​Som kunsthistoriker med speciale i japansk kunst har jeg set utallige museer under mine rejser i Japan, men ét sted var så forunderligt og tankevækkende, at det stadig står som den bedste kunstoplevelse i mit liv. Det sted er Teshima bijutsukan, Teshima kunstmuseum.
 
Teshima er en lille ø i Setouchi, det japanske indlandshav, og som de fleste øer i det område er den meget kuperet med stejle og frodigt bevoksede bakker og et utal af ris terrasser skåret ind i skråningerne. Teshima er en af mange øer, der indgår i et omfattende kunstprojekt finansieret af Benesse Art Site Naoshima. 
 
Allerede tilbage i 1980erne begyndte rigmanden Fukutake Sōichirō at investere i samtidskunst på de små øer, som han selv kommer fra, og som under den økonomiske vækst fra 1960erne og frem var blevet til et affolket udkantsområde. Ved at invitere samtidskunstnere til at lave kunst i gamle ubeboede huse og nedlagte fabrikker blev det et revitaliseringsprojekt, der skulle skabe kulturel værdi i lokalområdet og tiltrække turister. 

​Jeg besøgte Teshima i sommeren 2011. Min familie og jeg havde boet i Tokyo siden januar og havde oplevet det store jordskælv og de mange bekymringer omkring tsunami og atomkatastrofe. At rejse til øerne i indlandshavet, hvor solen skinnede og havet glitrede, var i sig selv en vidunderlig forandring fra storbyen. 
 
Teshima kunstmuseum er skabt i et samarbejde mellem arkitekten Nishizawa Ryue og billedkunstneren Naitō Rei i 2010. Det første der slog mig ved Teshima kunstmuseum, var fortolkningen af ordet bijutsukan, kunstmuseum, som alle nok har en vis forestilling om hvad er: en regelret bygning med rum, hvor der hænger kunst. Men nej: her var ”museet” en stor, hvid amøbeagtig form, der som en vildfaren ufo så ud som om den lige var landet midt i rismarkerne på toppen af en bakke. Man kunne se ud over øens ene side og ud over havet til de hundrede andre små og store øer i indlandshavet.

​Når man nærmede sig den runde hvide form, som var omkring 40 meter i sin bredde og 4-5 meter høj på det højeste punkt, var det tydeligt at se, at der var to store huller i overfladen, og at formen var som en tyk skal af beton. Et sted var der en åbning, man kunne gå ind ad, og hvor man skulle stille sine sko. Indenfor var det ét stort rundt rum. Der var ingen vægge eller søjler, og ingen konventionelle malerier eller skulpturer. Kun to store huller op til himlen, hvor lys og en mild brise kunne komme ind. Og blade og insekter og andre af naturens elementer.
​

Gulvet var også af beton belagt med et tyndt lag silikone og let skrånende i forskellige retninger. Det var køligt at gå med bare tæer. Og så det mest forunderlige: små vanddråber piblede op af bittesmå huller i gulvet, og på grund af silikonens overfladespænding blev de til dråber, der langsomt løb hen ad gulvet og mødte hinanden og smeltede sammen til større dråber. Når dråberne bevægede sig hen til et lille næsten usynligt hul, løb vandet ned i hullet og skabte en næsten uhørlig rislende lyd. 
 
Der var andre besøgende, så vi var ikke alene i rummet, men alle var så stille og ærbødige, at man kunne høre den lille klukken af vanddråber, der forsvandt i et hul, mens nye dråber opstod andre steder på gulvet. Det hele var så enkelt og poetisk. Jeg følte både naturen og himmelrummet, som kunne ses gennem kuplens åbninger, og samtidig var dråberne og deres form og lyd så intenst nærværende, at jeg i en kort stund følte mig forbundet med hele universet.
​

Anbefalinger:

• Der er mange danske turister, der tager vejen forbi Setouchi og de mange kunstøer på deres rejse i Japan. Der er andre kunstværker på Teshima, og sammen med værker på øerne Naoshima og Inujima indgår de i Benesse Art Site Naoshima.

         Hjemmeside: https://benesse-artsite.jp/en/

• At se på kunst i Setouchi er en langsom og nærværende måde at opleve kunst på, fordi der kun går få færger ud til øerne i løbet af en dag, og man skal tage sig god tid. Der er overnatningsmuligheder på flere af øerne, men bestil i god tid.

 

• Benesse Art Site Naoshima indgår sammen med andre øer med kunst i Setouchi Art Festival, der finder sted hvert tredje år. Næste gang er 2025, og der er kunstprojekter, performance, koncerter og andre arrangementer fordelt over forår, sommer og efterår, i alt 107 dage.

         Hjemmeside: https://setouchi-artfest.jp/en/
​

Ovenstående blogindlæg er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis Dansk-Japansk Selskabs standpunkter.
​

​Katsuura er en relativt lille kystby med omkring 16.000 indbyggere. Alligevel er her gymnasium, folkeskole, hoteller, restauranter samt surfing. Og selvom populationen generelt er aldrende, så skal man huske at kigge sig for, når man krydser vejen, for ikke at blive kørt ned af de unge studerende på deres scootere. Med udsigt over denne fredelige by ligger nemlig det Internationale Budo Universitet, hvor statuen af den Grundtvig-inspirerede grundlægger, Dr. Shigeyoshi Matsumae, der selv dyrkede judo, står med sin stok og skuer varmt ud imod horisonten.

​
​Det er på dette private sportsuniversitet, at jeg nu befinder mig. Japansk sprog, Budo og Kendo. Det har mit skema i lidt over fire måneder været fyldt med. Japansk giver sig selv, og måske ved man, at Budo er begrebet, som omfatter japansk kampsport og filosofien bag. Men Kendo er det de færreste danskere, som kender.

For mit vedkommende startede det for lidt over fire år siden med en video på nettet: Mørke krigere, der skrigende kastede sig over hinanden i jagten på det perfekte point. Det startede som hobby, så kom jeg på landsholdet, og nu er jeg så her og træner tre timer om dagen i jagten på samme. 

