hørt om den betagende tur opad, og nu ville jeg opleve den selv.
​
Fuji kan bestiges ad flere ruter, der alle er inddelt i stationer, typisk fra den første til den tiende. Station fem er det sted på bjerget, hvor mange starter deres vandring, fordi det er let at komme til med bus eller bil, og fordi det er her, ”det sjove” begynder. Derudover har femte station butikker, toiletter og ofte en besøgsfacilitet, hvor man kan akklimatisere sig, inden opstigningen for alvor begynder. Så selvom man taler om ni stationer oven for bjergets fod, er femte station altså en slags “midtvejspunkt”, hvor de fleste starter og også vender tilbage for at afslutte turen.

​I starten minder stien mest om en skovsti. Luften er varm og fugtig, men gradvist bliver det køligere, og ruten skifter fra jordstier til mere barske, stenede områder. Undervejs mødte jeg japanere i alle aldre, og jeg blev overrasket over, hvor mange ældre der tog turen til trods for det krævende terræn.

Ved omkring 3000 meters højde blev det sværere at trække vejret, og samtalerne tyndede ud. Jeg overnattede i en simpel bjerghytte, hvor vi sov på måtter i et sovesalslignende rum. Efter en kort, men solid aftensmad faldt jeg hurtigt i søvn af ren og skær udmattelse. 
​
Næste morgen stod jeg tidligt op i knitrende kulde for at se solopgangen. Mange går helt til toppen for at se solen bryde horisonten, men jeg nød først roen ved hytten, inden jeg fortsatte min opstigning.

Om eftermiddagen nåede jeg omsider toppen. Selvom himlen var let overskyet, var udsigten stadig storslået. Jeg blev noget forundret, da jeg pludselig fik øje på en drikkevareautomat. Selv heroppe, på Japans højeste punkt, var bekvemmeligheden i fokus.
 
Efter at have hvilet et par timer for at nyde udsigten og samle kræfter, påbegyndte jeg nedstigningen. Her var vandrestaven ikke helt nok som støtte, da stien var et ensformigt zigzag, der belastede læggene betydeligt. Turen føltes næsten meditativ, indtil jeg igen nærmede mig mit udgangspunkt og nu slutpunkt, nemlig den femte station.
​
Jeg havde fået en oplevelse for livet, som jeg gerne ville videregive på en mere håndgribelig måde end blot at fortælle om den, og det var heldigvis muligt, for i kiosken kunne jeg købe en dåse med den forfriskende Fuji-luft. Den kan jeg nu dele med andre og dermed give dem en lille bid af oplevelsen.

​At deltage i et OL er en stor drøm for mange atleter og meget få forundt. Det er en kulmination på mange års hårdt arbejde, en pakke fyldt med sportslig forløsning og et møde med atleter fra forskellige sportsgrene fra hele verden. Det er et kæmpe stort set-up, der sprænger rammerne for, hvad man tidligere har oplevet. Et OL i Japan var samtidig en forhåbning om nye kulturelle oplevelser med alt, hvad Japan og det japanske folk har at byde på. Corona pandemien kunne i første omgang spænde ben for dette møde, men det skete heldigvis ikke. 
 
Japanernes engagement og disciplin samt et års tilvænning til Covid gjorde, at lang ventetid i lufthavnen ved ankomst, daglige Covid tests og udgangsforbud var blevet en rutine, som ikke ødelagde det gode humør. Fra Tokyo lufthavn kørte vi knap 300 km nord til Nihonmatsu i Fukushima Præfekturet, hvor vi skulle tilbringe to uger, inden konkurrencerne startede. Det havde været et stort fokuspunkt for vores daværende sportschef, at nu hvor vi ikke kunne tage ud og opleve lokalsamfundet, så måtte lokalsamfundet komme til os.  
 
Det kom til udtryk allerede ved ankomsten. Uden for det fine hus, vi skulle bo i, blev vi mødt af folk fra byen iført smukke kostumer og med store bannere. Vi blev introduceret til Japanske skikke, og især på madfronten var der en tilpasningsperiode, da vi normalt ikke spiser ris og fisk til morgenmad. Men hele holdet på det lille hostel var meget imødekommende og opmærksomme på vores behov, og hurtigt blev der indkøbt yoghurt og müesli. 
 
