​En onsdag hen imod slutningen af kirsebærblomstsæsonen var jeg i Nara. Jeg havde en ledig dag, og bestemte mig derfor for at tage til Yoshino. Et bjergområde, der er berømt for sine blomstrende kirsebærtræer, og som jeg altid gerne har villet se.
 
Togturen derud tog ca. 1 time og 30 minutter med flere skift undervejs. Den sidste strækning var den længste, og her blev toget så fuldt, at jeg havde svært ved at trække vejret. 
 
I provinsen afgår togene ofte ikke særlig hyppigt, og i storbyerne er myldretiden voldsom. Derfor har japanerne været nødt til at tillære sig en særlig akrobatisk øvelse, der gør det muligt at presse sig ind i en togvogn, hvor der ikke er plads. Og det bidrager naturligvis heller ikke til at øge komforten undervejs.
 
Da jeg endelig nåede frem, stod det desuden lysende klart, at Japan byder på andre transportmidler end tog. For eksempel turistbusser.
 
Jeg blev ikke længe i Yoshino, og i øvrigt var næsten alle træerne afblomstret.

​Så da vi en aften besøgte Takachiho Helligdommen for at overvære en særlig japansk dans, der kaldes Yokagura, blev jeg ærlig talt lidt irriteret, da idyllen blev spoleret, ved at en ivrig fotograf vimsede omkring os og fotograferede os fra alle vinkler. Derfor sagde jeg til ham på mit bedste japansk, at hvis han absolut skulle fotografere os, måtte han gerne sende mig en kopi af billederne. Totalt afvæbnende og elskværdigheden selv svarede han, at naturligvis …, men så måtte jeg lige skrive min adresse ned til ham.

Mit overnatningssted var et ældre ægtepars hjem på en stille villavej. Et træhus med papirskydedøre og en lille lanterne, der lyste varmt ved indgangen.

​Næste morgen vågnede jeg til en bjæffende alarm fra underetagen. Ægteparrets hund. En karamelfarvet puddel, klippet på en måde, der fik den til at se både hjælpeløs og utrolig fræk ud, og iført en gul- og sortstribet vest. Ægteparret talte ikke engelsk, så hunden kom hurtigt til at fungere som en slags kulturel mellemmand. Jeg forsøgte at kalde på den, den ignorerede mig fuldstændigt, og vi grinede alle tre.

Jeg har næsten aldrig været mere opgivende, end i netop dette øjeblik. Som et barn kastede jeg mig på jorden og slog med hænderne: “NEEEEJ”
 
Min store drøm om at cykle gennem hele Japan var præcis ét døgn gammel, og jeg havde allerede fejlet. 
 
Efter et stykke tid tog jeg mig dog sammen. Det var næsten mørkt, så jeg var nødt til at cykle tilbage og glemme alt om denne dag.
 
Tre timer senere rullede jeg igen ind på den stille villavej. I døren stod den lille hund i sin vest og så fornærmet ud. Jeg prøvede at klappe den, og fik denne gang lov til et lille ae over ryggen. Succes! 
 
Dagen efter lagde jeg min rute om og startede igen. Jeg besluttede dog ikke at glemme denne dag, men i stedet lægge den op på nettet til frit skue.
 
Resten af turen lå den lille mønt i min lomme, for selvom den måske ikke blev lykkebringende, mindede den mig om, at jeg allerede havde haft min værste dag, og at det derfor kun kunne blive bedre.

​
​Nedstigningen kan begynde. Den er egentlig allerede startet som et lille vindue på klem til eftertanke, for turen ned fra dette bjerg er krævende, og endnu mere i snestorm. Det er nu, vi har et valg, for der er faktisk en kabelbane ned. 
“Hvor forberedte er vi?” spørger vi os selv. Kigger hinanden i øjnene, og betragter fodsporene i sneen, der slutter her, hvor vi står. Præcis, som de så ofte har gjort i vores liv. Da vi fik børn, mens alle omkring os festede. Da vores veje skiltes fra dem, vi fik børn med, mens andre gik op ad kirkegulvet. Da vi startede vores sammenbragte cirkus i en verden af kernefamilier. Da vi valgte vandrevejen og ikke karrierevejen. Da vi fik børnebørn, mens andre fik efternølere. Alle de gange, der ingen fodspor var at træde i, og vi trådte dem selv. 
Vi træder de første fodspor i sneen ud ad templets bagvej forbi flokken af skulpturer, der er ligeså fyget til af sneen, som vi er, men modsat os holder masken i stoisk ro. Sammen kan vi alt.