Det er ikke nemt at være udlænding i den stærkt opdelte Kendojo. Inden morgentræningen starter, møder førsteårseleverne op for at gøre klar. Der bliver sørget for våde klude, så man ikke glider rundt på det store trægulv, fejet og åbnet vinduer. Instruktørens rustning bliver klargjort, og der hentes is i tilfælde af skader. Desuden foregår der sikkert meget andet, som jeg endnu ikke har lagt mærke til.
​ 
Som en del af universitetets Budo specialiseringsprogram, bliver jeg dog ikke set som egentlig studerende på universitetet, så når jeg selv ankommer ca. 15 minutter før start, sidder de andre ofte i hjørnet og enten halvsover eller snakker. Og når så en fjerdeårselev møder ind, vågner alle straks op til dåd for at sige god morgen!

​Det svære i at være udlænding kommer nok mest fra opmærksomheden. Når man træner sammen hver dag (og ovenikøbet ikke forstår sproget supergodt) kan man nemt komme til at lave fejl. At fejle er godt, men uheldigvis har den slags det med at gøre en uattraktiv som træningspartner. Selvom fokus i Kendo er på ens egen teknik og kamp, så foregår al træningen med en eller flere partnere. Med lidt over 80 mennesker i dojoen er der dog plads til at lave fejl, og det er endeligt lykkedes mig at finde nogen af træne med, som ikke er de få andre udlændinge. 

Ens teknik og kampfærdigheder betyder meget for, hvordan de ser dig i klubben, men også om du har kampvilje og er i stand til at lære. Hårdt arbejde ud over normalen giver respekt, og hvis du viser, at du virkelig er seriøs med din sport, så bløder de op og giver den gas, når de træner med dig.
​ 
 Ud over de andres smådrillerier og til tider grænsende til barnlig opførsel, kan jeg ikke lade være med at elske det, når det hele går op i en højere enhed.

Det sker for eksempel, når vi alle, trætte efter at have tilbragt hele morgenen undervejs til Tokyo, hujer og hepper på universitetsholdet i en turnering. Når vi presser hinanden til det yderste under træningen, eller når vi i FamilyMart møder de andre fra klubben, og der bliver sagt ”godt kæmpet”. Så føler jeg virkelig, at jeg er en del af universitetets Kendo-fællesskab.
​
Mit år har indtil videre været fyldt med oplevelser, både gode og dårlige. Men en ting er sikkert, og det er, at jeg har gjort mig en masse nyttige erfaringer, som jeg kan putte i rygsækken og tage med mig videre i livet. Når jeg altså kommer så langt. Indtil videre, vil jeg fortsat rette mit fokus mod det japanske sprog, Budo og de adrenalininducerende kampe som dansker blandt mørke riddere i Japan.
​

Om hvordan modet til at søge væk fra den slagne turistvej i Japan bliver belønnet med nogle enestående oplevelser. Japanerne er venlige og imødekommende, og det er trygt at rejse på egen hånd – selv som enlig kvinde
​
Japan er de seneste år blevet et meget populært rejsemål for hele verden, især efter Covid.  Men populær i en sådan grad, at mange af de klassiske udflugtsmål er ved at bukke under for presset fra de mange besøgende. Det gælder især Tokyo, Kyoto, Hakone og Osaka. Steder, som forståeligt nok skal besøges, hvis man planlægger kun at besøge Japan én gang. Jeg vil imidlertid på baggrund af egne erfaringer opfordre til at besøge det lidt mere ukendte Japan.
​
Det seneste år har jeg besøgt Tōhoku-regionen to gange og dér besøgt to steder, som kan anbefales, hvis man vil se et par nye hjørner af Japan. 
 
Lidt uden for Hiraizumi i Iwate-præfekturet ligger Takkoku no Iwaya-templet med en lidt anderledes hovedbygning bygget ind i en klippe og et relief af et buddha-hoved skåret ind i klippevæggen. Der er også en lille japansk have med en dam og den allestedsnærværende røde buede bro. En dejlig oplevelse, som jeg tror kun de lokale kender til. Hvis du ikke er i bil, er eneste mulighed at leje en cykel ved Hiraizumi station eller tage en taxi. Der er ingen busser.

Det var bare to af mange forslag til nye spændende steder at besøge i Japan.

Jeg var første gang i Japan i foråret 2013 på en grupperejse. Siden har jeg været i landet i alt 15 gange inkl. en måned på sprogskole i Tokyo. Som regel alene, men på nogle af turene har jeg også rejst med en veninde.

Jeg har på mine Japan-rejser bevidst søgt alternativer til de klassiske rejsemål i Japan, selvom jeg selvfølgelig også gerne vil besøge fx Tokyo. Japan er et dejligt rejseland, og jeg føler mig altid tryg, når jeg som kvinde rejser rundt alene. Når du kommer ud i landet væk fra storbyerne, bliver det også nemmere at falde i snak med japanerne. Jeg bliver ofte mødt af en stille undren over, hvad jeg dog laver her. For ofte havner jeg steder - museer, helligdomme, udsigtspunkter og meget andet - hvor der kun er japanske turister. Og så synes de vist også, at det er meget mærkeligt, at jeg rejser rundt alene.
 
Men hvis du gerne vil væk fra hovedstrømmen af turister og finde den uspolerede japanske stemning, så bliver det lidt mere besværligt at være turist i Japan, især hvis du som undertegnede ikke har kørekort og er afhængig af offentlig transport. 

Busselskaber mm. har måske kun publiceret deres køreplaner på japansk. Og det er så i øvrigt heller ikke sikkert, at bussen går en gang i timen, men måske kun 3 gange i løbet af dagen – og ikke alle dage. Det samme gælder det lokale tog. Det gør det vanskeligt at planlægge ture, især hvis du kun har et mindre antal dage til rådighed i Japan.