Sproget var også noget af en udfordring, så kommunikationen foregik primært gennem vores søde tolk/guide. På væggene blev engelsk– japansk oversatte ord hængt op, så vi selv kunne sige ”konnichiwa” (hej), ”arigato” (tak), ”oishikatta” (det smagte godt) og ”oyasuminasai” (god nat) til det søde personale omkring os. 
 
Ind imellem træningpassene blev der arrangeret aktiviteter, hvor der blandt andet kom en lokal skolelærerinde ud og underviste i kalligrafi. Derudover lærte vi at lave sushi og folde origami.

​Efter vores ophold i Nihonmatsu havde vi en uge i Tokyo, mens konkurrencerne fandt sted. Her fandt vi ind i en rytme, som vi i højere grad kender fra tidligere kajakkonkurrencer. Vi sluttede nummer 8 i finalen i kvindernes fire-kajak over 500 meter. 
 
Kajak-konkurrencerne ligger som noget af det sidste i OL-programmet, og i takt med at flere atleter blev færdige med deres konkurrencer, blev stemningen mere løssluppen, også i forhold til Covid restriktionerne. Vi kom ind at heppe på de danske håndboldherrer i deres finale og tog derefter til stor fest på den danske ambassade. Her var der Tulip pølsevogn, Mikkeller øl og vanvittig god stemning. På dansk jord gjaldt danske retningslinjer, og vi kunne nærmest symbolsk tage mundbindet af og sænke skuldrene til en løssluppen nat sammen med de danske atleter, samt staff og ambassadepersonale, der alle havde spillet en vigtig rolle for den danske lejr under legene!

Anbefalinger

• Snak med de lokale, de er enormt imødekommende og vil gerne vise dig deres hjemland 
• Rejs til mindre byer 
• Medbring en gave fra Danmark, hvis du skal bo hos en værtsfamilie

​Som kunsthistoriker med speciale i japansk kunst har jeg set utallige museer under mine rejser i Japan, men ét sted var så forunderligt og tankevækkende, at det stadig står som den bedste kunstoplevelse i mit liv. Det sted er Teshima bijutsukan, Teshima kunstmuseum.
 
Teshima er en lille ø i Setouchi, det japanske indlandshav, og som de fleste øer i det område er den meget kuperet med stejle og frodigt bevoksede bakker og et utal af ris terrasser skåret ind i skråningerne. Teshima er en af mange øer, der indgår i et omfattende kunstprojekt finansieret af Benesse Art Site Naoshima. 
 
Allerede tilbage i 1980erne begyndte rigmanden Fukutake Sōichirō at investere i samtidskunst på de små øer, som han selv kommer fra, og som under den økonomiske vækst fra 1960erne og frem var blevet til et affolket udkantsområde. Ved at invitere samtidskunstnere til at lave kunst i gamle ubeboede huse og nedlagte fabrikker blev det et revitaliseringsprojekt, der skulle skabe kulturel værdi i lokalområdet og tiltrække turister. 

​Jeg besøgte Teshima i sommeren 2011. Min familie og jeg havde boet i Tokyo siden januar og havde oplevet det store jordskælv og de mange bekymringer omkring tsunami og atomkatastrofe. At rejse til øerne i indlandshavet, hvor solen skinnede og havet glitrede, var i sig selv en vidunderlig forandring fra storbyen. 
 
Teshima kunstmuseum er skabt i et samarbejde mellem arkitekten Nishizawa Ryue og billedkunstneren Naitō Rei i 2010. Det første der slog mig ved Teshima kunstmuseum, var fortolkningen af ordet bijutsukan, kunstmuseum, som alle nok har en vis forestilling om hvad er: en regelret bygning med rum, hvor der hænger kunst. Men nej: her var ”museet” en stor, hvid amøbeagtig form, der som en vildfaren ufo så ud som om den lige var landet midt i rismarkerne på toppen af en bakke. Man kunne se ud over øens ene side og ud over havet til de hundrede andre små og store øer i indlandshavet.