Carsten Bisgaard tager os med på en rundtur i det japanske køkken og viser os med ord og billeder, hvor alsidig den japanske madkultur er, og hvor mange spændende oplevelser den har at byde på. Langt flere end de japanske retter, vi har vænnet os til i vores del af verden

Når man taler om japansk mad, er sushi ofte det første, de fleste tænker på.
 
Men Japans kulinariske landskab byder på meget andet end rå fisk og ris. Fra mine rejser i Japan har jeg oplevet et japansk køkken fyldt med unikke smagsoplevelser, der stort set altid leveres med stolthed og med fokus på kvalitet og æstetik. Dette gælder også spisesteder, der ikke er haute cuisine.

Der er sikkert mange andre måder at tilberede retterne på og mange andre ingredienser end dem, der er nævnt her, da hver region i Japan typisk har sine egne opskrifter baseret på lokale traditioner og råvarer.
 
Soba – Boghvedenudler
Soba er tynde nudler lavet af boghvede. De kan serveres kolde med en dyppesauce eller varme i en bouillon. Jeg har også på et tidspunkt fået tre forskellige typer serveret på samme fad sammen med tempura.

Basashi – råt hestekød
Basashi er en specialitet i bl.a Kumamoto. Kødet serveres i tynde skiver fra forskellige udskæringer – fra det magre til det helt fede. Det serveres med soja, revet ingefær og eventuelt revet hvidløg.
​
Basashi har en mild, lidt sødlig smag og en blød tekstur.

Kaiseki – Japansk haute cuisine
På mange traditionelle kroer, ryokan, kan man ved bestilling af værelse (japansk stil værelse anbefales) også bestille aftenmenu, der som ofte er på et højt niveau.

Menuerne består af mange retter, typisk startende med en aperitif som kan være en lokal frugtvin (blomme, mandarin eller andet). Derefter følger en “salat”-anretning med lidt fisk eller skaldyr, en suppe, en grillet ret (ofte oksekød), en kogt ret, måske en hot-pot, hvor man selv tilbereder kød/fisk og grønt, og hvor suppen fra hot-pot efterfølgende anvendes til en risgrød. Det hele krones med en dessert, som oftest lidt frugt.
​
Ris tilbydes sidst i menuen – men de fleste kan absolut ikke spise mere på det tidspunkt.

Prøv det!
Japan har en utrolig mangfoldighed af madoplevelser, der rækker langt ud over sushi. Uanset om du er til en dampende skål ramen, sprøde tempura eller en luksuriøs kaiseki-middag, så kan Japan tilbyde en kulinarisk rejse, der er værd at udforske. God kvalitet opleves på alle niveauer af kroer og restauranter.

Besøg på en restaurant koster det, det koster. Dvs. drikkepenge gives normalt ikke. Betaling sker ved udgangen, hvor man præsenterer de regninger, der er blevet placeret på ens bord (med beløbssiden nedad) i løbet af måltidet, efterhånden som man har bestilt mere mad eller flere øl til maden. Det er oftest meget billigt sammenlignet med danske priser.

Spis og gå! – videre hyggesnak og øldrikning foregår som oftest andetsteds, på bar eller på izakaya, hvor der drikkes og snakkes, samtidig med at der også spises den ene småret efter den anden.
​
Prøv: 

• Namba-området i Osaka med et utal af izakaya
• Overnatning på ryokan med kaiseki
• Yakiniku, hvor du selv griller ved bordet
• Shabu shabu – hot-pot ved bordet

​God appetit 😊

​​Jeg blev første gang medlem af Foreign Correspondents' Club of Japan for 36 år siden. Klubbens ”workroom” har siden været mit kontor under mine ophold og rejser i Japan. Jeg ville aldrig have kunnet præstere det samme, hvis klubben ikke fandtes. 