Lokalt er man heller ikke altid så god til at markedsføre sig selv, så du bliver måske ikke opmærksom på nye spændende steder. Lokale turistbureauers hjemmesider og seværdigheder er ofte kun på japansk, selvom jeg synes de er blevet meget bedre til engelsk i de år, jeg har rejst i Japan. Mange byer og regioner er aktive på Instagram, men de er ikke altid rettet mod et internationalt publikum.
​ 
Disse vanskeligheder bør dog ikke afholde en fra at prøve at besøge Japans mange forskellige regioner. Det kan lade sig gøre - og det er umagen værd. Men det kræver planlægning, tålmodighed og nok også en del brug af Google Translate etc. til oversættelse (medmindre du er god til japansk, for så er det hele jo meget lettere).
​

​Forslag til nye steder at se i Japan

• Er du interesseret i en vandreferie i Japan, så prøv fx at kigge på National Parks of Japan der har mange gode forslag, eller prøv at gå en del af den 1000 km lange Michinoku-vandrerute langs kysten i Tōhoku-regionen.
• Shokyoto er en samling af 38 byer på tværs af Japan som har fået betegnelsen "Lille Kyoto" Prøv at besøge nogle af dem fx Matsue eller Aki.
• Mange lokale busselskaber, taxifirmaer mm. i Japan arrangerer spændende ture. Fx en taxatur med eller uden guide i Iya-dalen på Shikoku eller en bustur til Shakotan-halvøen på Hokkaido. 
• Japan Guide har jeg brugt på alle mine Japan-rejser. De har ikke alt med, men der er gode introer til de forskellige regioner, inkl. de lokale transportmuligheder (fx de forskellige busselskaber), som du kan arbejde videre med

​

​Ovenstående blogindlæg er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis Dansk-Japansk Selskabs standpunkter.

Det var umuligt at afkode ansigtsudtrykket på den maskeklædte mand fra firmaets HR-afdeling, men hans pande perlede af sved. Han er måske lige så nervøs som jeg? Mødelokalet var trangt og stemningen anspændt. Den grønne te, der på formfuldendt vis blev serveret af en høflig kvinde iklædt nystrøget og ulasteligt businessdress, havde dog trods alt en beroligende virkning på mig. Yakobu-san de irasshaimasuka? Bare de nu ansætter mig. For måske tyvende gang aflirede jeg min japanske “jikoshoukai” (selvintroduktion).

Mit tredje besøg i Tokyo på ca. lige så mange måneder. Opsparingen lakkede mod enden, og ditto gjorde min kones tålmodighed med mit selvrealiseringsprojekt. Firmaet var denne gang af medium størrelse. Jeg var gået gennem et professionelt HR-bureau, og ingen havde virket bekymret over, at jeg var udlænding og måske ville flygte fra Japan, hvis en ny tsunami skulle vise sig igen at skabe atomart kaos. Året var 2013.

Det endte med, at jeg fik jobbet som “Senior Technical Researcher” i UBIC, en japansk softwarevirksomhed, der udviklede sin egen eDiscovery-platform fra hovedkvarteret i Shinagawa. Det blev begyndelsen på et fantastisk eventyr.
​
Efter at have kæmpet på Københavns Universitet med at lære godt 2000 skrifttegn i senhalvfemserne og forsøgt at holde sprogkundskaberne ved lige ved at oversætte manga til dansk gennem 0’erne, var jeg begyndt at blive frustreret over ikke at kunne bruge mit japanske på mit “day job” i Danmark.

​Den lækre expat-pakke med udstationering i Japan var desværre utilgængelig, og således havnede jeg på en lokal, japansk kontrakt med en beskeden løn, lange arbejdstider og nærmest ingen ferie. Det var imidlertid præcis, hvad jeg havde drømt om: en autentisk oplevelse.
​

​Jeg havde ca. 40 japanske kolleger i teknologiafdelingen, og stort set ingen kunne et ord engelsk. De første seks måneder boede jeg alene i Tokyo. Sent hver aften stavrede jeg med japanske gloser på hjernen omtumlet hjem til min lejlighed, hvis husleje opslugte størsteparten af min løn. Mine kolleger var forundrede over, at jeg ikke bosatte mig lidt billigere og længere væk fra kontoret. Men jeg havde ikke mod på at pendle hjem efter R&D-møder, der lå skemalagt i kalenderen fra kl. 21-22 og ofte trak ud til kl. 23, når vi rigtigt brainstormede.
​
Da mine børn og min kone 6 måneder senere kom til Japan og blev der et års tid, overraskede jeg igen mine kolleger ved at insistere på at møde min 3-årige søn i den daglige frokostpause ved broen nær T. Y. Harbor i Shinagawa, tæt på firmaet. Min datter gik i international skole, så hende så jeg stort set kun i weekenderne.

​Alle var imidlertid enormt søde og tog mig til sig, som var jeg japaner. Jeg fik tilmed lov til at messe firmaets “rinen”, mission og vision på japansk, foran direktørens kontor og alle de andre ansatte. En angstprovokerende, men mindeværdig oplevelse. Jeg blev udrustet med et “hanko”, navnesegl, med katakana-tegnene ya-ko-bu, og blev medlem af løbeklubben, som jævnligt arrangerede løbeture rundt om kejserpaladset i Chiyoda.

Selvom jeg satte en ære i at følge de kulturelle normer så vidt muligt, opstod der dog hen mod slutningen af vores ophold en enkelt konflikt med min chef oven på en forretningsrejse til Legal Tech i New York. Grundet en helt usædvanlig snestorm kunne vores fly ikke lande i Tokyo, så i stedet fløj vi til Osaka, hvor vi ankom så sent, at Shinkansen ikke længere var i drift. Derfor kom vi dødtrætte hjem til Shinagawa et helt døgn forsinket. Heldigvis var den pågældende dag en helligdag, og jeg lå på sofaen, da chefen ringer og ønsker min tilstedeværelse på kontoret grundet et vigtigt møde.

​En kulturel konflikt, der var medvirkende til, at jeg sagde min stilling op. (Vi havde dog allerede besluttet at rejse hjem til Danmark, da min datter skulle begynde i folkeskolen). Heldigvis endte konflikten lykkeligt, idet min chef ændrede min kontrakt og gav mig lov til at arbejde fra Danmark som konsulent yderligere et par år.