​Når man nærmede sig den runde hvide form, som var omkring 40 meter i sin bredde og 4-5 meter høj på det højeste punkt, var det tydeligt at se, at der var to store huller i overfladen, og at formen var som en tyk skal af beton. Et sted var der en åbning, man kunne gå ind ad, og hvor man skulle stille sine sko. Indenfor var det ét stort rundt rum. Der var ingen vægge eller søjler, og ingen konventionelle malerier eller skulpturer. Kun to store huller op til himlen, hvor lys og en mild brise kunne komme ind. Og blade og insekter og andre af naturens elementer.
​

Gulvet var også af beton belagt med et tyndt lag silikone og let skrånende i forskellige retninger. Det var køligt at gå med bare tæer. Og så det mest forunderlige: små vanddråber piblede op af bittesmå huller i gulvet, og på grund af silikonens overfladespænding blev de til dråber, der langsomt løb hen ad gulvet og mødte hinanden og smeltede sammen til større dråber. Når dråberne bevægede sig hen til et lille næsten usynligt hul, løb vandet ned i hullet og skabte en næsten uhørlig rislende lyd. 
 
Der var andre besøgende, så vi var ikke alene i rummet, men alle var så stille og ærbødige, at man kunne høre den lille klukken af vanddråber, der forsvandt i et hul, mens nye dråber opstod andre steder på gulvet. Det hele var så enkelt og poetisk. Jeg følte både naturen og himmelrummet, som kunne ses gennem kuplens åbninger, og samtidig var dråberne og deres form og lyd så intenst nærværende, at jeg i en kort stund følte mig forbundet med hele universet.
​

Anbefalinger:

• Der er mange danske turister, der tager vejen forbi Setouchi og de mange kunstøer på deres rejse i Japan. Der er andre kunstværker på Teshima, og sammen med værker på øerne Naoshima og Inujima indgår de i Benesse Art Site Naoshima.

         Hjemmeside: https://benesse-artsite.jp/en/

• At se på kunst i Setouchi er en langsom og nærværende måde at opleve kunst på, fordi der kun går få færger ud til øerne i løbet af en dag, og man skal tage sig god tid. Der er overnatningsmuligheder på flere af øerne, men bestil i god tid.

 

• Benesse Art Site Naoshima indgår sammen med andre øer med kunst i Setouchi Art Festival, der finder sted hvert tredje år. Næste gang er 2025, og der er kunstprojekter, performance, koncerter og andre arrangementer fordelt over forår, sommer og efterår, i alt 107 dage.

         Hjemmeside: https://setouchi-artfest.jp/en/
​

Ovenstående blogindlæg er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis Dansk-Japansk Selskabs standpunkter.
​

​Katsuura er en relativt lille kystby med omkring 16.000 indbyggere. Alligevel er her gymnasium, folkeskole, hoteller, restauranter samt surfing. Og selvom populationen generelt er aldrende, så skal man huske at kigge sig for, når man krydser vejen, for ikke at blive kørt ned af de unge studerende på deres scootere. Med udsigt over denne fredelige by ligger nemlig det Internationale Budo Universitet, hvor statuen af den Grundtvig-inspirerede grundlægger, Dr. Shigeyoshi Matsumae, der selv dyrkede judo, står med sin stok og skuer varmt ud imod horisonten.

​
​Det er på dette private sportsuniversitet, at jeg nu befinder mig. Japansk sprog, Budo og Kendo. Det har mit skema i lidt over fire måneder været fyldt med. Japansk giver sig selv, og måske ved man, at Budo er begrebet, som omfatter japansk kampsport og filosofien bag. Men Kendo er det de færreste danskere, som kender.

For mit vedkommende startede det for lidt over fire år siden med en video på nettet: Mørke krigere, der skrigende kastede sig over hinanden i jagten på det perfekte point. Det startede som hobby, så kom jeg på landsholdet, og nu er jeg så her og træner tre timer om dagen i jagten på samme. 

Det er ikke nemt at være udlænding i den stærkt opdelte Kendojo. Inden morgentræningen starter, møder førsteårseleverne op for at gøre klar. Der bliver sørget for våde klude, så man ikke glider rundt på det store trægulv, fejet og åbnet vinduer. Instruktørens rustning bliver klargjort, og der hentes is i tilfælde af skader. Desuden foregår der sikkert meget andet, som jeg endnu ikke har lagt mærke til.
​ 
Som en del af universitetets Budo specialiseringsprogram, bliver jeg dog ikke set som egentlig studerende på universitetet, så når jeg selv ankommer ca. 15 minutter før start, sidder de andre ofte i hjørnet og enten halvsover eller snakker. Og når så en fjerdeårselev møder ind, vågner alle straks op til dåd for at sige god morgen!