Da jeg i 1989 etablerede mig som korrespondent, gik jeg blot ind ad døren, fandt en plads i workroom og gik i gang. Der var ingen andre udgifter til etablering af kontor end kontingent til klubben. Jeg er dybt taknemmelig over, at klubben eksisterer. Jeg har ikke en, men to gange i livets løb kunnet etablere mig som freelancer i Tokyo uden omkostninger.
​
Presseklubben gav mig i 80’erne og 90’erne ikke alene en uundværlig kontorplads, men også journalistisk input fra pressekonferencer, pressefrokoster, adgang til japanske medier – samt adkomst til et miljø af dygtige og erfarne korrespondenter, som jeg blev en del af, og som gav mig uvurderlig inspiration og en ambitiøs professionel målestok, jeg siden har bestræbt mig på at leve op til.

​I dag er der i klubbens ”main bar” færre fastansatte udsendte medarbejdere for store internationale nyhedsmedier. Medierne udsender af økonomiske og teknologiske årsager færre korrespondenter, og de, der gør, har i mange år valgt at placere deres Asien-korrespondenter andre steder.
 
Langt de fleste af os, der bedriver journalistik i klubben, er nu fastboende eller tilrejsende freelancere med flere arbejdsgivere. Mange af os kombinerer en relativt lav indkomst fra journalistikken med andet arbejde, i mit tilfælde primært som rejseleder i sæsonen.
​
De fleste stamkunder i bar og restaurant er ikke længere pressefolk, men såkaldte ”associate members”, japanske forretningsfolk, der godt kan lide den eksotisk-vestlige atmosfære. De medvirker til, at japansk for længst har overhalet engelsk som det almindelige sprog på adressen, og deres kontingenter og forbrug har formået at holde klubben i live økonomisk. Tak for det.

​Klubben blev født i 1945 som presseklub, tilknyttet den amerikanske besættelsesmagt i de første syv år efter krigen. I årtier havde den et velfortjent ry for at være en klub for hvide mænd, mens korrespondenter fra Asien mødtes og arbejdede andre steder. Dette mønster er ikke så markant længere. Der er i vore dage færre ”hvide mænd” blandt de journalistiske medlemmer.
​
Det er immervæk et sted, der udstråler historie. Fotografier på væggene, sære traditioner, gamle lydoptagelser på hjemmesiden. Man kan ikke besøge presseklubben uden at få følelsen af at være på en tidsrejse.

Klubben har utallige gange været ved at blive ædt op af økonomiske problemer og klubpolitiske stridigheder. Men på trods af opslidende kævl, omstridte flytninger rundt i Marunouchi-kvarteret, gamle venners og kollegers bortgang og barens ændrede karakter fra et brunt værtshus til en fashionabel café, så er klubben fortsat uundværlig for mig.

Det vigtigste er klubbens tradition for i modsætning til andre presseklubber i verden konsekvent at bruge adskillige af sine afmålte kvadratmeter på et moderne “workroom” og et veldrevet bibliotek. Den har skabt mulighed for, at journalistikkens daglejere har kunnet overleve økonomisk og have noget, der ligner et kontor. Dermed har den bidraget til større mangfoldighed i Japan-dækningen, end der ellers ville have været.
​
I dag gør klubbens bestyrelse og stab en stor og mere og mere professionel og velkoordineret indsats for at øge hyppigheden af væsentlige pressebegivenheder samt for at tiltrække yngre mediefolk og kommunikatører af alle nationaliteter og hudfarver – med en vis succes, så vidt jeg kan se. Det er betryggende for fremtiden – og det gør det sjovere at komme i klubben.