​Mine mange oplevelser i Japan har inspireret mig til at skrive en hel trilogi om Tokyo og dens mange menneskeskæbner. Første bind af denne hyldest og kærlighedserklæring til verdens største by udkom omsider den 15. juni under navnet “Ringe i vandet” på forlaget Sweetheart Ink.

Anbefalinger:

• Gå efter dine drømme
• Giv aldrig op

​Ovenstående blogindlæg er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis Dansk-Japansk Selskabs standpunkter.

Et besøg på et universitet i Kyoto førte nogle år senere til et studieophold samme sted. Det blev indledningen til et varmt, livslangt venskab med en bemærkelsesværdig japansk professor, som til trods for sin dystre opvækst havde et afklaret forhold til tilværelsen 
​
Jeg mødte ham på min anden rejse til Japan i 1989, på Otani universitetet i Kyoto. Han, Minoru Tada, var engelskprofessor, og vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne godt sammen. Da jeg kom hjem, skrev jeg til ham, om han kunne tænke sig at støtte min ansøgning til Japan Foundation om et ophold på Otani. Det ville han gerne.
 
Desværre fik jeg afslag to gange. Derfor skrev jeg til ham og spurgte, om jeg ikke blot skulle affinde mig med situationen. Han svarede, at jeg ikke skulle give op, og at han ville støtte mig, indtil jeg fik stipendiet! Et eksempel på japansk ganbaru! Ikke noget med "en gang til", men "indtil du får det!" Fint, men jeg troede nok ikke helt på det.

Så i juni 1992 ringede han og skrev efterfølgende: "Jeg har fået hovedtemplet Higashi Honganji til at oprette et legat, så du kan blive "visiting researcher" i seks måneder". Jeg blev fyr og flamme, fik det ordnet med mit gymnasium - og tog afsted til seks utrolige måneder i mit liv.

​Tada ved Kierkegaards grav 1999

​Jeg lærte Tada godt at kende. Han besøgte Danmark og var meget interesseret i Søren Kierkegaard. Så en aften på en restaurant begyndte han at fortælle om sit liv. Han blev født i 1931 og voksede op i en forstad til Hiroshima. Her befandt han sig, da atombomben faldt. Han er naturligvis mange gange blevet undersøgt for sygdom forårsaget af bomben, men er sluppet uden eftervirkninger. 

Hiroshima var ikke noget tilfældigt mål, men en flådebase, som amerikanerne ville destruere. Tadas far var søofficer under krigen og blev sat til at bestyre en krigsfangelejr i Indonesien, hvilket han ikke slap godt fra. I en lokal krigsforbryderproces blev han dømt til døden og henrettet. 

Tada besluttede efter gymnasiet at han ville forstå fjendens kultur og valgte at læse engelsk. Den aften på restauranten forklarede han mig, at Japan var nødt til at forstå USA og England bedre. Alligevel valgte de fleste af hans årgang på universitetet tekniske fag, fordi Japan ikke havde kunnet hamle op med Vestens teknologi. Selv havde han ingen skyldfølelse, anklagede ikke USA og begræd ikke faderens skæbne. Nu var han professor i engelsk, men havde først studeret ved engelske og amerikanske universiteter i en forholdsvis sen alder.

Tilbage til historien: Ved min ankomst forklarede han mig, at jeg skulle studere shin-buddhisme under en anden professor, men at han selv ville være min kulturelle vejleder. Desuden anbefalede han mig at besøge templer, helligdomme, museer og byer og ikke bruge al min tid på bøger og buddhisme. Det gjorde jeg gerne, men jeg fik også brug for mit engelsk, da en gruppe besøgende amerikanske studenter skulle have et kursus i japansk kultur. 

Jeg skulle fortælle dem om kristendom i Japan, og jeg blev introduceret som "en from (devout) kristen". Tada og jeg kendte hinanden godt på det tidspunkt, og han vidste udmærket, at nogen "from kristen" var jeg ikke. Men som han sagde: "Du er over 44 år gammel og så skal man i Japan vide - og ikke tvivle. Hellere from end tvivler, for så har du jo ikke nået afklaring med dit liv!" Og det ville han ikke udsætte mig for.
​
Utrolig hjælpsom var han konstant, og da min kone og 4-årige datter kom for at besøge mig, arrangerede han en rejse for os fra Kyoto til Kagoshima med ophold undervejs og togforbindelser skrevet omhyggeligt ned. Og da jeg et par år senere var guide for en gruppe gymnasielærere, udfærdigede han et flot program med foredrag, teater og udflugter til Nara, Hiroshima og Ise m.m. Ja, han står for mig som indbegrebet af japansk generøsitet og udstrakt venlighed.

​Frokost med Mr og Mrs Tada i 2017

​​Sidst jeg mødte ham og hans hustru i Kyoto var i 2017, hvor min kone og jeg endnu engang blev inviteret på en fornem frokost. Jeg har siden sendt hilsener til ham gennem andre japanske venner, og det sidste jeg har hørt er, at han ikke kommer ud i byen mere.
​

Ovenstående blogindlæg er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis Dansk-Japansk Selskabs standpunkter.
​

​Egentlig ville jeg slet ikke have været med på turen til Hiroshima. At jeg alligevel tog med, gav mig en af mit livs stærkeste oplevelser.
 
Vi var på vores første rejse til Japan. Den perfekte ”suppe, steg og is” tur. Rejsebureauet gennemfører den fortsat flere gange årligt, og jeg anbefaler den til alle, som skal af sted for første gang. Tokyo, Kyoto og Hiroshima er for altid de tre perfekte retter, som jeg ser frem til, ligesom jeg gør til store familiefester.
 
Men netop at besøge gerningsstedet for et af de grimmeste og største krigsanslag med civilbefolkningen som primær målgruppe havde jeg svært ved at rumme.
 
På dagen kom vi først til selve det punkt, hvorover atombomben sprang. Derefter gik vi forbi Atomic Bomb Dome, der er det eneste egentlige krigsmindesmærke, da selve bygningens skelet endnu står tilbage fra 6. august 1945.
 