​Det svære i at være udlænding kommer nok mest fra opmærksomheden. Når man træner sammen hver dag (og ovenikøbet ikke forstår sproget supergodt) kan man nemt komme til at lave fejl. At fejle er godt, men uheldigvis har den slags det med at gøre en uattraktiv som træningspartner. Selvom fokus i Kendo er på ens egen teknik og kamp, så foregår al træningen med en eller flere partnere. Med lidt over 80 mennesker i dojoen er der dog plads til at lave fejl, og det er endeligt lykkedes mig at finde nogen af træne med, som ikke er de få andre udlændinge. 

Ens teknik og kampfærdigheder betyder meget for, hvordan de ser dig i klubben, men også om du har kampvilje og er i stand til at lære. Hårdt arbejde ud over normalen giver respekt, og hvis du viser, at du virkelig er seriøs med din sport, så bløder de op og giver den gas, når de træner med dig.
​ 
 Ud over de andres smådrillerier og til tider grænsende til barnlig opførsel, kan jeg ikke lade være med at elske det, når det hele går op i en højere enhed.

Det sker for eksempel, når vi alle, trætte efter at have tilbragt hele morgenen undervejs til Tokyo, hujer og hepper på universitetsholdet i en turnering. Når vi presser hinanden til det yderste under træningen, eller når vi i FamilyMart møder de andre fra klubben, og der bliver sagt ”godt kæmpet”. Så føler jeg virkelig, at jeg er en del af universitetets Kendo-fællesskab.
​
Mit år har indtil videre været fyldt med oplevelser, både gode og dårlige. Men en ting er sikkert, og det er, at jeg har gjort mig en masse nyttige erfaringer, som jeg kan putte i rygsækken og tage med mig videre i livet. Når jeg altså kommer så langt. Indtil videre, vil jeg fortsat rette mit fokus mod det japanske sprog, Budo og de adrenalininducerende kampe som dansker blandt mørke riddere i Japan.
​

Om hvordan modet til at søge væk fra den slagne turistvej i Japan bliver belønnet med nogle enestående oplevelser. Japanerne er venlige og imødekommende, og det er trygt at rejse på egen hånd – selv som enlig kvinde
​
Japan er de seneste år blevet et meget populært rejsemål for hele verden, især efter Covid.  Men populær i en sådan grad, at mange af de klassiske udflugtsmål er ved at bukke under for presset fra de mange besøgende. Det gælder især Tokyo, Kyoto, Hakone og Osaka. Steder, som forståeligt nok skal besøges, hvis man planlægger kun at besøge Japan én gang. Jeg vil imidlertid på baggrund af egne erfaringer opfordre til at besøge det lidt mere ukendte Japan.
​
Det seneste år har jeg besøgt Tōhoku-regionen to gange og dér besøgt to steder, som kan anbefales, hvis man vil se et par nye hjørner af Japan. 
 
Lidt uden for Hiraizumi i Iwate-præfekturet ligger Takkoku no Iwaya-templet med en lidt anderledes hovedbygning bygget ind i en klippe og et relief af et buddha-hoved skåret ind i klippevæggen. Der er også en lille japansk have med en dam og den allestedsnærværende røde buede bro. En dejlig oplevelse, som jeg tror kun de lokale kender til. Hvis du ikke er i bil, er eneste mulighed at leje en cykel ved Hiraizumi station eller tage en taxi. Der er ingen busser.

Det var bare to af mange forslag til nye spændende steder at besøge i Japan.

Jeg var første gang i Japan i foråret 2013 på en grupperejse. Siden har jeg været i landet i alt 15 gange inkl. en måned på sprogskole i Tokyo. Som regel alene, men på nogle af turene har jeg også rejst med en veninde.