Der er mange myter om japanske universistetsstuderende. Blandt andet, at universitetstiden bliver set som en pause, inden arbejdslivet begynder, og at unge japanere ikke har holdninger. Men det er for unuanceret, mener Lauritz Korfix Schultz, der siden 2020 har undervist i dansk i Japan
​
Gennem mit arbejde som lektor i dansk på University of Osaka har jeg siden 2020 undervist hundredvis af unge japanere, der naturligvis er lige så forskellige, som danske unge er det. Selvom mine studerende ikke nødvendigvis repræsenterer hele Japans ungdom, passer de ikke helt på de fordomme, der ofte er om japanske studerende. 

​Der starter 20 nye danskstuderende på University of Osaka hvert år

​
Unge japanere lærer hurtigt gruppearbejde, selvom de ikke er vant til det
Det lyder tit, at japanske universitetsstuderende er dovne, så snart de er kommet ind på et prestigefyldt universitet, fordi de er sikret et godt job bare ved at vifte med eksamensbeviset fra det eftertragtede universitet (som University of Osaka i den grad er). Det er dog en sandhed med modifikationer. Mine studerende har alle gennemgået en krævende optagelsesprøve, hvor flid og disciplin er afgørende. At komme ind på University of Osaka er et eftertragtet nåleøje at slippe igennem. Denne flid og disciplin tager de fleste med sig i deres studier og deres hverdag. Det betyder dog heller ikke, at de ikke er i stand til at tilpasse sig den undervisning, som jeg er garant for, og som de fleste undervisere praktiserer i Danmark. Nemlig en mere åben dialog- og problembaseret undervisning. De unge japanere lærer således hurtigt at arbejde i grupper og deltage i projektarbejde, når de først forstår, hvad der forventes af dem.

Men selvom mine japanske studerende hurtigt tilpasser sig gruppearbejde, oplever jeg, at de har nogle udfordringer i større diskussioner i plenum, hvilket ofte skyldes kulturelle forskelle, og det kan man ikke fortænke dem i, for den japanske grundskole og gymnasium træner dem ikke i den slags. I Japan lægges der dertil stor vægt på at bevare harmonien i gruppen, og derfor kan det føles svært at udfordre lærerens holdninger eller diskutere åbent i store grupper, som vi kender det fra det danske uddannelsessystem. Det er ikke et udtryk for manglende interesse, men snarere en respekt for, at balancen i gruppen ikke må forstyrres. På trods af denne tilbageholdenhed er det tydeligt, at de studerende har stærke meninger og en dyb interesse for forskellige samfundsproblematikker.

​Japanske studerende er engagerede og kritiske i mindre grupper
Så selvom mine japanske studerende ofte holder sig tilbage i større diskussioner, er de langt fra tilbageholdende, når de føler sig trygge. Det er således en myte, at japanske unge ikke har meninger om dette og hint. Jeg har mange gange oplevet, at de studerende opsøger mig efter timerne for at dele tanker, de har gjort sig, men som de ikke har turdet udtrykke i plenum. Meninger drøftes også ofte i mindre grupper. De er for eksempel kritiske over for samfundsmæssige normer og love, som de mener burde ændres, som fx loven om, at man kun kan have et efternavn ved ægteskab, eller virksomheders krav om for lange arbejdsdage. De er også opmærksomme på skæv kønsbalance og de udfordringer, der stadig er med henblik på homoseksuelles rettigheder. Japan er nemlig fortsat på mange måder et grundkonservativt og meget lidt forandringsvilligt land, så forandringer kræver mange års modning og sker ikke så tjept som i Danmark.
​
Så lad der ikke være tvivl om, at rigtig mange japanske studerende har stærke værdier og ønsker at skabe forandringer i samfundet, de gør det bare ikke på samme åbne måde som danske unge gør det ved at melde sig ind i ungdomspartier. De unge japanere er langt mere progressive end mange af deres ældre medborgere, og deres evne til at reflektere over samfundets strukturer er bemærkelsesværdig og står i stor kontrast til det billede, der ofte tegnes af japanske studerende som robotter, der altid følger hinanden.