På grupperejsen nåede vi hurtigt frem til Fredsmonumentet. På dagen kom skoleklasse efter skoleklasse. Hver klasse holdt en kort tale, sang en fællessang, og klassens mange flettede traner blev afleveret og gemt i udstillingsmontrerne. 
 
Det var særdeles bevægende at overvære det entydige fredsbudskab fra de rigtig mange skolebørn.
​

​Fredssymbol og fredsmonument
Pigen, Sadako Sasaki gjorde papirtranen til et verdenskendt symbol på fred. Hun boede i Hiroshima med sin familie og var kun to år, da atombomben faldt over byen. Umiddelbart kom hun ikke noget til, men på grund af bestrålingen udviklede hun leukæmi i tolvårsalderen.
 
Det gik hurtigt ned ad bakke med hende, men en god veninde fortalte hende, at hvis hun foldede 1.000 origamitraner, kunne hun få opfyldt ønsket om at blive rask. Til trods for sin tilstand gik hun straks i gang med at folde. Andre omkring hende hjalp til, men selv om det ved en fælles indsats lykkedes at folde de mange traner, viste anstrengelserne sig at være forgæves. Sadako gik bort i oktober 1955.
 
Efter hendes død begyndte hendes klassekammerater at samle ind til et monument for hende og de andre børn, som blev atombombens ofre. Bidragene strømmede ind både fra Japan og fra udlandet, og allerede i 1958 var der penge nok.
 
Børnenes fredsmonument, som det kaldes, står i Fredsparken i Hiroshima. Øverst ses Sadako Sasaki, bærende på en origamitrane. Monumentet er omgivet af en række udstillingsmontrer, som er fyldt med de origamitraner, som til stadighed bliver indsendt fra hele verden. Først og fremmest den 6. august på årsdagen for atombomben over Hiroshima.*

​Fredshandlingen
Rejsegruppen gik videre gennem Fredsparken til Fredsmuseet. Jeg fik at vide, hvor vi skulle spise frokost, for jeg kunne ikke flytte mig. I mere end en time var jeg bare sammen med skoleklasserne, deres fredsritual og mine egne følelser.
 
Jeg bemærkede, at børnene efterfølgende typisk valgte en anden vandrerute end mit rejseselskab, så da det var tid til at komme videre, gik jeg diskret efter en klasse. Vi endte ved Fredsklokken, hvor jeg fulgte børnenes eksempel og gav den et slag for fred i hele verden.

​Siden da har jeg altid besøgt Fredsklokken, når jeg var i Hiroshima, og det burde alle rejseselskaber gøre efter min mening. 
 
Min hustru var fulgt med gruppen til Fredsmuseet og den tilhørende salgsbutik. Her købte hun uden min viden en bog om Sadako Sasaki. Den er jeg meget glad for.
 
Og hvad tranerne angår. Ak ja. Jeg har selv forsøgt endda med det rette kvadrerede papir. De bliver ikke pæne. Men jeg tager det ikke symbolsk. Jeg drømmer stadig om verdensfred.
 
Anbefalinger:

• Giv dig god tid ved Børnenes Fredsmonument.
• Husk Fredsklokken og giv den dit slag for fred i verden.

 
 *Teksten i kursiv er kopieret direkte fra www.japan-tips.dk med forfatterens tilladelse.

​Den 1. januar 2023 trådte vi ind i Kaninens år, ifølge kinesisk astrologi. Det mindede mig om, da jeg første gang oplevede at fejre nytår i Japan. Dengang trådte vi også ind i kaninens år. Det var nytåret 1998/99. Jeg boede i Fukui hos en værtsfamilie og gik på byens gymnasium som udvekslingsstudent fra Danmark.
 
I dagene op til nytår gjorde min værtsmor, værtssøster og jeg rituel hovedrengøring for at rense hjemmet for eventuelle onde ånder, der måtte have sneget sig ind i løbet af året. Vi kokkererede nytårsretter i stor stil og lagde dem i lakæsker. Så behøvede vi ikke at lave mad i løbet af helligdagene, forklarede min værtsmor. Madlavningen var en hyggestund, der mindede mig om at bage julesmåkager med min mor og søster i Danmark.
 
Flere indgangspartier i byen var prydet med traditionelle nytårsdekorationer, som tiltrækker guderne, med fyrretræsgrene og tre bambusstammer. De symboliserer himlen, jorden og medmenneskelighed. På hoveddøre hang nytårsdekorationer af reb, som bringer held og lykke til husstanden i det nye år. Rundt omkring så man en mandarin og to riskager stablet oven på hinanden – et symbol på fornyelse af lys og energi. 1999 var jo kaninens år, så der var naturligvis også pyntet op med kaninfigurer mange steder.

Den 31. december slog min værtsfar sig ned i sofaen iført nattøj og slappede af til en samurai-serie på tv. Faktisk var han så træt, at vi ikke kom i templet, som værtsfamilien ellers har tradition for. I stedet så vi en tv-transmitteret ceremoni fra et tempel, mens vi skrev nytårskort med kaninmotiv til familie, venner og bekendte – og i min værtsfars tilfælde også til forretningsforbindelser.
 
Nytårsdag ringede vi med klokken og bad en bøn i byens sneklædte tempel. Derhjemme tullede vi rundt i nattøj, og vi børn fik små kuverter med kaninmotiv og en pengeseddel i af forældrene. Ligesom maden er et af julens højdepunkter i Danmark, er nytårsmaden i Japan, osechi ryōri, også noget særligt. Sorte bønner symboliserer sundhed, lange nudler menes at give et langt liv og rogn står for frugtbarhed. Vi spiste maden af keramik prydet med kaniner.