Jeg har på mine Japan-rejser bevidst søgt alternativer til de klassiske rejsemål i Japan, selvom jeg selvfølgelig også gerne vil besøge fx Tokyo. Japan er et dejligt rejseland, og jeg føler mig altid tryg, når jeg som kvinde rejser rundt alene. Når du kommer ud i landet væk fra storbyerne, bliver det også nemmere at falde i snak med japanerne. Jeg bliver ofte mødt af en stille undren over, hvad jeg dog laver her. For ofte havner jeg steder - museer, helligdomme, udsigtspunkter og meget andet - hvor der kun er japanske turister. Og så synes de vist også, at det er meget mærkeligt, at jeg rejser rundt alene.
 
Men hvis du gerne vil væk fra hovedstrømmen af turister og finde den uspolerede japanske stemning, så bliver det lidt mere besværligt at være turist i Japan, især hvis du som undertegnede ikke har kørekort og er afhængig af offentlig transport. 

Busselskaber mm. har måske kun publiceret deres køreplaner på japansk. Og det er så i øvrigt heller ikke sikkert, at bussen går en gang i timen, men måske kun 3 gange i løbet af dagen – og ikke alle dage. Det samme gælder det lokale tog. Det gør det vanskeligt at planlægge ture, især hvis du kun har et mindre antal dage til rådighed i Japan.

Lokalt er man heller ikke altid så god til at markedsføre sig selv, så du bliver måske ikke opmærksom på nye spændende steder. Lokale turistbureauers hjemmesider og seværdigheder er ofte kun på japansk, selvom jeg synes de er blevet meget bedre til engelsk i de år, jeg har rejst i Japan. Mange byer og regioner er aktive på Instagram, men de er ikke altid rettet mod et internationalt publikum.
​ 
Disse vanskeligheder bør dog ikke afholde en fra at prøve at besøge Japans mange forskellige regioner. Det kan lade sig gøre - og det er umagen værd. Men det kræver planlægning, tålmodighed og nok også en del brug af Google Translate etc. til oversættelse (medmindre du er god til japansk, for så er det hele jo meget lettere).
​

​Forslag til nye steder at se i Japan

• Er du interesseret i en vandreferie i Japan, så prøv fx at kigge på National Parks of Japan der har mange gode forslag, eller prøv at gå en del af den 1000 km lange Michinoku-vandrerute langs kysten i Tōhoku-regionen.
• Shokyoto er en samling af 38 byer på tværs af Japan som har fået betegnelsen "Lille Kyoto" Prøv at besøge nogle af dem fx Matsue eller Aki.
• Mange lokale busselskaber, taxifirmaer mm. i Japan arrangerer spændende ture. Fx en taxatur med eller uden guide i Iya-dalen på Shikoku eller en bustur til Shakotan-halvøen på Hokkaido. 
• Japan Guide har jeg brugt på alle mine Japan-rejser. De har ikke alt med, men der er gode introer til de forskellige regioner, inkl. de lokale transportmuligheder (fx de forskellige busselskaber), som du kan arbejde videre med

​

​Ovenstående blogindlæg er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis Dansk-Japansk Selskabs standpunkter.

Det var umuligt at afkode ansigtsudtrykket på den maskeklædte mand fra firmaets HR-afdeling, men hans pande perlede af sved. Han er måske lige så nervøs som jeg? Mødelokalet var trangt og stemningen anspændt. Den grønne te, der på formfuldendt vis blev serveret af en høflig kvinde iklædt nystrøget og ulasteligt businessdress, havde dog trods alt en beroligende virkning på mig. Yakobu-san de irasshaimasuka? Bare de nu ansætter mig. For måske tyvende gang aflirede jeg min japanske “jikoshoukai” (selvintroduktion).

Mit tredje besøg i Tokyo på ca. lige så mange måneder. Opsparingen lakkede mod enden, og ditto gjorde min kones tålmodighed med mit selvrealiseringsprojekt. Firmaet var denne gang af medium størrelse. Jeg var gået gennem et professionelt HR-bureau, og ingen havde virket bekymret over, at jeg var udlænding og måske ville flygte fra Japan, hvis en ny tsunami skulle vise sig igen at skabe atomart kaos. Året var 2013.