Inspireret af et mindeværdigt besøg i Japan i 2019 og en længsel efter forandring, gik jeg under den første coronasommer i gang med at lære japansk. Jeg havde længe været fascineret af japansk kultur, men tidligere kun set landet som en feriedestination. Med udsigten til masser af tid i karantæne var det et oplagt eventyr at kaste sig ud i.

Da min uddannelse igen åbnede for praktik i 2023, ansøgte jeg om en plads på Danmarks ambassade i Tokyo. Det førte til et halvt års ophold i handelsafdelingen fra samme efterår. Et ophold, der blev fuldkommen uforglemmeligt.

Efterhånden som hverdagen i Tokyo skred frem, voksede min længsel efter naturen. Derfor besluttede jeg mig til sammen med de andre praktikanter at bestige Fuji i august. Bjerget, som på japansk kaldes "Fujisan”, er med sine 3776 meter Japans højeste punkt. Jeg havde hørt om den betagende tur opad, og nu ville jeg opleve den selv.
​
Fuji kan bestiges ad flere ruter, der alle er inddelt i stationer, typisk fra den første til den tiende. Station fem er det sted på bjerget, hvor mange starter deres vandring, fordi det er let at komme til med bus eller bil, og fordi det er her, ”det sjove” begynder. Derudover har femte station butikker, toiletter og ofte en besøgsfacilitet, hvor man kan akklimatisere sig, inden opstigningen for alvor begynder. Så selvom man taler om ni stationer oven for bjergets fod, er femte station altså en slags “midtvejspunkt”, hvor de fleste starter og også vender tilbage for at afslutte turen.

​I starten minder stien mest om en skovsti. Luften er varm og fugtig, men gradvist bliver det køligere, og ruten skifter fra jordstier til mere barske, stenede områder. Undervejs mødte jeg japanere i alle aldre, og jeg blev overrasket over, hvor mange ældre der tog turen til trods for det krævende terræn.

Ved omkring 3000 meters højde blev det sværere at trække vejret, og samtalerne tyndede ud. Jeg overnattede i en simpel bjerghytte, hvor vi sov på måtter i et sovesalslignende rum. Efter en kort, men solid aftensmad faldt jeg hurtigt i søvn af ren og skær udmattelse. 
​
Næste morgen stod jeg tidligt op i knitrende kulde for at se solopgangen. Mange går helt til toppen for at se solen bryde horisonten, men jeg nød først roen ved hytten, inden jeg fortsatte min opstigning.

Om eftermiddagen nåede jeg omsider toppen. Selvom himlen var let overskyet, var udsigten stadig storslået. Jeg blev noget forundret, da jeg pludselig fik øje på en drikkevareautomat. Selv heroppe, på Japans højeste punkt, var bekvemmeligheden i fokus.
 
Efter at have hvilet et par timer for at nyde udsigten og samle kræfter, påbegyndte jeg nedstigningen. Her var vandrestaven ikke helt nok som støtte, da stien var et ensformigt zigzag, der belastede læggene betydeligt. Turen føltes næsten meditativ, indtil jeg igen nærmede mig mit udgangspunkt og nu slutpunkt, nemlig den femte station.
​
Jeg havde fået en oplevelse for livet, som jeg gerne ville videregive på en mere håndgribelig måde end blot at fortælle om den, og det var heldigvis muligt, for i kiosken kunne jeg købe en dåse med den forfriskende Fuji-luft. Den kan jeg nu dele med andre og dermed give dem en lille bid af oplevelsen.

​At deltage i et OL er en stor drøm for mange atleter og meget få forundt. Det er en kulmination på mange års hårdt arbejde, en pakke fyldt med sportslig forløsning og et møde med atleter fra forskellige sportsgrene fra hele verden. Det er et kæmpe stort set-up, der sprænger rammerne for, hvad man tidligere har oplevet. Et OL i Japan var samtidig en forhåbning om nye kulturelle oplevelser med alt, hvad Japan og det japanske folk har at byde på. Corona pandemien kunne i første omgang spænde ben for dette møde, men det skete heldigvis ikke. 
 