Jeg lavede riskager fra bunden sammen med min anden værtsfamilie i Fukui den 2. januar, som tillige med d. 3. januar er helligdag i Japan. Jeg var endnu ikke flyttet ud til dem, men de havde inviteret mig med til deres årlige familiebegivenhed: Mochitsuki. Vi var samlet i en lade på deres gård. Her skiftedes vi til at slå på en gigantisk portion kogt ris i et trækar. Hammeren, vi slog med, var også af træ og næsten lige så lang, som os selv. Mens vi snakkede, grinte og slog i dejen, blev risen forvandlet til en ensartet dej. Vi formede riskager af risdejen på samme måde, som man former boller af en gærdej. 

Stemningen i laden mindede om en julestue i Danmark, hvor man samles om at lave konfekt, klippe julepynt og pynte juledekorationer. Processen er vigtigere end selve produktet, for japanske supermarkeder sælger udmærkede riskager. Ligesom det i Danmark er nemmere at købe vaniljekranse i Superbrugsen end at lave dem selv, bare knap så hyggeligt.

Anbefalinger:

• Nytåret er en familiebegivenhed i Japan, så slå endelig til, hvis du får mulighed for at fejre nytår hjemme hos en japansk familie.
• Figurer med «årets dyr» er fantastiske souvenirs, du med fordel kan købe med hjem til minde om, hvilket år du besøgte Japan.
• Er du nysgerrig på kinesisk astrologi, kan du klikke her for at undersøge, i hvilket dyreår du blev født, og læse, hvad det betyder for din personlighed.
• Hovedrengøring op til nytår er en skøn tradition, jeg har taget til mig. Det er en dejlig fornemmelse at begynde et nyt år med et rent hjem, sorterede skuffer og orden i kælderrummet.

En pilgrimsvandring på Shikoku gav blod på tanden til at opleve endnu mere af Japan. Det udmøntede sig i en 3.500 km lang cykeltur fra nord til syd med kun tre betalte overnatninger. Samt ikke mindst et møde med japanernes enestående imødekommenhed og gæstfrihed
 
I Japan har den grundlæggende buddhistiske livsopfattelse tilsyneladende givet befolkningen en dybere forståelse for og accept af primitive pilgrimsrejser. Og forståelsen gælder ikke kun for japanere, hvilket jeg i den grad har nydt godt af.
 
I 2015 vandrede jeg "Henro Michi" i min forlængede sommerferie. Jeg havde 44 dage til de efterhånden berømte 1.200 km med de 88 nummererede templer hele vejen rundt på Shikoku.
Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så velkommen i et land, som da jeg bevægede mig rundt imellem "De Vandrende Munke" og de støjende cikader på Shikoku 88 i sommerens 32°c fugtige hede.
 
I 2017 valgte jeg at tage 16 måneders orlov fra mit lærerjob for at rejse primitivt i udvalgte dele af verden. Jeg vendte således tilbage til Japan og cyklede på en Brompton foldecykel fra Cape Soya til Cape Sata – 3.500 km fra Hokkaidos nordspids til Kyushus sydspids.
 
I alt 63 dage tog det, så jeg bevægede mig blot 75 km i snit pr. aktive cykeldag.

​​Når overnatning er gratis, bliver turen billig
På hele cykelturen betalte jeg kun for overnatninger tre gange. Ellers sov jeg ved smukke buddhistiske templer, på bilisternes rastepladser, i offentlige parker, på skolernes boldbaner, i livreddertårne på strande, i hængekøje i skove, under ret uromantiske broer eller hos søde private mennesker, som inviterede mig indenfor.
 
Selvom jeg overnattede de mest mærkværdige steder på min otte måneders rejse i Japan og Sydkorea, blev jeg ikke én eneste gang bedt om at gå min vej. Tværtimod kom folk ofte hen til mig med øl og æbler – kolde øl og kæmpestore, dyre æbler. Så sad vi og skålede og grinede i et kvarters tid – til trods for, at vi ikke havde noget fælles sprog.
 
Sikkerhed på rejsen
Frygt er oftest blot vederstyggelige ting, man bilder sig ind kan ske – så jeg havde aftalt med mig selv, aldrig at være bange, når jeg sov i telt på offentlige steder. Men Japan var også særligt udvalgt som et land, hvor jeg kunne "gå på valsen" med mit telt og min cykel – hvor jeg ville møde folk i økonomisk øjenhøjde, og hvor kriminaliteten er forsvindende lav.

​Nu rejser jeg naturligvis som mand, hvilket gør sikkerhedsproblematikken lidt lettere, men jeg har altså også mødt adskillige kvinder, som rejser alene og primitivt i Japan, og som heller aldrig har haft andet end positive oplevelser med lokalbefolkningen.
 
Tyfonen kommer!
En dag var min rejse gået i stå på grund af en tyfon, så jeg ventede på opklaring under et halvtag ved et kæmpestort indkøbscenter. Selvom det regnede voldsomt, havde jeg ikke noget problem med at overnatte dér, men næste dag kom en butiksansat ud og spurgte, om jeg forestillede mig, at jeg skulle sove der endnu en nat. Lidt forlegent svarede jeg, at det endte det nok med.
 
"Så kommer min far og henter dig om en halv time!", sagde hun bestemt og gik indenfor igen. En halv time senere grinede faderen og jeg, mens vi læssede mine ting ind i hans bil og blev fuldkommen gennemblødte.
 
I to dage var jeg nu æresgæst hos familien, havde mit eget lille hus, blev hygget om og fodret godt op. Et kulinarisk eventyr med all inclusive.

​Det dejligste ved at rejse på fysisk krævende måder er, "at man skal spise så meget, man kan, hver gang man kan." Og netop i Japan er det en skøn regel at efterleve.
 
Mit næste projekt
Fra 1. maj til 1. september 2024 har jeg taget orlov igen. Endnu ved jeg ikke, hvad jeg skal, men jeg kan mærke, at Japan og Sydkorea kalder højlydt på både mig og min foldecykel.
 
Det er jo praktisk, at det tre måneders turistvisa, som danskere automatisk får ved indrejse i Japan bliver fornyet, når man kommer tilbage fra rundtur i Korea, så mon ikke at min tur kommer til at indeholde en færgerejse – eller rettere to – imellem Fukuoka og Busan?
 