Det endte med, at jeg fik jobbet som “Senior Technical Researcher” i UBIC, en japansk softwarevirksomhed, der udviklede sin egen eDiscovery-platform fra hovedkvarteret i Shinagawa. Det blev begyndelsen på et fantastisk eventyr.
​
Efter at have kæmpet på Københavns Universitet med at lære godt 2000 skrifttegn i senhalvfemserne og forsøgt at holde sprogkundskaberne ved lige ved at oversætte manga til dansk gennem 0’erne, var jeg begyndt at blive frustreret over ikke at kunne bruge mit japanske på mit “day job” i Danmark.

​Den lækre expat-pakke med udstationering i Japan var desværre utilgængelig, og således havnede jeg på en lokal, japansk kontrakt med en beskeden løn, lange arbejdstider og nærmest ingen ferie. Det var imidlertid præcis, hvad jeg havde drømt om: en autentisk oplevelse.
​

​Jeg havde ca. 40 japanske kolleger i teknologiafdelingen, og stort set ingen kunne et ord engelsk. De første seks måneder boede jeg alene i Tokyo. Sent hver aften stavrede jeg med japanske gloser på hjernen omtumlet hjem til min lejlighed, hvis husleje opslugte størsteparten af min løn. Mine kolleger var forundrede over, at jeg ikke bosatte mig lidt billigere og længere væk fra kontoret. Men jeg havde ikke mod på at pendle hjem efter R&D-møder, der lå skemalagt i kalenderen fra kl. 21-22 og ofte trak ud til kl. 23, når vi rigtigt brainstormede.
​
Da mine børn og min kone 6 måneder senere kom til Japan og blev der et års tid, overraskede jeg igen mine kolleger ved at insistere på at møde min 3-årige søn i den daglige frokostpause ved broen nær T. Y. Harbor i Shinagawa, tæt på firmaet. Min datter gik i international skole, så hende så jeg stort set kun i weekenderne.

​Alle var imidlertid enormt søde og tog mig til sig, som var jeg japaner. Jeg fik tilmed lov til at messe firmaets “rinen”, mission og vision på japansk, foran direktørens kontor og alle de andre ansatte. En angstprovokerende, men mindeværdig oplevelse. Jeg blev udrustet med et “hanko”, navnesegl, med katakana-tegnene ya-ko-bu, og blev medlem af løbeklubben, som jævnligt arrangerede løbeture rundt om kejserpaladset i Chiyoda.

Selvom jeg satte en ære i at følge de kulturelle normer så vidt muligt, opstod der dog hen mod slutningen af vores ophold en enkelt konflikt med min chef oven på en forretningsrejse til Legal Tech i New York. Grundet en helt usædvanlig snestorm kunne vores fly ikke lande i Tokyo, så i stedet fløj vi til Osaka, hvor vi ankom så sent, at Shinkansen ikke længere var i drift. Derfor kom vi dødtrætte hjem til Shinagawa et helt døgn forsinket. Heldigvis var den pågældende dag en helligdag, og jeg lå på sofaen, da chefen ringer og ønsker min tilstedeværelse på kontoret grundet et vigtigt møde.

​En kulturel konflikt, der var medvirkende til, at jeg sagde min stilling op. (Vi havde dog allerede besluttet at rejse hjem til Danmark, da min datter skulle begynde i folkeskolen). Heldigvis endte konflikten lykkeligt, idet min chef ændrede min kontrakt og gav mig lov til at arbejde fra Danmark som konsulent yderligere et par år.

​Mine mange oplevelser i Japan har inspireret mig til at skrive en hel trilogi om Tokyo og dens mange menneskeskæbner. Første bind af denne hyldest og kærlighedserklæring til verdens største by udkom omsider den 15. juni under navnet “Ringe i vandet” på forlaget Sweetheart Ink.

Anbefalinger:

• Gå efter dine drømme
• Giv aldrig op

​Ovenstående blogindlæg er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis Dansk-Japansk Selskabs standpunkter.

Et besøg på et universitet i Kyoto førte nogle år senere til et studieophold samme sted. Det blev indledningen til et varmt, livslangt venskab med en bemærkelsesværdig japansk professor, som til trods for sin dystre opvækst havde et afklaret forhold til tilværelsen 
​
Jeg mødte ham på min anden rejse til Japan i 1989, på Otani universitetet i Kyoto. Han, Minoru Tada, var engelskprofessor, og vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne godt sammen. Da jeg kom hjem, skrev jeg til ham, om han kunne tænke sig at støtte min ansøgning til Japan Foundation om et ophold på Otani. Det ville han gerne.
 