Japanernes engagement og disciplin samt et års tilvænning til Covid gjorde, at lang ventetid i lufthavnen ved ankomst, daglige Covid tests og udgangsforbud var blevet en rutine, som ikke ødelagde det gode humør. Fra Tokyo lufthavn kørte vi knap 300 km nord til Nihonmatsu i Fukushima Præfekturet, hvor vi skulle tilbringe to uger, inden konkurrencerne startede. Det havde været et stort fokuspunkt for vores daværende sportschef, at nu hvor vi ikke kunne tage ud og opleve lokalsamfundet, så måtte lokalsamfundet komme til os.  
 
Det kom til udtryk allerede ved ankomsten. Uden for det fine hus, vi skulle bo i, blev vi mødt af folk fra byen iført smukke kostumer og med store bannere. Vi blev introduceret til Japanske skikke, og især på madfronten var der en tilpasningsperiode, da vi normalt ikke spiser ris og fisk til morgenmad. Men hele holdet på det lille hostel var meget imødekommende og opmærksomme på vores behov, og hurtigt blev der indkøbt yoghurt og müesli. 
 
Sproget var også noget af en udfordring, så kommunikationen foregik primært gennem vores søde tolk/guide. På væggene blev engelsk– japansk oversatte ord hængt op, så vi selv kunne sige ”konnichiwa” (hej), ”arigato” (tak), ”oishikatta” (det smagte godt) og ”oyasuminasai” (god nat) til det søde personale omkring os. 
 
Ind imellem træningpassene blev der arrangeret aktiviteter, hvor der blandt andet kom en lokal skolelærerinde ud og underviste i kalligrafi. Derudover lærte vi at lave sushi og folde origami.

​Efter vores ophold i Nihonmatsu havde vi en uge i Tokyo, mens konkurrencerne fandt sted. Her fandt vi ind i en rytme, som vi i højere grad kender fra tidligere kajakkonkurrencer. Vi sluttede nummer 8 i finalen i kvindernes fire-kajak over 500 meter. 
 
Kajak-konkurrencerne ligger som noget af det sidste i OL-programmet, og i takt med at flere atleter blev færdige med deres konkurrencer, blev stemningen mere løssluppen, også i forhold til Covid restriktionerne. Vi kom ind at heppe på de danske håndboldherrer i deres finale og tog derefter til stor fest på den danske ambassade. Her var der Tulip pølsevogn, Mikkeller øl og vanvittig god stemning. På dansk jord gjaldt danske retningslinjer, og vi kunne nærmest symbolsk tage mundbindet af og sænke skuldrene til en løssluppen nat sammen med de danske atleter, samt staff og ambassadepersonale, der alle havde spillet en vigtig rolle for den danske lejr under legene!

Anbefalinger

• Snak med de lokale, de er enormt imødekommende og vil gerne vise dig deres hjemland 
• Rejs til mindre byer 
• Medbring en gave fra Danmark, hvis du skal bo hos en værtsfamilie

​Som kunsthistoriker med speciale i japansk kunst har jeg set utallige museer under mine rejser i Japan, men ét sted var så forunderligt og tankevækkende, at det stadig står som den bedste kunstoplevelse i mit liv. Det sted er Teshima bijutsukan, Teshima kunstmuseum.
 
Teshima er en lille ø i Setouchi, det japanske indlandshav, og som de fleste øer i det område er den meget kuperet med stejle og frodigt bevoksede bakker og et utal af ris terrasser skåret ind i skråningerne. Teshima er en af mange øer, der indgår i et omfattende kunstprojekt finansieret af Benesse Art Site Naoshima. 
 