 
Anbefalinger:

1. Som vandringsmand eller turcyklist nyder jeg godt af de mange drikkevareautomater, som står overalt - også på nærmest umulige steder. Der er aldrig mere end et kvarter på cykel imellem dem. Her kan man for ti kroner trække både kolde og varme drikke - Milk Tea om morgenen, og den isotoniske drik "Sweat" senere på dagen. Så får man erstattet de salte, man sveder ud.
2. Jeg spiser typisk på de små hyggelige, lokale spisesteder, hvor håndværkerne spiser. En stor skål ramen koster kun 45 kroner, men også Family Mart, 7-Eleven og Lawson laver udmærkede småretter.
3. Når jeg overnatter gratis et sted, anstrenger jeg mig for altid at efterlade stedet pænere, end jeg fandt det. Derfor går jeg allerførst en runde i området og samler skrald, som jeg smider ud eller pakker i en skraldepose for at tage det med til næste convenience store, da der jo ikke er mange offentlige skraldespande i Japan. Det giver både motion, smidighed og god karma.

​Da jeg ankom til øen Sado en eftermiddag i marts, tog jeg bussen fra færgelejet til landsbyen Niibo, hvor jeg skulle bo. I bussen sad de lokale øboere og stirrede på den fremmede iblandt dem. Til sidst tog en kvinde mod til sig og spurgte mig bekymret: ”Undskyld, hr., ved De egentlig, hvor De er?”
 
Da bussen nåede frem, stod jeg af lige ud for den lokale skole. Eleverne fik straks øje på det malplacerede menneske og løb hen til hegnet for at overdænge mig med latter.
 
Havde mit møde med Sado fundet sted om sommeren, havde jeg næppe været så fremmed en fugl. Sado – engang kaldet Den gyldne Ø på grund af guldforekomster i undergrunden - er en udpræget sommer-ø. Den kultur og natur, der gør den attraktiv for turister, blomstrer først og fremmest i årets varme måneder:
 
De smukke Kimpoku-bjerge indbyder naturelskere til vandreture om sommeren, når sneen ikke lukker bjergvejene.
 
Sado er internationelt kendt for sin Kodō trommegruppe. Men øen kan meget mere end det. Den har en levende lokal tradition for dans, musik og nō teater, som kulturelskere kan opleve ved fortrinsvis udendørs forestillinger i sommermånederne.
 
Ikke desto mindre er nogle af mine bedste minder fra Japan fra Sado den vinter, hvor jeg tilsyneladende var eneste udenlandske gæst. For øen, der engang var kendt som eksil-ø, har så meget at byde på.
 
For eksempel finder man i den barske, forblæste natur det ene fine tempel efter det andet. De er på det nærmeste vokset samme med deres omgivelser. Og i modsætning til Kyotos turistomsværmede perler har man dem næsten helt for sig selv. 
​

​Min bedste og mærkværdigste tempel-oplevelse på Sado var Chōkoku Tempel. Det er omtalt i eksilberetningen ”Den gyldne ø” af nō-teater-pioneren Zeami, som i 1434 blev forvist til Sado. Det er øde beliggende i et kuperet terræn omkring en ældgammel stentrappe. Om en af templets bygninger kroger en enorm arm af træ sig i en akavet og øm omfavnelse. Bygningen huser fire statuer af Kannon med de elleve ansigter.
 
Kannon er barmhjertighedens bodhisattva. En bodhisattva er et væsen, der har opnået klarsyn (satori) og dermed har adgang til det buddhistiske paradis, men som af ren menneskekærlighed forbliver blandt os uoplyste for at hjælpe os til selv at opnå klarsyn.
 
De tre mindste Kannon-statuer vises kun frem hvert 33. år. Men den største viste en munk mig i et kammer til venstre for det overdådige alter.
 
”Ja, ja, men hvad siger du så til dem hér?” Pludselig trak munken nogle små kaninunger frem fra sit ærme og smed dem med et højt grin over i min favn.   
 
Templets munke opdrætter kaniner og spiser dem, når de har vokset sig store, fortalte han mig. Og da jeg kom bag om templet, vrimlede det med pelsede gnavere overalt. På pladsen bag templet så jeg endnu et portræt af Kannon med de elleve ansigter – inde i brystet på en tre meter høj stenkanin. 
​

​Var jeg turist på Sado eller Alice i Eventyrland? I hvert fald har jeg aldrig set noget lignende. Men ud fra omstændighedernes logik er det måske ikke så mærkværdigt. En rigtig buddhist bør være vegetar, da det er forbudt at slå noget levende væsen ihjel. Men noget skal man jo leve af, dér midt ude i ingenting. Og hvis Kannon virkelig er barmhjertighedens bodhisattva, findes hun vel også her – i Chōkoku Tempels kaniner.
 
Anbefalinger:
1. Sado er med sine 855 kvadratkilometer noget større end Bornholm. Øens offentlige transport dækkes af busser, men de kører ret sjældent. Er man i god form, kan nogle af øens seværdigheder nås på cykel. Men skal man meget rundt på øen, eller er vejret for dårligt til cykling (det er det ofte om vinteren), kan man leje en bil i hovedbyen Ryotsu, hvor færgen fra Niigata lægger til.
 
2. Sado er stolt af sin fortid som eksil-ø. Oplev øens og Japans historie gennem de mindesmærker, vandreture og bygninger, der har tilknytning til øens prominente forviste, som ud over Zeami tæller den kontroversielle munk Nichiren (1222-1282) og den rebelske kejser Juntoku (1197-1242).
 
3. Vil man opleve lidt af øens musiktradition uden for turistsæsonen, kan man være heldig at gøre det på en af øens karaoke-barer. I Japans yderområder er karaoke-barer ikke nødvendigvis kun en arena for tvivlsom fuldemandssang, men kan også være stedet, hvor de lokale dyrker deres folkelige musiktradition.  