Desværre fik jeg afslag to gange. Derfor skrev jeg til ham og spurgte, om jeg ikke blot skulle affinde mig med situationen. Han svarede, at jeg ikke skulle give op, og at han ville støtte mig, indtil jeg fik stipendiet! Et eksempel på japansk ganbaru! Ikke noget med "en gang til", men "indtil du får det!" Fint, men jeg troede nok ikke helt på det.

Så i juni 1992 ringede han og skrev efterfølgende: "Jeg har fået hovedtemplet Higashi Honganji til at oprette et legat, så du kan blive "visiting researcher" i seks måneder". Jeg blev fyr og flamme, fik det ordnet med mit gymnasium - og tog afsted til seks utrolige måneder i mit liv.

​Tada ved Kierkegaards grav 1999

​Jeg lærte Tada godt at kende. Han besøgte Danmark og var meget interesseret i Søren Kierkegaard. Så en aften på en restaurant begyndte han at fortælle om sit liv. Han blev født i 1931 og voksede op i en forstad til Hiroshima. Her befandt han sig, da atombomben faldt. Han er naturligvis mange gange blevet undersøgt for sygdom forårsaget af bomben, men er sluppet uden eftervirkninger. 

Hiroshima var ikke noget tilfældigt mål, men en flådebase, som amerikanerne ville destruere. Tadas far var søofficer under krigen og blev sat til at bestyre en krigsfangelejr i Indonesien, hvilket han ikke slap godt fra. I en lokal krigsforbryderproces blev han dømt til døden og henrettet. 

Tada besluttede efter gymnasiet at han ville forstå fjendens kultur og valgte at læse engelsk. Den aften på restauranten forklarede han mig, at Japan var nødt til at forstå USA og England bedre. Alligevel valgte de fleste af hans årgang på universitetet tekniske fag, fordi Japan ikke havde kunnet hamle op med Vestens teknologi. Selv havde han ingen skyldfølelse, anklagede ikke USA og begræd ikke faderens skæbne. Nu var han professor i engelsk, men havde først studeret ved engelske og amerikanske universiteter i en forholdsvis sen alder.

Tilbage til historien: Ved min ankomst forklarede han mig, at jeg skulle studere shin-buddhisme under en anden professor, men at han selv ville være min kulturelle vejleder. Desuden anbefalede han mig at besøge templer, helligdomme, museer og byer og ikke bruge al min tid på bøger og buddhisme. Det gjorde jeg gerne, men jeg fik også brug for mit engelsk, da en gruppe besøgende amerikanske studenter skulle have et kursus i japansk kultur. 

Jeg skulle fortælle dem om kristendom i Japan, og jeg blev introduceret som "en from (devout) kristen". Tada og jeg kendte hinanden godt på det tidspunkt, og han vidste udmærket, at nogen "from kristen" var jeg ikke. Men som han sagde: "Du er over 44 år gammel og så skal man i Japan vide - og ikke tvivle. Hellere from end tvivler, for så har du jo ikke nået afklaring med dit liv!" Og det ville han ikke udsætte mig for.
​
Utrolig hjælpsom var han konstant, og da min kone og 4-årige datter kom for at besøge mig, arrangerede han en rejse for os fra Kyoto til Kagoshima med ophold undervejs og togforbindelser skrevet omhyggeligt ned. Og da jeg et par år senere var guide for en gruppe gymnasielærere, udfærdigede han et flot program med foredrag, teater og udflugter til Nara, Hiroshima og Ise m.m. Ja, han står for mig som indbegrebet af japansk generøsitet og udstrakt venlighed.

​Frokost med Mr og Mrs Tada i 2017

​​Sidst jeg mødte ham og hans hustru i Kyoto var i 2017, hvor min kone og jeg endnu engang blev inviteret på en fornem frokost. Jeg har siden sendt hilsener til ham gennem andre japanske venner, og det sidste jeg har hørt er, at han ikke kommer ud i byen mere.
​

Ovenstående blogindlæg er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis Dansk-Japansk Selskabs standpunkter.
​

​Egentlig ville jeg slet ikke have været med på turen til Hiroshima. At jeg alligevel tog med, gav mig en af mit livs stærkeste oplevelser.
 