Allerede tilbage i 1980erne begyndte rigmanden Fukutake Sōichirō at investere i samtidskunst på de små øer, som han selv kommer fra, og som under den økonomiske vækst fra 1960erne og frem var blevet til et affolket udkantsområde. Ved at invitere samtidskunstnere til at lave kunst i gamle ubeboede huse og nedlagte fabrikker blev det et revitaliseringsprojekt, der skulle skabe kulturel værdi i lokalområdet og tiltrække turister. 

​Jeg besøgte Teshima i sommeren 2011. Min familie og jeg havde boet i Tokyo siden januar og havde oplevet det store jordskælv og de mange bekymringer omkring tsunami og atomkatastrofe. At rejse til øerne i indlandshavet, hvor solen skinnede og havet glitrede, var i sig selv en vidunderlig forandring fra storbyen. 
 
Teshima kunstmuseum er skabt i et samarbejde mellem arkitekten Nishizawa Ryue og billedkunstneren Naitō Rei i 2010. Det første der slog mig ved Teshima kunstmuseum, var fortolkningen af ordet bijutsukan, kunstmuseum, som alle nok har en vis forestilling om hvad er: en regelret bygning med rum, hvor der hænger kunst. Men nej: her var ”museet” en stor, hvid amøbeagtig form, der som en vildfaren ufo så ud som om den lige var landet midt i rismarkerne på toppen af en bakke. Man kunne se ud over øens ene side og ud over havet til de hundrede andre små og store øer i indlandshavet.

​Når man nærmede sig den runde hvide form, som var omkring 40 meter i sin bredde og 4-5 meter høj på det højeste punkt, var det tydeligt at se, at der var to store huller i overfladen, og at formen var som en tyk skal af beton. Et sted var der en åbning, man kunne gå ind ad, og hvor man skulle stille sine sko. Indenfor var det ét stort rundt rum. Der var ingen vægge eller søjler, og ingen konventionelle malerier eller skulpturer. Kun to store huller op til himlen, hvor lys og en mild brise kunne komme ind. Og blade og insekter og andre af naturens elementer.
​

Gulvet var også af beton belagt med et tyndt lag silikone og let skrånende i forskellige retninger. Det var køligt at gå med bare tæer. Og så det mest forunderlige: små vanddråber piblede op af bittesmå huller i gulvet, og på grund af silikonens overfladespænding blev de til dråber, der langsomt løb hen ad gulvet og mødte hinanden og smeltede sammen til større dråber. Når dråberne bevægede sig hen til et lille næsten usynligt hul, løb vandet ned i hullet og skabte en næsten uhørlig rislende lyd. 
 
Der var andre besøgende, så vi var ikke alene i rummet, men alle var så stille og ærbødige, at man kunne høre den lille klukken af vanddråber, der forsvandt i et hul, mens nye dråber opstod andre steder på gulvet. Det hele var så enkelt og poetisk. Jeg følte både naturen og himmelrummet, som kunne ses gennem kuplens åbninger, og samtidig var dråberne og deres form og lyd så intenst nærværende, at jeg i en kort stund følte mig forbundet med hele universet.
​

Anbefalinger:

• Der er mange danske turister, der tager vejen forbi Setouchi og de mange kunstøer på deres rejse i Japan. Der er andre kunstværker på Teshima, og sammen med værker på øerne Naoshima og Inujima indgår de i Benesse Art Site Naoshima.

         Hjemmeside: https://benesse-artsite.jp/en/

• At se på kunst i Setouchi er en langsom og nærværende måde at opleve kunst på, fordi der kun går få færger ud til øerne i løbet af en dag, og man skal tage sig god tid. Der er overnatningsmuligheder på flere af øerne, men bestil i god tid.

 

• Benesse Art Site Naoshima indgår sammen med andre øer med kunst i Setouchi Art Festival, der finder sted hvert tredje år. Næste gang er 2025, og der er kunstprojekter, performance, koncerter og andre arrangementer fordelt over forår, sommer og efterår, i alt 107 dage.