En pludselig diagnose satte en brat stopper for de elskede vandreture i bjergene. Lyst blev forvandlet til angst. Heldigvis kom en forstående ægtefælle og sagnhelten Kintaro til undsætning

Kintoki eller Ashigara, som det også hedder, er det nordligste bjerg i Hakone-calderaen. En caldera er en kraterlignende formation, der opstår, når en vulkan synker sammen. Det sammensunkne krater, der engang var en vulkan er i dag den berømte sø Ashinoko i Hakone. Kintoki bjerget ligger på grænsen mellem præfekturerne Kanagawa og Shizuoka i, hvad der er kendt som Fuji-Hakone-Izu National Park.
 
Kintoki er fødested for Kintaro, en japansk sagnfigur, som menes at være inspireret af personen Sakata Kintoki, der levede i Heian-perioden (794 – 1185). Mange familier stiller en figur af ham frem på Drengenes Dag, den 5. maj i håbet om, at deres poder vil tilegne sig noget af Kintaros mod og styrke. 

Med sine 1.212 meter er Kintoki-bjerget ikke det højeste bjerg i Hakone. Det er Kamiyama-bjerget, der måler 1.438 meter. Alligevel er førstnævnte et af de mest populære bjerge at bestige i området på grund af dets tilknytning til Kintaro.

Sådan bestiger du Kintoki-bjerget
Med bus kommer du meget tæt på dér, hvor stien starter. Er du i bil, findes der flere parkeringspladser i nærheden. Du skal dog være tidligt på den, for de bliver hurtigt fyldt op, især i weekenden. Den mest populære rute tager 3-4 timer og er på cirka 6 km. Selve stien er godt afmærket. Der er ikke så mange sidestier, der gør det svært at navigere, så chancen for at fare vild ​er minimal. Flere sektioner af stien er fyldt med store sten, og andre steder er temmelig stejle, så for at gå ruten, har du brug for et par solide sko eller vandrestøvler. 

Turen op går igennem et skovområde, men så snart du når toppen, har du en 360 graders udsigt ud over Hakone-området. I baggrunden kan du se Fuji-bjerget og de dampende vulkaner ovre ved Owakudani og Sengokuhare-højlandet. Kintoki er et af de bedste steder at se Fuji fra. Allerbedst tidligt om morgen eller i de koldere måneder. 
​
På toppen af Kintoki står Kintaros Økse. Det er jo trods alt hans bjerg. Desuden er der et par boder hvor du kan købe lettere måltider. Det anbefales dog selv at medbringe mad, da disse boder ikke altid er åbne. 

Sådan overvandt jeg Kintoki – og mig selv
Kintoki-bjerget har en særlig betydning for mig. I sommeren 2019 fik jeg konstateret diabetes. Det var noget af en omvæltning pludselig at skulle forholde sig til. Jeg blev bange for at vandre ude i bjergene, for hvad nu hvis mit blodsukker pludseligt faldt så meget, at jeg besvimede. I 8 måneder, mens jeg var på medicin, gik jeg kun inde i byerne. Men derefter var alting så meget under kontrol, at jeg kunne droppe medicinen. Nu var der styr på det hele, lige bortset fra, at jeg stadig var bange for at tage ud i bjergene igen. Det blev til sidst for meget for min mand, som nærmest tvang mig til at tage tyren ved hornene. 

Vi kørte til Hakone og parkerede ved en golfklub. Derefter var der kun en vej, – og det var op, op ad Kintoki-bjerget. Min mand gik tålmodigt ved min side hele vejen, med undtagelse af det sidste stykke, som jeg fik lov til at tilbagelægge alene. Der stod jeg så, på toppen af Kintoki. 30 kg lettere end for et år siden og i alt for stort vandretøj. Men hvor var jeg dog lykkelig! Mit blodsukker forholdt sig i ro, og jeg mærkede ikke noget til min diabetes på hele turen. Ugen efter købte jeg nyt vandretøj og har ikke set mig tilbage siden. Jeg har efterfølgende været på mange ture, nogen på op til 20 km, både alene og i selskab med andre. Helt uden problemer. 
 
Japan er et fantastisk land for folk, der elsker at vandre. Her er stier på alle niveauer, hvad enten du er begynder eller professional bjergbestiger. Her er 34 nationalparker med den mest fortryllende natur: Bjerge, vandfald, floder og vulkaner. Så har du endnu ikke været på vandretur i Japan, kan jeg varmt anbefale det.
 
Anbefalede vandreture:
 
1) Ten-en
Kamakura er en kystby, som på tre sider er omgivet af mindre bjerge. Her er der masser af vandreruter, som er velegnede for alle. Den mest kendte er Ten-en, der udgår fra templet Kenchoji, hvor du imidlertid skal betale for at komme ind. Vil du undgå det, kan du starte bag ved Meigetsu-in. Herfra er der cirka 5 km til Zuisen-ji templet, hvor ruten slutter.
 
2) Jogasaki Picnical Course 
Denne sti er lidt anderledes, da den ikke ligger i bjergene. Den følger Izu-halvøens kyst fra byen Futo og ned til Izu-Kogen Station. Du går langs Stillehavet på klipper, der er skabt af et udbrud for over 1000 år siden af den nærliggende Omuro-vulkan. Inden du går ruten, har du mulighed for at bestige vulkanen og gå rundt om krateret, hvorfra der er en god oversigt over området. Selve stien er omkring 10 km lang, og fører dig bl.a. forbi et fyrtårn og over en hængebro. Til slut er der et vandfald, der udspringer i Stillehavet.
 
3) Fra Jinba til Takao
Denne tur er for de lidt mere erfarne, som har en god fysik. Jinba-bjerget ligger i det nordlige Kanagawa på grænsen til Tokyo. Turen er omkring 18 km og tager 7-8 timer. Den går over 4 bjerge, hvor Takao i det nordlige Tokyo er det sidste. Undervejs er der flere gode udsigtspunkter, og når vejret er klart, kan du se Fuji-bjerget. Vil du gå denne tur, gør du klogt i at stå tidligt op, da bussen, der kører op til Wada-passet, kun afgår én gang i timen. Det er det tætteste sted, du kan komme på Jinba med offentlig transport. Fra busstoppestedet skal du gå cirka 2 km op til Jinba, hvor stien starter.