Vi var på vores første rejse til Japan. Den perfekte ”suppe, steg og is” tur. Rejsebureauet gennemfører den fortsat flere gange årligt, og jeg anbefaler den til alle, som skal af sted for første gang. Tokyo, Kyoto og Hiroshima er for altid de tre perfekte retter, som jeg ser frem til, ligesom jeg gør til store familiefester.
 
Men netop at besøge gerningsstedet for et af de grimmeste og største krigsanslag med civilbefolkningen som primær målgruppe havde jeg svært ved at rumme.
 
På dagen kom vi først til selve det punkt, hvorover atombomben sprang. Derefter gik vi forbi Atomic Bomb Dome, der er det eneste egentlige krigsmindesmærke, da selve bygningens skelet endnu står tilbage fra 6. august 1945.
 
På grupperejsen nåede vi hurtigt frem til Fredsmonumentet. På dagen kom skoleklasse efter skoleklasse. Hver klasse holdt en kort tale, sang en fællessang, og klassens mange flettede traner blev afleveret og gemt i udstillingsmontrerne. 
 
Det var særdeles bevægende at overvære det entydige fredsbudskab fra de rigtig mange skolebørn.
​

​Fredssymbol og fredsmonument
Pigen, Sadako Sasaki gjorde papirtranen til et verdenskendt symbol på fred. Hun boede i Hiroshima med sin familie og var kun to år, da atombomben faldt over byen. Umiddelbart kom hun ikke noget til, men på grund af bestrålingen udviklede hun leukæmi i tolvårsalderen.
 
Det gik hurtigt ned ad bakke med hende, men en god veninde fortalte hende, at hvis hun foldede 1.000 origamitraner, kunne hun få opfyldt ønsket om at blive rask. Til trods for sin tilstand gik hun straks i gang med at folde. Andre omkring hende hjalp til, men selv om det ved en fælles indsats lykkedes at folde de mange traner, viste anstrengelserne sig at være forgæves. Sadako gik bort i oktober 1955.
 
Efter hendes død begyndte hendes klassekammerater at samle ind til et monument for hende og de andre børn, som blev atombombens ofre. Bidragene strømmede ind både fra Japan og fra udlandet, og allerede i 1958 var der penge nok.
 
Børnenes fredsmonument, som det kaldes, står i Fredsparken i Hiroshima. Øverst ses Sadako Sasaki, bærende på en origamitrane. Monumentet er omgivet af en række udstillingsmontrer, som er fyldt med de origamitraner, som til stadighed bliver indsendt fra hele verden. Først og fremmest den 6. august på årsdagen for atombomben over Hiroshima.*

​Fredshandlingen
Rejsegruppen gik videre gennem Fredsparken til Fredsmuseet. Jeg fik at vide, hvor vi skulle spise frokost, for jeg kunne ikke flytte mig. I mere end en time var jeg bare sammen med skoleklasserne, deres fredsritual og mine egne følelser.
 
Jeg bemærkede, at børnene efterfølgende typisk valgte en anden vandrerute end mit rejseselskab, så da det var tid til at komme videre, gik jeg diskret efter en klasse. Vi endte ved Fredsklokken, hvor jeg fulgte børnenes eksempel og gav den et slag for fred i hele verden.

​Siden da har jeg altid besøgt Fredsklokken, når jeg var i Hiroshima, og det burde alle rejseselskaber gøre efter min mening. 
 
Min hustru var fulgt med gruppen til Fredsmuseet og den tilhørende salgsbutik. Her købte hun uden min viden en bog om Sadako Sasaki. Den er jeg meget glad for.
 
Og hvad tranerne angår. Ak ja. Jeg har selv forsøgt endda med det rette kvadrerede papir. De bliver ikke pæne. Men jeg tager det ikke symbolsk. Jeg drømmer stadig om verdensfred.
 
Anbefalinger:

• Giv dig god tid ved Børnenes Fredsmonument.
• Husk Fredsklokken og giv den dit slag for fred i verden.

 
 *Teksten i kursiv er kopieret direkte fra www.japan-tips.dk med forfatterens tilladelse.