         Hjemmeside: https://setouchi-artfest.jp/en/
​

Ovenstående blogindlæg er et udtryk for skribentens egen holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis Dansk-Japansk Selskabs standpunkter.
​

​Katsuura er en relativt lille kystby med omkring 16.000 indbyggere. Alligevel er her gymnasium, folkeskole, hoteller, restauranter samt surfing. Og selvom populationen generelt er aldrende, så skal man huske at kigge sig for, når man krydser vejen, for ikke at blive kørt ned af de unge studerende på deres scootere. Med udsigt over denne fredelige by ligger nemlig det Internationale Budo Universitet, hvor statuen af den Grundtvig-inspirerede grundlægger, Dr. Shigeyoshi Matsumae, der selv dyrkede judo, står med sin stok og skuer varmt ud imod horisonten.

​
​Det er på dette private sportsuniversitet, at jeg nu befinder mig. Japansk sprog, Budo og Kendo. Det har mit skema i lidt over fire måneder været fyldt med. Japansk giver sig selv, og måske ved man, at Budo er begrebet, som omfatter japansk kampsport og filosofien bag. Men Kendo er det de færreste danskere, som kender.

For mit vedkommende startede det for lidt over fire år siden med en video på nettet: Mørke krigere, der skrigende kastede sig over hinanden i jagten på det perfekte point. Det startede som hobby, så kom jeg på landsholdet, og nu er jeg så her og træner tre timer om dagen i jagten på samme. 

Det er ikke nemt at være udlænding i den stærkt opdelte Kendojo. Inden morgentræningen starter, møder førsteårseleverne op for at gøre klar. Der bliver sørget for våde klude, så man ikke glider rundt på det store trægulv, fejet og åbnet vinduer. Instruktørens rustning bliver klargjort, og der hentes is i tilfælde af skader. Desuden foregår der sikkert meget andet, som jeg endnu ikke har lagt mærke til.
​ 
Som en del af universitetets Budo specialiseringsprogram, bliver jeg dog ikke set som egentlig studerende på universitetet, så når jeg selv ankommer ca. 15 minutter før start, sidder de andre ofte i hjørnet og enten halvsover eller snakker. Og når så en fjerdeårselev møder ind, vågner alle straks op til dåd for at sige god morgen!

​Det svære i at være udlænding kommer nok mest fra opmærksomheden. Når man træner sammen hver dag (og ovenikøbet ikke forstår sproget supergodt) kan man nemt komme til at lave fejl. At fejle er godt, men uheldigvis har den slags det med at gøre en uattraktiv som træningspartner. Selvom fokus i Kendo er på ens egen teknik og kamp, så foregår al træningen med en eller flere partnere. Med lidt over 80 mennesker i dojoen er der dog plads til at lave fejl, og det er endeligt lykkedes mig at finde nogen af træne med, som ikke er de få andre udlændinge. 

Ens teknik og kampfærdigheder betyder meget for, hvordan de ser dig i klubben, men også om du har kampvilje og er i stand til at lære. Hårdt arbejde ud over normalen giver respekt, og hvis du viser, at du virkelig er seriøs med din sport, så bløder de op og giver den gas, når de træner med dig.
​ 
 Ud over de andres smådrillerier og til tider grænsende til barnlig opførsel, kan jeg ikke lade være med at elske det, når det hele går op i en højere enhed.

Det sker for eksempel, når vi alle, trætte efter at have tilbragt hele morgenen undervejs til Tokyo, hujer og hepper på universitetsholdet i en turnering. Når vi presser hinanden til det yderste under træningen, eller når vi i FamilyMart møder de andre fra klubben, og der bliver sagt ”godt kæmpet”. Så føler jeg virkelig, at jeg er en del af universitetets Kendo-fællesskab.
​
Mit år har indtil videre været fyldt med oplevelser, både gode og dårlige. Men en ting er sikkert, og det er, at jeg har gjort mig en masse nyttige erfaringer, som jeg kan putte i rygsækken og tage med mig videre i livet. Når jeg altså kommer så langt. Indtil videre, vil jeg fortsat rette mit fokus mod det japanske sprog, Budo og de adrenalininducerende kampe som dansker blandt mørke riddere i Japan.
​